Plader

Rhonda Harris: Under the Satellite & Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skrevet af Troels Mads

To plader fra Nørlund: én i eget navn og én under bandnavnet Rhonda Harris. Den ene plade er nogenlunde vellykket, mens den anden ganske enkelt er fremragende. Ni U’er til Nørlund i alt i denne omgang. Læs anmeldelsen og find ud af, hvordan de er blevet fordelt.

Mandag den tiende november var N-dag. Da udgav Nikolaj Nørlund nemlig to albums – ét i eget navn med den lidt sære titel Tændstik og ét under bandnavnet Rhonda Harris med det lidt lettere fordøjelige navn Under the Satellite. Selv om udgivelserne ikke må forveksles med et dobbeltalbum, er det alligevel en lidt risikabel kurs, Nørlund her udstikker. Simultanudgivelser har vist kun sjældent vist sig at være et succesfuldt foretagende. Det er det heller ikke entydigt her, men om det skyldes volumen eller datosammenfald, er desværre nok tvivlsomt.

Én af de anmeldere (og flere med ham), der var tidligst ude, bemærkede, at “havde Nørlund samlet de bedste sange på ét album, ville han have lavet en superplade.” Der kan ikke ligge andet end en misforståelse af det projekt, Nørlund har forsøgt på at rejse op gennem 90’erne, bag sådan en ytring. Der er med pladerne – henholdsvis dem i eget navn og dem forsynet med et selvopfundet glamourøst kvindenavn – tale om to selvstændige udtryk, der bærer klare væsensforskelle, selv om de kommer fra samme region af rocklandet. Derfor ville det ikke have været muligt blot at slå de to album sammen til ét.

Nørlund har taget den logiske konsekvens af både at ville være solist og spille i band – og ikke mindst af at ville synge på både dansk og engelsk. Begge plader måtte komme før eller siden. Det er nok snarere tilfældet, der har gjort, at der på den her måde bliver slået to fluer med ét smæk. Desværre er resultatet landet et stykke til venstre for prædikatet godt, og selv ret godt er ikke helt godt nok med de forventninger, man med rette kan tillade sig at have til nye Nørlund-udgivelser.

Under the Satellite lægger sig fint til rette i slipstrømmen fra dens forgænger, Nørlunds seneste udgivelse, den fine, men lidt ujævne The Trouble With Rhonda Harris Det er guitarbaseret indierock i både den ene og den anden forstand med plads til at udforske nogle af rockens krinkelkroge, tid til at fortolke og lyst til at lege. Vanen tro er der besøg af en række musikalske venner, bl.a. Claus Hempler, Neil Henderson, Aud Wilken og Mark Robinson.

Selv om Hempler endnu engang understreger, at han besidder en dygtig vokal og fin fornemmelse for croon, der lover godt for en planlagt udgivelse i eget navn engang i det nye år, formår han ikke at ændre ved, at åbningsskæringen “Your Best Bet” er et lidt tandløst bekendtskab. Den lidt spacy guitar, orglet og trommerne fungerer på overfladen, men noget holder igen og forhindrer sangen i for alvor at folde sig ud.

“Let Me Run It by George” er typisk ’det nye’ Rhonda Harris: Nørlunds vokal, en dreamy bund og klassisk klaverspil, der kunne være et udlån fra Navnløs. Igen fungerer det upåklageligt og er ganske kønt, men overraskende eller bemærkelsesværdigt er det altså ikke. Bedre står det straks til med titelnummeret. En legesyg, lille popperle der leder tankerne hen på Nørlunds gamle helte i Galaxie 500, og hvor man aner, at han har stået i producerlære hos Kramer. Sikkert for afdæmpet til prime time P3, men et oplagt singleudspil. Især er det glædeligt, at Nørlund her giver plads til de særlige barytonintoneringer – denne særlige Nørlundske omgang med sproget, simpelthen – han beviseligt mestrer så godt.

