Plader

Bon Homme: s.t.

Forsanger i WhoMadeWho, Tomas Høffding, har taget den lyserøde skjorte på og smyger sig ind på sommernætternes dansegulve med uopfindsom synthpop.

Solbrillerne sidder stadig på næsen, selvom solen reelt set er gået ned, men på den anden side, så går den aldrig rigtig ned på denne årstid, og sådan nogle solbriller får jo også et grimt ansigt til at tage sig bedre ud. De festklare mennesker er lidt dovne efter en hel dag på Islands Brygge med grill og et par uengagerede svømmeture, mens skaterne og capoeira-drengene har kæmpet om at få opmærksomhed – selvfølgelig under det påskud at de bare træner deres sport. Vesterbro, et sted i Kødbyen, er stedet, hvor fordrukken sved skal tiltrække det andet køn til usammenhængende samtaler, der fører til dovne engangsknald og dundrende hovedpine morgenen efter, fordi kroppen har vandet alt andet end sig selv.

Det er præcis i denne setting, tidligt på aftenen, at Bon Hommes debutplade vil gøre sig utrolig godt. Slesk synthpop som folk kan kickstarte kroppen med. Manden bag er WhoMadeWhos forsanger Tomas Høffding, og navnet er taget fra ”Steak”-soundtracket, Sebastian Tellier lavede med Oizo, fordi Tellier er en af Høffdings største helte.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at pladen har en del til fælles med den franske, elektroniske scenes forkærlighed for varme, sukrede 70’er-synthmelodier, som ikke kun Tellier, men også Air dyrker. Det er svulstigt og rent produceret, og beatet får sjældent åndedrættet højere op i tempo, end man stadig kan hviske »jeg har lyst til at kysse dine inderlår« i den udkårnes øre med sin bedste Barry Manilow-stemme.

Problemet med pladen er, at det hele er lidt for sikkert. Der er ikke de lidt spøjse indfald og overraskende studietricks, som Tellier nogle gange kan finde på, og der er ikke den gnidningsfrie sammensmeltning af genrer, som har været WhoMadeWhos succes. Det er ren stiløvelse, og som sådan bliver det kedeligt.

Den første single, ”Mother”, er f.eks. et klokkeklart disco/house-hit med atmosfærisk synth, drivende basgang og upbeat elektroniske rytmer. Hvor er det bare hørt så utrolig mange gange før, hvilket selvfølgelig ikke forhindrer nummeret i at indgå i sommerens playlister rundt omkring på klubberne. Men det mangler det ekstra, der gjorde Indeeps ”Last Night a DJ Saved My Life” til kulturelt arvegods. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men når jeg prøver at genkalde mig melodien, dukker Danzigs nummer med samme titel op i mit hoved og ikke Bon Hommes.

Og det er et generelt problem på mange af numrene. Melodierne er simpelthen ikke stærke nok, og selvfølgelig kan man argumentere for, at det bare er brugsmusik til dansegulvene, men de fleste solide dansenumre har altså også en melodi, en effekt eller en energi, der rykker benene ud på det støvede linoleum. Det er der ikke meget af på denne plade.

De to numre, der skiller sig ud, er netop to numre, hvor der sker noget anderledes end på resten af pladen. ”Battery Inside Your Arm” lyder som en Kraftwerk-pastiche med sine simple, høje computerblip, elektroniske klaprytme og skæve melodi, og ”Cards for Love” vinder med sine simple, hurtige klaveranslag og en elektronisk fordrejet vokal. Et girl group-hit fra 60’erne omformet til en ekstra-glossy new wave-sang.

Der skal nok komme et par relativt succesfulde, men også forglemmelige singler ud af pladen, men som album betragtet er det som en af de sydlandske øl i gennemsigtige flasker, der plejer at være så populære om sommeren. En tynd omgang, der tilfredsstiller kortvarigt, men uden mærkbar eftersmag eller indtryk.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply