RebekkaMaria forløste divapotentialet på Pavilion. Foto: Anders von Greffelstejn
Hver gang jeg hører eller læser om RebekkaMaria, kommer jeg til at tænke på det store spring, hun tog, da hun skiftede det støjende indierockband Lampshade ud med en solokarriere. Afstanden mellem den patosfyldte støjrock og den nye tilværelse som selverklæret popdiva har længe forekommet mig at være så stor, at RebekkaMaria næppe ville kunne komme helskindet over kløften. Hendes seneste album, Sister Sortie, føles mindre forceret end forgængeren – uden dog at være nogen videre langtidsholdbar popplade. Men mens hun således ikke på plade har fuldført sin transformation, beviste hendes Roskilde-koncert torsdag, at hun bestemt har noget at byde på.
Roskilde-showet var det sidste i en længere række af koncerter, og det var fra første øjeblik tydeligt, at RebekkaMaria og hendes fire bandkolleger er blevet virkelig godt sammenspillet. Mens trommeslager Johannes Dybkjær blev på sin plads, skiftede de andre løbende plads og instrumenter, så de energiske soulpopsange fik en varieret instrumentering: Saxofon, hoftevridende basgange og alskens percussion gav sangene det legende og kropslige præg, som studieversionerne nogle gange lover uden at kunne holde. Og helt i centrum var en sikkert fraserende RebekkaMaria.
Åbningsnummeret “Mother Woman” og “Gooseberry Boy” var blot de første eksempler på RebekkaMaria og keyboardspilleren Rebecka Wållgrens fine vokalharmonier, og 2008-singlen “Yours Truly” gav for alvor et indblik i, hvor scenevant RebekkaMaria er blevet. Der var ikke noget med at kigge forsagt i jorden og håbe på, at sangene selv kunne gøre arbejdet. Tværtimod var hun konstant i bevægelse – flirtende med publikum, slentrende med en stor stofparaply, stammedansende og i færd med at strø guldglimmer ud over scenen.
Paraplyen og glimmeret lå udmærket i forlængelse af det generelle visuelle udtryk. Der var kæder af spraglede bedeflag, kulørte rispapirlamper, dinglende indianerfjer, påfuglefjer og halssmykker i ét væk – og så længe kvintetten havde fat i de stærke popnumre, øgede det festfaktoren. Men når det så blev tid til sange som “Pica Pica” og “Corollaceous”, hvor RebekkaMarias glæde ved sukkersøde, ubekymrede omkvæd løber af med hende – ja, så opdagede man bandets sjette medlem: en fotograf, der under halvdelen af de 14 numre oksede rundt på scenen og ofte var lige så prominent placeret som bandmedlemmerne. Og således forvandlede det, der ellers var en munter popkoncert, sig i flere omgange til en bizar krea-indianer-parodi på et Artrebels-arrangement, hvor det ikke var helt sikkert, om koncerten var henvendt til linsen eller publikum.
Det levnede den insisterende udgave af “She Lion” og ekstranummeret “Army of Foxy” – komplet med dansende bjørne – dog ingen tvivl om. De fjernede også den fornemmelse af, at gassen var gået af ballonen, som koncertens sidste halvdel sine steder gav. Så til sidst var RebekkaMaria mere end nogensinde før den popdiva, hun gerne vil være.