“Karen” er muligvis den bedste sang. Superskrabet instrumentering med inderligheden fra den første Rhonda-plade intakt og ikke mindst et glædeligt gensyn med Mark Robinson, der egentligt skulle have sunget hele sangen, men en kommunikationsbrist (sporene blev udvekslet via computer) gør, at han må nøjes med et enkelt vers. Til gengæld har han så fået et af pladens bedste. “Karen” er en prunkløs lille sag, magelig i kompositionen og fuldstændig overlegen i udførelsen.

“Joy Is Everywhere” tager tråden fra “I Heard You Never Told Her” op og er denne Rhonda-plades livtag med Nørlunds forkærlighed for Lee ‘Scratch’ Perry og sampling, men hvor det seneste forsøg var dubbet prisonblues med Westzynthius-vokal og ledte tankerne hen på Moby, er “Joy Is Everywhere” bredere orienteriet med et næsten verdensmusikalsk tilsnit, komplet med håndklap, Wilken-vokalstykker (en svipser i linernotes’ene, dér) og samplede radiosekvenser á la Manu Chao. Det er ganske charmerende, og ved første gennemlytning er det måske det nummer, der sætter sig bedst fast. Et frækt bud på et alternativt singleudspil, men selvfølgelig misvisende i forhold til pladen i øvrigt. Et godt førstehåndsindtryk, og det er jo ikke det værste, man kan efterlade, men næppe helt så langtidsholdbart. Ikke desto mindre kunne det være interessant at lægge øren til et lidt mere konsekvent forsøg ud i genren fra Nørlunds side. Et enkelt nummer på hver plade virker en lille smule halvhjertet.
Med “Joy Is Everywhere” beviser Nørlund, at han med lidt mere koncentration besidder formatet til en rigtig spændende, samplet udgivelse også. En anden farbar vej ville være at drysse de fine momenter med sampleren ud over hele pladen, så de ikke, som nu, kommer til at danne grobund for en amputérbar, ganske vist frodig, men også lidt malplaceret, gevækst. På den måde stiller “Joy Is Everywhere” flere spørgsmål, end den giver svar – hvilket i et vist omfang også gælder resten af pladen.

Med “Min Ven Bongo”, der sjovt nok byder på netop bongotrommer, demonstrerer Nørlund igen, at det godt kan lade sig gøre at få dansk og engelsk, i stereo vel at mærke, til at gå op i en højere enhed på lidt over tre minutter. En delikat og nålespids guitar oven på en simpel, inciterende bas filtreret gennem en harddisk til et udmærket resultat, men igen havde det pyntet med lidt diversitet i udtrykket. Der efterlyses vildskab!

I de første par sekunder af “No Tomorrow” er der reminiscenser fra Depeche Modes “Personal Jesus” (måske i virkeligheden endnu mere Johnny Cashs version). Den flabede, blå bas – fremragende håndteret af Moogie Johnson, der vist endda spillede sine fingre til blods under optagelsen – akkompagneres dog snart af en elektrisk guitar, og dobbeltstikkerne vender træet nedad. Det er lineær udvikling og stadig stigning i intensitet og uden tvivl pladens mest beskidte rock’n’roll-track. Jeg gætter på, det er Neil Henderson, der trækker det største vokale læs – så askebæger-ru kan Nørlund vist ikke lyde. “No Tomorrow”er relativt simpel, men igen virker det uhyre effektivt, når der bliver skåret lidt tættere ind til benet. Det skal nok blive en sikker livefavorit.

Ligesom The Trouble With… havde sin “Avalanche”, har Under the Satellite et fint cover i den sært dragende “China Girl”. Det er skrabet og ikke særligt Bowie’sk (eller Iggy Pop’sk, for den sags skyld), men vanvittigt fornuftigt med så radikal en omarrangering. Især når det fungerer så godt, som det er tilfældet her. Her er det Nørlund, der crooner, og det gør han ganske enkelt fremragende. Et egentligt coveralbum har været på tegnebrættet. Måtte det materialisere sig en dag. Og det er vel at mærke ikke ment som en falliterklæring i forhold til Nørlunds egen musik. Når en sang fortolkes så personligt, bliver det som en efterårsnat med en eks-kæreste fra engang eller Fugl Føniks, der rejser sig fra asken – gammelt og velkendt, men samtidig nyt og fremmed.

