Aya – Hexed!
udgivet 28. marts via Hyperdub
Aya Sinclairs debutalbum, Im Hole, var en skildring af en aktiv ketaminafhængighed. Det var et møde mellem Sinclairs religiøse opvækst og hendes senere gang i LGBT+ klubmiljøer – lige dele dronende messen og frenetiske gabberrytmer, der absolut ikke glorificerede, men snarere deromantiserede stoffet.
Sinclairs skildring af nyfunden ædruelighed på opfølgeren, Hexed!, er ej heller en dans på roser. Sinclair tager til gengæld et intenst kig på bagsiden af medaljen og dykker ned i nogle af sin afhængigheds absolutte lavpunkter. Forvrængede synths, hvinen, rumlen, vibrerende, udefinerbar støj destilleres til ængstelighed på bånd. Sinclairs vokal svinger mellem fattet spoken word og desperat råben. Af og til finder en klubmelodi vej igennem det distortion-tunge lydlandskab.
Al instrumentation skifter fra klar til ulmende, til fulde udbrud af ængstelighed som på “Heat Death”, hvor Aya detaljeret beskriver en overophedning som følge af en overdosis. Nogle gange er vokalen fjern og omgivet af hvinende vibrationer for blot at kamme over i næsten screamo-agtig sang og takykardisk bas. Andre gange sniger hvisken og paranoiainducerende, metallisk percussion sig ind i lydbilledet. Således starter titelnummeret eksempelvis på formindskede, staccato klaverakkorder og ender i en hjerteknusende mur af støj.
På Hexed! følger man Aya til kanten af virkeligheden, ud i dissociation, hallucinationer og ned i grimme minder på et af årets mest intense albummer.
Baxter Dury – Allbarone
udgivet 12. september via Heavenly Recordings
Jeg er aldrig rigtig før blevet forført af den britiske sleaze-mester Baxter Dury, men med hans niende album, Allbarone, ramte amors pil altså, og jeg fandt soundtracket for mit 2025. Lad mig dog slå fast: Jeg har aldrig haft noget imod Baxter Durys musik, men mit første lyt til Allbarone var sammenligneligt med en eller anden dag at vågne op og indse at Peter, som du havde siddet ved siden af til kemi gennem hele din gymnasietid, er hot. Han var der hele tiden, men der skulle et hul i ørerne til at se det – i det her tilfælde er øreringen bare et skud billig (udelukkende positivt ment) EDM og JrGreys Lolita-agtige vokaler. Eller måske er det Durys nonchalante melankoli? Eller bare den måde, hele albummet lyder som en dårlig, farverig cocktail på en meget mørk bar?
Det er alt sammen ting, der er nemme at elske, men dér, hvor albummet virkelig brillerer, er Durys evne til totalt tilbagelænet at skildre sine hjertesorger, sine egne fuck-ups, og hvordan andre har ødelagt ham over dansabel, let spiselig, men stadig uhyrligt fængende 80’er-funket pop, som var det udført på et Casio-keyboard. Dury græder i metroen og er glad for, at hans tidligere elskers album får dårlige anmeldelser. Musikken forsøger at fortrænge smerten, men den kan ikke løbe væk fra den. Festen fortsætter omkring Dury, men indeni er han tom. Allbarone er lyden af det øjeblik, hvor du indser, at du ikke kan løbe fra dine problemer – du kan kun lære at bære dem med dig – og det er et fantastisk album til at tage en svingom med støvsugeren, hælde et glas hvidvin op og filosofere lidt over, hvordan søren det hele endte så galt, mens du lægger tøj sammen.
Blawan – SickElixir
udgivet 10. oktober via XL Recordings
SickElixir er måske årets sygeste album. En mulig musikalsk genskabelse af et virkelig, virkelig dårligt trip. En massage til ørerne i en industriel kødhakker.
Jaime Roberts har været år om at forfine den hjernevridende mikstur for sit Blawan-alias. Futurisme, grime, eksperimenterende techno, industrial og uendelige lag af synthesizers er siden debuten i 2018 lige så stille blevet mere forvrængede og ondere, indtil de er endt i det dystopiske klimaks, som SickElixir udgør for Blawans diskografi. Pladen er til dels makaber, og gav syv gange mere mening for mig, da jeg læste mig til, at Roberts havde arbejdet på en maddikefarm som fjortenårig. Kun den slags oplevelser kan skabe den ufiltrerede afbildning af psykens skyggesider, som man møder på SickElixir.
