Aquatic lyder unægtelig som noget, man har hørt før, og albummet glider som sådan ubesværet ned.
Bandets medlemmer, der ikke har udgivet en plade som Highspire i syv år, har brugt tiden med de australske pop-shoegazere The Morning After Girls, og siden debutpladens udgivelse i 2003 er der heller ikke sket meget for Highspires lyd. Faktisk er det synd at sige, der er sket meget siden 90’erne.
Man kan vælge at anskue det på to måder: Enten er Highspires andet album allerede en shoegazende dreampop-klassisker, eller også er den håbløst uinspirerende og mangler al form for nyskabelse. Jeg lægger mig i en pragmatisk midterposition hældende mod det negative, for selvom der intet nyt er at hente på det delfinprægede album, er det lettilgængelig shoegazer, der ikke kræver det store, og som tilfredsstiller ethvert pludseligt behov for 90’er-shoegazer. Man skal imidlertid ikke forvente at blive hverken inspireret eller udfordret af Highspire, der i et af deres bedste numre, “Glacier”, ironisk nok lyder mest som en mere støjende version af Radioheads “No Surprises”. Det lyder så meget som OK Computer-hittet, at jeg ved første gennemlytning må hen og tjekke, om det faktisk er et cover. Men nej. “Glacier” starter med støjguitar og larmende trommer, og der er fuld kraft fra første sekund. Melodistemmen bæres af æteriske vokaler, der synger i samme melankolske leje som Thom Yorke, og melankolien går igen i teksterne, der i dette tilfælde lyder: »You said I’ve been the same too long / a passing night is gone / my mirror has many faults / my dear«. Ligheden ligger især i det melodiske sammenfald, og man kan næsten synge Radioheads gentagende omkvæd »No alarms and no surprises« hen over gletcherens støj.
Highspire er Alex White og EJ Hagen, der spiller det, de selv bedst kan lide, og som de voksede op med: sen 80’er- og start 90’er-shoegaze med snert af dreampop. Og fred være med det. I sideprojektet The Morning After Girls blandede drømmepoppen sig med udsvævende vokaler, tamburin og akustisk guitar og på trods af til tider stærkt søvndyssende passager synes det alligevel mere energisk og interessant end Highspire – især i den grungede “Hi Skies”.
Men skal det absolut være rendyrket shoegaze som i de gode gamle dage, så sæt for Guds skyld hellere My Bloody Valentine på, der både er forholdsvis lettilgængeligt, men som samtidig spjætter støjende hele vejen gennem øregangen.
