Allerede som 16-årig blev Thomas White nomineret til en britisk Mercury Award. Den talentfulde multiinstrumentalist vandt dog ingen priser, men har siden fungeret som professionel musiker. Han har været anonym i den brede offentlighed og har i stedet brugt sine talenter i andres tjeneste. Det har grupper som British Sea Power, Patrick Wolf og Sparks nydt godt af. Ud over sin tjans som musikalsk lejesvend har han spillet i utallige grupper i sin sikkert sparsomme fritid. Vi har altså at gøre med en arbejdsom og talentfuld ung mand, der som 25-årig allerede er en garvet veteran.
Nu er han trådt frem i rampelyset og har udgivet sit første fuldlængdealbum i eget navn. Da han ud over utallige instrumenter også mestrer kunsten at arrangere, producere og indspille selvstændigt, har han selvfølgelig gjort hele arbejdet selv. Ingen er i tvivl om, at Thomas White er en dygtig musiker med et bredt kendskab til studieteknik. Spørgsmålet er, om han er en god sangskriver?
For at demonstrere sine evner har han skrevet 12 sange, der i mangel af en bedre betegnelse kan kaldes postmoderne pop/rock. Postmoderne i den forstand, at han ganske naturligt blander inspiration fra forskellige genrer. Samtidig præsenteres musikken i en forholdsvis traditionel pop/rock-skabelon. Vi er dog langt væk fra gængs radiovenlig musik og nærmer os avantgarden og det meget eksperimenterende. White har en stærk idiosynkratisk stil, som han ikke går på kompromis med. Det lyder, som om han altid har en stærk vision, som han ufortrødent følger.
Et godt eksempel på hans særpræg er ”Synapse Galaxy”, der effektivt kombinerer pop, rock og techno, og hvor det lykkes at få delelementerne til at spille sammen. Der opstår en positiv synergi mellem den elektroniske bund og de håndspillede instrumenter. Han formår her, og flere andre steder, at skabe en organisk helhed ud af forskelligartede brudstykker. Hele albummet har en understemning af moderne storby, modernisme og en forankring i både nutid og fortid.
Det er en stor mundfuld at sluge. Sangene er tætte og med pludselige stilskift. Det ene øjeblik er det progressiv rock, det næste pop. Derefter tilbage til rock eller techno. Stilskiftene fungerer dog og giver pladen et filmisk præg, nærmest som var den et soundtrack. White arbejder konstant med sangenes struktur, men hans eksperimenter falder heldigt ud. Man efterlades kun forvirret et kort øjeblik, for derefter at finde sikker grund igen.
Pladen er alt andet end minimalistisk og lever derfor glimrende op til sit navn, men heldigvis ledes vi på vej af en kunstner, der forstår, og slet ikke kan lade være med, at forfølge sin eklektiske muse.