Men midt i alt mørket er pladen også noget andet. Den er primal. Den er shamanistisk, men bliver man længe nok i ubehaget og mørket – eller hvad end ens indledende indtryk af pladen er – bliver al støjen, kaosset og larmen hypnotisk. Du finder rytmen i beats, der ikke har en taktart. De fordrejede mumlende stemmer bliver skarpere. Og i det sker der noget smukt.
SickElixir er ikke for sarte sjæle, men det er den perfekte plade, hvis du nogensinde har haft lyst til at lytte til, hvilke jams dæmonerne fra din søvnparalyse har kokkereret på.
DJ Haram – Beside Myself
udgivet 18. juli via Hyperdub
Efter en række EP’er, hvor DJ Haram har udforsket sin identitet gennem forskellige formskiftende genreudfoldelser, veksler fuldlængedebuten, Beside Myself, på samme måde mellem eksperimenterende industrial, trap, jazz, techno og SWANA-instrumentering.
Albummet føles råt, oprigtigt og vredt. Mellemøstlige melodier klinger sammen med rå støj og hård bas – intet går hurtigt fra start, til gengæld bygges der næsten uudholdeligt langsomt op. Første højdepunkt er “Fishnets”, der er et dystert rapnummer med et skævt beat og en nervepirrende intensitet. Det stille vanvid uddybes på “Lifelike”, som med stille vrede messer over skrigende, næsten nu metal-agtige guitarer, og man er ikke i tvivl om, at raseriet er ved at koge over. Beside Myself har desuden en række gæsteoptrædener med, hvilket blandt andet tæller Moor Mother, (der også udgør den anden halvdel af 700 Bliss, hvorfra DJ Haram måske er mest kendt), Armand Hammer, Aquiles Navarro, BbyMutha, Sha Ray med flere. Hver gæst får plads og får lov til at sætte sit eget præg på pladen, og uanset om det er arabisk rap eller cunty clubmusik, så formår DJ Haram altid at finde en plads til det i sin dystre SWANA-techno.
Pladen peaker dog især på de helt instrumentale numre, hvor tempoet bliver uhyggeligt hårdt på “Voyeur”, mens DJ Haram næsten kaster rundt med klezmer-rytmer på steroider på “Loneliness Epidemic”. Spoken word-passagen på “Distress Tolerance”, der giver et glimt ind bag årsagen til DJ Harams klub-baskende raserier, rammer dog også et ømt punkt. »It’s getting ridiculous / They’re talkin’ ’bout “our movement”/ They not even with this / They’re talkin’ ’bout “I’m pro-violence,« lyder det fra DJ Haram, inden hun slutter sin monolog med: »Love is rewardless in a world this corporate / In your despair, so called darkness, void, absence / Possibility’s canvas, I see reflected, greatness / My people need no formal statement.«
Beside Myself er et vredt og ukueligt politisk statement, der absolut ikke prøver at være pussenusset eller rar omkring det – uden at der skrues ned for hverken hiphop-opulens og fandenivoldsk attitude.
Djrum – Under Tangled Silence
udgivet 25. april via Houndstooth
Jeg er absolut ikke den første, eneste eller sidste til at inkludere Djrums Under Tangled Silence på en liste over de bedste udgivelser fra 2025 – tværtimod lader der til at være bred enighed om, at den britiske DJ og producer Felix Manuel har begået en mindre genistreg.
Djrum har altid leget med alle genrer: jazz, UK garage, techno, ambient – you name it. På Under Tangled Silence kaster Manuel sig over neoklassisk musik, som han på overbevisende måde får smeltet sammen med den elektroniske musik. Kanterne mellem det organiske og klassiske er tegnet skarpt op på, men albummet maler alligevel et tydeligt billede af, hvordan de melodiske strukturer og rytmer, der skaber interessant og emotionel musik, ikke er defineret af genrer eller instrumenter.
