Plader

Tobacco: Maniac Meat

Skrevet af Mikkel Arre

»Ærede medlemmer af Komitéen – en departementschef har brug for jeres hjælp med en hektisk, psykedelisk electronicaplade. Den vedlagte rapport forklarer de nærmere detaljer.«

Rapport til Den Øverste Komité
ang. 2010/6-74/Maniac Meat

Det står forbilledligt klart, at Komitéen foretrækker, at vi i ministeriet løser vore opgaver på egen hånd uden at volde besvær for andre myndigheder eller Komitéen selv. Imidlertid er afdelingen, der beskæftiger sig med musik, stødt ind i en udgivelse, som har forvoldt et betydeligt ubehag. Dette blev ikke mindsket af, at den ministerielle medarbejder, der oprindeligt tog sig af sagsbehandlingen, undervejs i sit arbejde med at vurdere pladen begyndte at udvise mærkværdig adfærd og nu er stukket af til den anden ende af landet for at leve helt uden ejendele i en mystisk og – ifølge rygter – fortryllet skov.

Sagsbehandler M. A— har altid været uhyre driftssikker, og derfor bekymrer det så meget desto mere, at Tobaccos album Maniac Meat kunne påvirke ham i en sådan grad. Bag navnet Tobacco gemmer sig Pennsylvania-baserede Tom Fec, som tidligere har voldt os kvaler både alene og i samarbejde med andre. Han dukkede først op som en del af gruppen Black Moth Super Rainbow, som påkaldte sig vores opmærksomhed af flere årsager. Dels virkede bandets udflydende, psykedeliske analoge synthlandskaber ikke tilstrækkeligt samfundsbevarende qua deres hallucinerende flimren og amoralske insisteren på, at livet handler om at flygte fra virkeligheden. Dels var Fecs tekster så kryptiske, at vi ikke kunne afvise, at der lå skadelige budskaber i dem.

Da Fec i 2008 lavede sin første soloudgivelse under Tobacco-navnet, Fucked Up Friends, følte vi os overbeviste om, at vi var ved at få ham under kontrol. Pladen lød som en lettere udvandet gentagelse af Black Moth Super Rainbows 2007-album, Dandelion Gum, og der var kun enkelte vokalpassager. I 2009 blev vores formodning bekræftet, da heller ikke Black Moth Super Rainbow-albummet Eating Us nåede samme grad af farlighed som de udgivelser, Fec tidligere havde været involveret i. Kvintetten skrev mere konventionelle popsange med et strejf af folk over sig, og mens det gav lidt variation i udtrykket, var der intet ukontrollabelt over albummet.

Maniac Meat er desværre en anden historie. Grundstemningen er mere dyster og sammenbidt: De analoge synths skingrer alarmerende, og der er skruet op for alt, så det er helt forpustende. Der er ikke tale om en radikal afvigelse fra Fecs foregående plader, men at Maniac Meat er mørkere og mere indædt, er helt sikkert. Der er fuzzede basgange, der skratter mere, end de klinger; dumpe, kompressede trommer og skærende bækkenslag; forvredne og nærmest diabolske vokaler badet i urovækkende effekter. Susende lydflader drejer rundt som kalejdoskoper, og rundtossetheden sniger sig ind på lytteren.

Dette nye Tobacco-album bliver ikke mindre bekymrende af, at det langt hen ad vejen lykkes Fec at få de ofte ikke mere end to minutter lange numre til at fungere godt i forlængelse af hinanden. Hvor Fucked Up Friends-numrene mindede beroligende meget om hinanden, er variationen i de 16 nye numre større. Tempoet og mængden af støj og forvrængning veksler, men stort set hele vejen gennem pladen er der en høj, til tider decideret hektisk intensitet, der angriber de parader, vi ellers forventer, at borgerne har oppe over for den her slags musik. Mellem mange af numrene er der praktisk talt ingen pauser, der giver mulighed for at få ilt til hjernen og huske, at samfundets opretholdelse er vigtigere end alt andet – og især vigtigere end synthtung electronica.

Mest foruroligende er det dog, at Fecs tekster indgår i uundgrundelige vekselvirkninger med musikken. Det er indlysende uacceptabelt, at Fec indleder pladen med at underløbe skildringen af naturen som noget positivt ved at kombinere brummende, fuzzede synths og sireneagtige riff med linjer som »don’t eat the berries around you«. Pludselig er naturen giftig, og musikken omkring ordene er svimlende. Ja, tilmed opfordrer han i samme nummer lytterne til at »burn all your things.«

Opfordringerne til kaos er mange. »Just burn your own home,« lyder det i ”Sweatmother”, og at det fører til »awesome fun«, hvis man følger rådet i sangtitlen ”Lick the Witch”, kan vist ikke tolkes som andet end en henvisning til euforiserende stoffer. Som om dét ikke var nok, er der en alt andet end tryghedsskabende dæmoni i, at ellers ufarlige plusord som frihed og slik i ”Heavy Makeup” bliver æltet sammen med sygdom og drab: »You got sick from a lolli-lolli-lollipop / you feel free when you’re killing me.«

I ”Heavy Makeup” er forvrængningen af vokalen så kraftig, at den vækker mindelser om en tidligere sag (1994/3-01/”Sweet Sunshine”), og manden bag dén afsporede sang, Beck, optræder også på Maniac Meat. Over changerende lyse synths bogstavrimer han sig gennem ”Fresh Hex”, og det er vanskeligt at blive klog på, hvad det umiddelbart dadaistiske nonsens egentlig skal betyde. En linje som »a concrete cactus cracking in the Colosseum« må vurderes til potentielt at kunne friste borgerne til at tænke det unævnelige om staten og dens urokkelighed.

Når vi trods alt vurderer, at risikoniveauet ikke er helt i top, skyldes det, at Fec i numre som ”Mexican Icecream”, ”Motorlicker” og ”Stretch Your Face” gentager sine Black Moth Super Rainbow-sange og mislykkes med at forvandle metallisk forvrængning til noget farligt. Kort sagt har vi styr på ham, når han går Boards of Canada i bedene med tynde, lyriske melodilinjer.
Mens det således ikke kan afvises, at Fec måske er ved at have udtømt sine ressourcer, mener vi dog stadig, at der er god grund til at anmode Komitéen om at tage stilling til det vedlagte eksemplar af Maniac Meat, for at vurdere om vi tør betro borgerne denne muligvis oprørsfremmende trussel mod den hverdagstrummerum, som er så nødvendig for vores samfund.

J. Winter, departementschef i Ministeriet for Anstødelige Objekter

★★★★½☆

Leave a Reply