Plader

Li Alin & Greg Smith: Palpitations

På Li Alins andet album har hun inviteret Greg Smith ind i sit dystre kammer og lukket rummet tæt til, så kun mørket og en udefineret, frygtelig hemmelighed fylder de sparsomme arrangementer. Det er der kommet et intenst og ubehageligt album ud af.

At træde ind i Li Alins rum er som at træde ind i et lille mørkt kammer med to personer, der sidder stille over for hinanden. Luften er tyk af intense spændinger, og selvom man ikke ved, hvad der er galt, hvad der er foregået de to mennesker imellem, så ved man, at der er sket noget uopretteligt.

Palpitations er Li Alins andet album, og her er hun indgået i et samarbejde med Greg Smith, som har skrevet musikken, mens Li Alin har koncentreret sig om lyrikken. Hvor hendes første album også bød på en klaustrofobisk stemning serveret i nogle korte numre med inspiration fra cabaret, har Greg Smith lukket rummet endnu mere til, så selv ikke de flamboyante vokalfraseringer får luft. De seks sange fylder lige godt en halv time ud med sparsomme arrangementer, der er så tillukkede, at lys er en luksusvare.

Den intense stemning styrer som en dominatrix på hele albummet. Den uhyggeskabende knurren og den slæbende rytme på “Blessé Guerri” får kun lidt luft via en reverbet barytonguitar, og Alins halvt hviskede, dybe vokal gør, at man knap tør røre sig af frygt for at få verden til at gå under. Den underspillede støj i baggrunden mimer et traume, en hemmelighed, der for alt i verden ikke må slippe ud. I “Radio 1” skaber en lav summen, radiostøj og knitrende droner samme fornemmelse af, at man gemmer sig for noget. Der er noget ubehageligt ved den ro, som Alin udviser til trods for det urovækkende lydspor. Som en person, der fortrænger en ubehagelig virkelighed ved at udvise lederadfærd. Et udtryk, der ikke er helt ulig Tori Amos’ myrekrybende fortolkning af Eminems “’97 Bonnie & Clyde”.

Selv når arrangementerne giver lidt plads til armbevægelser, er det med armene ind til kroppen. I titelnummeret er der nok et blueset riff og tunge trommer, men det er stramt bygget op, og lige da lidt udflagrende guitarlir indikerer et klimaks, stopper nummeret. En hihat og et underliggende 4/4-beat i den afsluttende ”Breathe” kunne give plads til lidt bevægelse, men det bliver i stedet en underlig sexpuls, holdt på plads af Li Alins støn og franske, hviskede strofer. Der er en close-up intimitet til stede, en bevægelse helt ind i Li Alins privatsfære, hvor man kommer så tæt på, at man kan omfavne hende, men det unævnelige gør bevægelsen forkrampet.

Palpitations er bestemt ikke et rart album. Hvor kunstnere som PJ Harvey og Lydia Lunch er ekstroverte og driver deres dæmoner ud med råb og smældende guitarriff, trækker Li Alin sig ind i sig selv – indikerer, at hun har styr på situationen. Som et incestoffer, der holder den umenneskelige sandhed hemmelig ikke kun for omverdenen, men også sig selv. Hun udviser ro og selvsikkerhed, men den spændingsfyldte luft omkring hende afslører en anden sandhed. En sandhed, man ikke har lyst til at konfrontere.

★★★★★☆

Leave a Reply