Albummet lægger ud med underskønne pianoarpeggioer og melodier á la Arvo Pärt, hvor sange går over i ambient IDM, hastige hi-hat-rytmer og alskens samples, som giver albummet en trance-agtig lyd, omend tempoet er skruet gevaldigt ned. Cirka halvvejs inde i albummet tager Under Tangled Silence en drejning fra det ypperste, “ambient to study/relax to”-playlister kan drømme om at præstere, til en mørkere seance indledt af diskante pianofigurer, hvor “L’Ancienne” eksempelvis slår over i mere glitchy, tribale trommebeats, der båder giver et dystert og dansabelt element. Finurligheden findes frem igen sidst på pladen, men i en mere gakket og legesyg form på “Three Foxes Chasing Each Other”, som på en måde får den musikalske rejse til at føles cirkulær og samtidig sætter et perfekt punktum for pladen.
Jeg er sikker på, at det er umådeligt sundt for din hjerne at lytte til Under Tangled Silence, der er et ekstremt sofistikeret album, som – afhængig af smag og behag – kan være classy baggrundsstøj eller en emotionel rutsjebanetur, hvis man giver det sin fulde tid og fokus.
Honesty – U R Here
udgivet 7. februar via Partisan Records
Honesty er lidt en anderledes størrelse: Musikkollektivet med base i Leeds består af fire faste medlemmer, og ellers er resten af besætningen i fast rotation. Det har dog ikke afholdt dem fra at udgive en debutplade, der alligevel har en klar rød tråd i form af tætvævede, effektfulde lydtæpper og skarpe beats, der mixer lofi-breakbeat med noise og dreampop. U R Here består af 10 sange med et væld af gæstefeatures, hvilket også gør, at Honestys signaturlyd af støjende drømmepop får små stænk af både soul, spoken word og lidt klassisk musik.
Kernen af albummet er kontrasten mellem store, melodramatiske og forvrængede synthflader, der blandes med metallisk percussion, der tilsammen svæver i abstrakt støj, mens der hele tiden er en lille popmelodi at finde nedenunder. Numre som “Tormentor” og “U&I”, hvor Imi Marstons lyse stemme får lov til at hviske over de store støjflader, fungerer specielt godt, da de inducerer en døsig, drømmende og beroligende tilstand. Generelt er pladen et tåget, trance-agtigt værk, der alligevel formår at formidle en speciel tomhed og melankoli, men som samtidig gør den storartet og lader den fylde.
U R Here formår hele tiden at svæve langsomt mellem det abstrakte og det håndgribelige, og i det åbner der sig en ny verden midt i de kontrollerede kaos.
KuleeAngee – Is It Awryt
udgivet 20. juni via Lab Records
Når jeg kigger ned gennem min årsliste, har hovedretten tydeligvis været noise og føleren indierock, men der skal også noget feel good på menuen af og til – og hvis du trænger til at komme i sådan et humør, så er de fem sange på britiske KuleeAngees Is It Awryt lige præcis dét skud laissez faire, cocktail-funk/pop, du har brug for.
Den britiske duo bag KuleeAngee opstod som så mange andre nye projekter under COVID-pandemien, da Keshav Kanabar og Duncan Grant angiveligt fandt sammen over en fælles glæde ved både Oasis og Confidence Man, hvilket også kan mærkes i deres musik. Over skivens fire numre er der nemlig både skruet fuldt op for 90’ernes groovy bigbeat-electronica i retning af Fatboy Slim såvel som 00’er-agtig indie-sleaze i form af nuancerede synthflader, alle beklædt i retrofunket solskin. KuleeAngee nærmer sig næsten cringe, men jeg er klar på, at vi tænder gnisten på 00’ernes indie-dansegulve igen.
Specielt “Push It” har været på høj rotation herhjemme med dens bouncy baslinje og glitrende synths, som placerer sig i et perfekt smørhul mellem Fischerspooner, Justice og The Chemical Brothers. Ligeledes indeholder “Animated Love” en kæk, kærlig musikalsk eufori, som ikke rigtig har eksisteret siden finanskrisen i 2008. Verden brænder, men KuleeAngee sørger stadig for de gode vibes.
