Da Hjaltalín sidste år udgav deres debut, formåede de med et skævt tag på klassisk instrumenteret indiepop at skabe sig en fin og karakteristisk lyd. Selvom det syv mand store band på Terminal endnu holder fast i deres mange særegne instrumenter, er det temmelig overraskende, hvad de har valgt at bruge dem til. Desværre er det ofte også mere overraskende, end det er fint og karakteristisk.
Hjaltalín sigter nu nærmere efter Broadways bonede gulve og orkestergrave end efter en tjans som special guests i de klassiske koncerthuse. Nok har bandet altid tyet til det medrivende og svulmende, når de virkelig har ønsket at påkalde sig publikums opmærksomhed, men på Terminal har deres lyd taget en drejning, der bestemt dikterer: show! På intet tidspunkt mister man fornemmelsen af, at man lytter til soundtracket til en musical, hvor vokalister Högni Egillson og Sigga Thorlacius spiller hovedrollerne i en storslået opsætning. Imaginær, uden handling, men ikke desto mindre både pågående og gennemført. Genrerne er mange, men blandt sexet soul, funk, old school disko og klassiske musicalpassager af til tider overdreven pompøs karakter formår Hjaltalín faktisk at holde fodfæstet og levere en oplevelse, der hverken er fragmentarisk eller forvirrende. Det skal de have point for: thumbs up.
Det er dog vanskeligt at fremfinde gejsten til at stritte helt så entusiastisk med tomlen, når det kommer til at vurdere nydelsen ved at lytte til det endelige resultat. Hvor det kan være spændende og stemningsfuldt, når teatret og musikken mødes i eksperimenterende omgivelser, er Hjaltalín gået så langt som til at se temmelig stort på kravet om eksperimenter. Terminal lyder faktisk så meget som soundtracket til en musical, at pastiche ikke er et upassende ord at hive ud af ærmet i denne sammenhæng. Det havde måske ikke været så stort et problem, hvis bandet havde valgt at kaste sin kærlighed på en anden genre, men i et rige, hvor Abba, Queen, overdådighed, folkelighed og feelgood regerer, får man ikke en fod i både lejren for quirky indie-entusiaster og lejren for familieture til London uden at plette mindst én af sine sko.
Til bandets forsvar må det understreges, at de faktisk slipper ud på den anden side af den lille times ekskursioner med kun et enkelt stykke smudsigt fodtøj. Numrenes opbygning, med dramatiske lilletrommer, store violinstrøg og kor, der konstant understreger de to forsangeres budskaber, er så tilpas varieret og omkringfarende, at bandet skaber illusionen af, at der er en handling, en progression, som man blot kun kan overvære lydsiden af. Melodierne er fine og understreger tekstens hovedbudskaber i fortællestrømmen, som det er karakteristisk for genren. Det resulterer gentagne gange i højstemte hymner, med den “Mary Poppins”‘-influerede “Feels Like Sugar” som det mest oplagte eksempel, eller i dramatiske crescendoer, f.eks. “Song From Incidental Music”.
Håndværket fejler sådan set ikke noget. Det er bare ikke særlig tilfredsstillende at lytte til. Det er simpelt, svulstigt, sødt og tykt – som flødeskum, der er blevet pisket en tand for længe. En dom, der ikke er mulig, uden samtidig at angribe den typiske, klassiske musical. Det gør jeg gerne. Er du pjattet med genren, må jeg til gengæld anbefale Terminal ubetinget. Er du ude efter en mere funky “Phantom of the Opera”, en mere jordbunden “Sound of Music” eller en mere moderne “Cats”, er Terminal til dig. Var du til gengæld glad for Hjaltalíns debut, ville jeg nok vente til næste album og håbe på, at forestillingens succes ikke bliver så stor, at bandet forsøger sig med en genopsætning.
