Har man lidt kendskab til Abe Vigodas tidligere udspil, er man klar over, at det californiske band ikke har det godt med at træde vande. Stilskiftet fra det mere kantede og punkede debutalbum Kid City til den såkaldte ‘tropepunk’ på deres næste udspil Skeleton var således mærkbar. Mærkbar er også Crush, men dette skal helst ikke fortolkes positivt. For positive tanker er desværre langtfra en bivirkning, man får, når man slentrer hen ad gaden med Abe Vigodas nyeste skud på stammen i høretelefonerne. Irritationsmomenterne kommer klart i første række, men ligegyldigt hvor meget man ryster på hovedet, bliver høretelefonerne desværre siddende på.
Abe Vigodas mere eller mindre selvopfundne stil adskiller dem i høj grad fra det meste andet på markedet, men umiddelbart forestiller jeg mig, at det er en genre, de kan have helt for sig selv. Der er efterhånden ikke noget specielt i, at bands forsøger at skabe deres egen niche i branchen; hvis skabertrangen skal lykkes, er slutproduktet selvsagt nødt til at være af højeste kvalitet. Ikke desto mindre fremstår Abe Vigoda som et yderst tvivlsomt foretagende. Om end selvopfunden, så bliver stilen på intet tidspunkt ført til ende, og i stedet dyrker bandet fortidens helte. Crush prøver ihærdigt at omfavne så mange facetter af The Clash og David Bowie som muligt, men ender med mest af alt at fremstå som en udefinerbar karaoke-version af begge. Fascinationen af Bowie er især mærkbar i “Repeating Angel” og “We Have to Mask”, hvor sanger Michael Vidal trods sin fine Bowie-efterligning sætter en tyk streg under sin egen og sit bands åbenlyse mangel på originalitet.
Hvis man køber Crush med forhåbningen om at skulle hjem og høre punk, får man en fæl skuffelse. For Abe Vigoda har langt hen ad vejen meget lidt med punk at gøre, og i det hele taget er det svært at finde ud af, hvor de hører hjemme. Bandet fremstår mest af alt underligt prætentiøst, men uden på noget tidspunkt at kunne følge det op rent musikalsk.
Netop det prætentiøse aspekt ved Abe Vigoda er overvældende. Crush betegnes i pressematerialet som »en termisk kolonne af svimlende glans.« Hvis synthesizers og keyboards alene gør noget glansfuldt, så må man sige, at beskrivelsen er lige i skabet. Vil man som lytter også gerne have sin termiske kolonne fyldt op med substans, så må man i den grad væbne sig med tålmodighed. Selvom den gennemtrængende idoldyrkelse aftager i styrke i nogle sange, er den svær at komme udenom på et album, der mest af alt byder på sin egen identitetskrise.
Små lysglimt formår dog at bane sig vej gennem det ellers letbenede skydække. Titelnummeret leverer med sine energiske og tempofyldte trommer langt om længe elementer af den punkmusik, man som lytter håber på fra et tropepunkband. “Crush” er uden tvivl albummets stærkeste nummer, og man føler sig hurtigt taget tilbage til en The Clash-koncert et sted i Nordengland på et spillested fyldt med tandløse briter, der har tævet hinanden i en skurvogn hele dagen. Gennem hele pladen gør den nye trommeslager Dane Chadwick en rigtig god figur, og hans enkle slag er det, der giver Abe Vigoda et aspekt af punk. Desværre drukner Chadwicks fine indsats alt for ofte i synths.
Derefter tager entusiasmen hurtigt en nedadgående drejning. “Pure Violence” lever i bidder op til “Crush”, men det er også det eneste glimt af håb på vejen ned. Inden vi får set os om, er vi igen i en verden af uinspirerende og overdrevne synthesizers.
Nogle gange er der ikke langt fra at lægge øre til noget til at vende det døve øre til. I dette tilfælde vælger jeg det sidste.