Prewn – System
udgivet 3. oktober via Exploding in Sound Records
Prewns mesterværk System havde nært undsluppet mine ører i denne omgang, men takket være “algoritmen” fik jeg glæden af helt tilfældigt at få luften fuldstændig slået ud af mig af Izzy Hagerups andet album. Storslåede strygere, rå, slacket grunge og eklektisk bedroom-electronica mødes i, hvad der er nok er den største musikalske mavepuster, jeg har fået i år, for det er lang tid siden, en indierockplade har ramt mig så hårdt. System står på skuldrene af den helt traditionelle sangskrivning, der har virket i hænderne på kapable musikere siden The Beatles, men i hænderne på Prewn blandes den med en 90’er-slacket, lo-fi-æstestik og indflydelser fra stærke, kvindeanførte bands som Throwing Muses. Lyrikken drypper af selvhad, opgivenhed og selvdestruktivitet, men også glimtvise strejf af håb, der gør pladen spændende – alt sammen leveret med hjerteskærende vokalharmonier, der hjemsøger dig, længe efter du har slukket for musikken.
Fra de fængende violiner i introen til titelnummeret til den underspillede, skæve grunge på “Dirty Dog” er System et album til de dystre dage, de håbefulde stunder, til at banke dig selv i hovedet med, men også til når det indre barn skal have et lille kram. Og allermest er det dét album, du skal sætte på, når du trænger til at få føleren på eller til en god tudetur .
Smerz – Big City Life
udgivet 23. maj via Escho
Siden den norske duo Smerz udgav deres debutalbum Believer i 2021, har deres postmoderne pop nok været en af de mest succesfulde eksporter fra den alternative, skandinaviske musikscene, ligesom den også har ramt det internationale indie-segment gennem omtaler i en lang række anerkendte medier uden for hjemlandet.
Det er lidt den samme verden, duoen dykker ned i på deres andet album, Big City Life, der stiller skarpt på storbyens kreative klasse. Af og til romantiseres den, og andre gange føles Big City Life som et antropologisk studie ud i 2025’s bohème-kredse. Skæve, 80’er-agtige poprytmer med nik til no- og new wave møder staccato pianoriffs på de dybe tangenter samt enkelte melodiske strukturer og basgange, der er hentet i fjerne minder fra klubben i en form for kunstskolens hellige musikalske treenighed – et ikke nærmere defineret “art school gang” er da også blandt omdrejningspunkterne for teksten i et nummer som “Feisty”. Vokalerne leveres desuden med frankofil, nonchalant distance, hvor man aldrig rigtig er sikker på, om de hedonistiske undergrundsfester, modesladderen eller overfladiskheden forherliges eller hånes.
Enkelte stille øjeblikke bliver det også til; som på den mere refleksive “A Thousand Lies”, der synes at dykke lidt mere ned i den libertinske livsstils tomhed og performativitet til lyden af folkagtige keyboardmelodier med en dyb, rumklangsfyldt harpeagtig lyd, som man kender fra samtidige skandinaviske kunstnere som eksempelvis Clarissa Conelly . Om Big City Life er en ode til eller et opgør med bylivet, ved jeg ikke, men pladen lykkes uanset hvad med at fange storbyens rytme med alle dets nuancer og til tider skæve takter.
Sorry – Cosplay
udgivet 7. november via Domino
Jeg troede, at jeg var færdig med postpunk, og jeg havde ærlig talt lidt glemt, at Sorry eksisterede, på trods af flittig lytning til et par numre på deres 2020-debut, 925. Og da “Love Posture” tilfældigvis fandt sin vej til mine ører gennem en korrupt, kapitalistisk streamingtjeneste, kunne jeg heller ikke helt genkende andet end Asha Lorenz’ karakteristisk forsigtige og lyse vokal.
Lyden er gået fra den mere rå postpunk til indierock med uldne basgange og klare guitartoner med masser af treble og rumklang. På en måde bevæger Cosplay sig meget mod det dreampoppede, men med et melankolsk twist, og specielt på numre som den førnævnte “Love Posture” og den desperate kærlighedsballade “Waxwing” rammer Sorry en overjordisk og æterisk lyd, skabt af Lorenz’ luftige vokal, krystalklare guitartoner og et stemningsfuldt lag af forvrængede skrig og kald – og man bliver faktisk næsten ked af det de få gange, hvor tempoet sættes op, som det eksempelvis gør på “Jetplane”.
Cosplay er måske ikke årets mest banebrydende album, men nogle gange må man altså også godt sætte sig tilbage og sige »bravo« til en gang solid indierock.
