Air Formation: Nothing to Wish For (Nothing to Lose)

Navnet Air Formation siger nok ikke de fleste så meget herhjemme. Efter sigende skulle eksistensen af Brighton-kvintetten også være en relativt velbevaret hemmelighed i det engelske. Men bandet har eksisteret siden 1998, og de har nu udgivet deres fjerde album, Nothing to Wish For (Nothing to Lose). På det mørke cover anes skygger over midnatsblåt vand, og det er ganske vist en natteplade, Air Formation har skabt. Der er dømt shoegazer over hele linjen, forsanger Matt Bartram synger: »Just like a dream« (på “Alone at Last”), og alt foregår i tungt tempo i en døsig og drømmeagtig tilstand. Det er netop noget af det, god shoegazer kan: rocke i drøm og søvntåge. Døsigheden er især komplet på endnu et nattenummer, “Cut Through the Night”, der kalder på gab – ikke af kedsomhed, men af veltilpashed.

Air Formations lyd er fyldt med guitar-feedback, ekkoer, langstrakte keyboardflader, en fyldig bas og Bartrams vokal, der ofte forsøger at række dybt ned efter tonerne på bunden af sit register. Førstesinglen “Low December Sun” har markerede trommer, velspillet af James Harrison, og her er de mere markante end gennemsnitligt på albummet; som en puls nummeret igennem. Det er dog ikke albummets bedste moment, til det er ”Don’t Wait ’til Dawn” en bedre kandidat, hvor lysere toner og en snert mere melodi er blandet ind i alt det dybe.

Air Formation står uden tvivl i gæld til shoegazerrockens gudfædre og -mødre i My Bloody Valentine og Slowdive m.fl. Albummet ligger direkte i forlængelse af deres lyd, der toppede, for hvad der foruroligende snart er 20 år siden. Men der er også forskelle. Air Formation har ikke samme forkærlighed for de komplet skæve toner, som både My Bloody Valentine og Slowdive har ind imellem deres florlette, længselsfulde drømmenumre. Og det er kun godt. I hvert fald set ud fra synspunktet hos én, der aldrig har været tosset med det hos de andre bands, og det ville heller ikke passe ind i Air Formations lydbillede.

Til gengæld kunne My Bloody Valentine og Slowdive, når de var bedst, virkelig skrue nogle melodier sammen, som på baggrund af shoegazerens støj og tyngde blev leveret med svimlende lethed. De fjerlette, drømmeagtige suk, der kunne få hårene til at rejse sig i nakken, mestrede shoegazerlegenderne – som på My Bloody Valentines ”Sometimes” eller Slowdives ”Alison”. Den samme skønhedsfyldte lethed rammer Air Formation desværre aldrig. Derfor går Air Formation ikke direkte i nervesystemet og fremstår med mindre personlighed end forbillederne.

Faren ved Nothing to Wish For (Nothing to Lose) er, at albummets numre kan have tendens til at blive for anonyme og for ens. Alligevel er det tydeligt at høre, at vi her har at gøre med et band, der har erfaring bag sig og har fortættet deres lyd gennem de tre første albums. Det giver en meget bevidst omgang med genren, og når Air Formation skruer lidt op for bas og trommer og lidt ned for harmonierne, ved de, hvad de gør. Brighton-bandets døsige nattealbum er ikke for en bred målgruppe. Det er for fans af genren, og her er det et godt, gedigent bud på shoegazer anno 2010. Air Formation beviser, at genren ikke kun lever i fortiden.