Dermed scorer Nørlund endnu en ren top på en plade, der er tæt på at være rigtig, rigtig god, men med “Mary, I Would Eat Right out of Your Hand” får man desværre hurtigt armene ned igen. Mikrofonen er overladt til Aud Wilken på en temmeligt ligegyldig skæring. Hun kan være nok så spændende en sangerinde, men ligesom med Lise Westzynthius’ “St. John” har Nørlund heller ikke hér formået at indfatte kvindesang optimalt i sit musikalske udtryk – og han burde måske overveje nøjere, hvilket formål gæstevokalister egentligt tjener ud over som et kuriøst indslag, når det nu engang fungerer bedst, når han selv tegner vokalen.

“Adrenaline”, der er af samme solide sort som “George” og “Bongo”, men en del mere stenet og slowpaced og mod slutningen med et noget større schwung, får lov at runde af. Det er ganske fortræffeligt, men også forudsigeligt på samme irriterende måde som Kiss and H.U.G. – og det har ingen vist lyst til at være.

Tekstligt er Rhonda-pladen, som den skal være, og den ligger fint i forlængelse af dens forgængere. Det er inderligt, ikke helt så bastant, som når Nørlund synger på modersmålet. Der kredses primært om den svære kærlighed, men den tematiske bredde er nogenlunde intakt, og udtrykket efterlader sig flertydige konnotationer. Dét gør muligvis det sungne mindre direkte personligt og vedkommende, men sætter lyrikken fri og giver plads til fortolkning. Et af problemerne med Rhonda-pladen er, at den peger i lidt for mange retninger. Det er der dog en vis indre logik i, og det kan måske forsvares. Men utilgiveligt er det altså, at i underkanten af halvdelen af pladen umiddelbart fremstår som fyldstof på det jævne.

★★★★☆☆

Pladen i eget navn åbner med “Resumé”, og så er tonen ellers slået an. Det er rock’n’roll og dobbelt så meget smæk for skillingerne. Det er beskidt og giver straks associationer til Den Skøre Hest (og så ikke et ord mere om Neil Young, nej). Det er Nørlund, der i en dialogisk situation tager temperaturen på kærligheden: (»Du skifter lagner på din seng / Hver tirsdag nat / Smiler og siger: Kom og læg dig, skat / Vi elsker, det’ varmt / Vi elsker som besatte / Det er nat…«), den i medierne så opkørte forråelse (eller narkomani?): (»Nede i gaden er der én, der råber / Slår og stikker i de andre tåber / Ska’ vi stoppe, ska’ vi vende, ska’ vi køre? / Ska’ vi la’ dem sejle deres egne søer?«), og musikken, der får et rap over nallerne med en af de bedste linjer i mands minde: (»Gamle mænd, der synger ung mands pop / Og unge mænd, der spiller den gamle mands rock / Jeg fik et chok.«) Han beskriver sin tid, lakonisk og herligt underspillet koncist.
Og lur mig, om ikke også der gemmer sig en politisk stikpille: »Du siger, vi trænger på sæt og vis / Til et opgør af lige præcis den karakter / Men det vil kræve mer’ og mer’ og fler’ / Som vil invester’ og betale den pris.«

Linjerne er opbrudte (strukturmæssigt er vi i retning af “Løbetid” fra Hvad er det der sker?), så vokalen må sno sig næsten rap-agtigt, henslægt af sted, og dette herligt flabede omkvæd, der skifter karakter for hver rundgang, og Nørlunds tæft for at samle vendinger op fra rendestenene og gøre dem formfuldendt klassiske – dét at kunne indfange sproget, som det tales, og få det til at vibrere af lyrisk ladning, er bestemt ikke enhver forundt.

“Resumé” skriver sig direkte ind blandt Nørlunds allerbedste, og “Straffet” fortsætter heldigvis i samme sikre spor og beviser, at hovmod sagtens kan gøres sangbart i en kærlighedssang i det nye årtusinde. Det er stadig dirty, men også med en helt egen nerve – ja, i absolut særklasse. “Gætter” er skåret over nogenlunde samme læst og peger tilbage mod “Flatlined” fra The Trouble With…, men hver især træder de tre første tracks uden problemer i karakter, så det aldrig bliver noget problem at holde dem ude fra hinanden.

Det er endelig lykkedes Nørlund at finde recepten – og den er rocket – som får musik og tekst til at gå op i en højere enhed, der matcher hans modenhed som kunster. Nørlund har aldrig udelt brudt sig om den bås, han blev sat i efter Navnløs. Med Tændstik træder han, godt hjulpet af en håndfuld dygtige musikere, hvoraf især jazzpianisten Ben Besiakov og Tomas Ortved må fremhæves, for alvor ud af skyggen som alle efterskolepigers darling. Eller sagt på en anden måde: Hvis Tændstik ikke etablerer Nørlund som rock’n’roll-musiker, ikke på bekostning af, men i respekt for, den spleenfyldte digter med den sorte rullekravetrøje, er der ingen retfærdighed til. Nørlund har sjældent lydt bedre eller mere veloplagt. Spilleglæden og glimtet i øjet skinner durk igennem. Det er klædeligt og forløsende, og tillykke med det!

“Respekt (endnu)” ryster lidt mere på hænderne og når aldrig helt derop, hvor det er rigtigt sjovt på trods af et besnærende piano. Den er dog stadig bestået og vil sikkert gøre sig fint på en scene i et røgfyldt lokale.

“Hva nu Annemari” er et herligt utidigt indslag. Det er rock, men i overraskende flamenco-indpakning, og så må Besiakov igen fremhæves for sit eminente klaverspil. Det er petting, der ikke rigtig fører videre (apropos en strofe fra “Straffet”), men som jo sagtens kan være ganske fornøjeligt alligevel. “Nat” er skramlet og går lidt i samme retning som “No Tomorrow”. Dvs. simpelt og effektfuldt, men hvor “No Tomorrow” var autentisk rå, er guitaren her måske trods alt lige kækt nok distorted, og de der handclaps er heller ikke min kop te.

Hvis “Det vælter ned” var et regnvejr, ville den være en støvbyge om natten. Måske pladens bedste stille nummer, og derfor er det lidt paradoksalt, at det er her, Nørlund gør op med den uforskyldte opfattelse af ham som en lidt krukket poet: »Stormen er / Taget til / Digtet er slut / Viljen / Til noget nyt / Vokser hvert minut« (selv om strofen strengt taget nok skal ses i et lidt mere (alment) dystopisk perspektiv). Og vi får endnu en fin betragtning fra en mand på vej ud af det intime rum, han definerede for sig selv i midten af halvfemserne: »Men muren / Får lov at stå / Med de løgne / Som står skrevet på.«
Og monstro ikke »Vi har / Lyttet for lang / Tid på et fjols / Det er / Lidt for sent / At det går op for os / Det kom / Bag på mig / At det var gået så galt…« er politisk motiveret?

“Flyveplads” runder Tændstik af på allerbedste vis. Måske lidt mindre ’troværdig’ end de øvrige rockere, men så tilgengæld så meget mere disciplineret. Det fungerer optimalt, og sammen med “Resumé” og “Gætter” er “Flyveplads” simpelthen i særklasse. Tekstligt er det den løst fabulerende, men samtidigt præcise og nøgterne, lyrik fra Nye optagelser med simple, men stærkt billedfremkaldende linjer som »Tiden smelter gennem zonerne […] Et ur der blinker, mens det åbner sig / Er vi nået frem skal vi være her? / Nær ved solen som står stille nu / Og altid – ild og lys…« og det rare mantra: »Dit ansigt – verdenskort.«

Tændstik er mindst 2/3 fremragende, og så kan mindre end fem store og velfortjente U’er ikke gøre det.

★★★★★☆

Deltag i debat