Et sted midt imellem dreampoppens sfæriske melodier og den lettere psykedeliske shoegaze finder vi Keith Canisius. Han var hovedkraften bag bandet Rumskib, men træder her endnu en gang frem i eget navn. Selvom det efterhånden er en kliché, så er han svær at sætte i bås rent genremæssigt. Canisius blander lystigt fra sine mange inspirationskilder, men desværre efterlader denne eklektiske mikstur mig lettere indifferent.
Problemet er, at sangene mangler de overjordiske melodier, der giver dreampoppen dens æteriske kvaliteter. Der mangler den melodi, der efterlader et indtryk. I stedet plages albummet af gentagelser. Melodifragmenter gentages i sløjfer, men i stedet for at lulle lytteren ind i en behagelig tilstand af velbehag begynder kedsomheden i stedet at overtage.
Til tider føles albummet som et langstrakt remix at ét nummer, der aldrig bevæger sig fremad. Pladens gennemgående træk af mild psykedelia bringer godt nok lytteren tættere på drømmeland, men desværre i sovende tilstand. Vokalerne er placeret højt i atmosfæren, men virker blot fraværende. Nærmest som en eftertanke, der blot er placeret oven på grundsporet uden nogen nærmere sammenhæng.
Nu kan ovenstående virke som en yderst negativ mundfuld, men det er simpelthen svært at finde lyspunkter. Hvis intentionen er at skabe lettere psykedelisk dreampop med en snert af shoegaze, er missionen mislykkedes. Alle enkeltdelene er for så vidt til stede, men sammensætningen fungerer ikke. Pop-elementet, der burde binde delene sammen, er forsvundet til fordel for inerti. This Time It’s Our High er kompetent håndværk, men man mærker mest hjernen, mens resten af kroppen forsvinder.
Der er heldigvis ikke mange anmeldere der er enig med din anmeldelse
(nevermind),
Jeg har ikke noget imod en dårlig anmeldelse, men det virker ikke som om du kender noget til slags musik, hånden på hjertet ?
Synes det ærgerligt at bruge et halvt på en plade og blive anmeldt
af en, som ikke virker til at have en eneste musikals knogle i kroppen.
Dine argumenter er ligeledes hen i vejret, og du uddyber ikke dine påstande.
Flere sætninger er os bare underligt formuleret;
“Man mærker mest hjernen mens kroppen sover”
“men desværre efterlader denne eklektiske mikstur mig med lettere indifferent”.
Jeg hører gerne et nummer igennem nogle gange, inden jeg sender det til tryk.
læser du dine anmeldelser igennem inden ?
Hvis du vil være en god anmelder må du sgu tage dig noget mere sammen og sætte dig noget bedre ind i, hvad musik er.
1 ud af 6
Det værste man kan gøre som udøvende musiker er offentligt at kommentere negativt på sine anmeldelser – især hvis det er ens ufiltrede umiddelbare reaktion man vælger at stille til skue. Denne reaktion vil nemlig som oftest have en tendens til at lyde noget hen af et lille barn, der føler sig uretfærdigt behandlet …
At kræve, at en anmelder skal sætte sig bedre ind i hvad musik er – en utroligt upræcis, diffus og barnligt formuleret sætning – er nede på et langt lavere niveau end hvert éneste uddrag af anmeldelsen du kritiserer …
Jeg har endnu ikke hørt din plade, men jeg forstår hovedparten af anmelderens kritik, og dét er det essensielle – så kan det godt være, at shoegaze eller dreampop ikke er hans hovedfelt, og hvad så?
Hvis jeg må prøve at forklare:
“Man mærker mest hjernen mens kroppen sover”: der mangler noget substans, der mangler noget krop, vi har en sound, men ikke nogle melodier som bidder sig fast … Nogle ville måske sige fortænkt, men det er nok for voldsomt.
Jeg har læst andre anmeldelser af din plade, og du har ret i, at ikke mange er enige, men vores anmelder har altså et argument, som understøttes flere gange i løbet af anmeldelsen.
Jeg synes ikke, at denne anmeldelse hæver sig over det middelmådige, men jeg bryder mig ikke om, når en kunstner offentligt og åbenlyst har så ondt i røven over en anmeldelse, som kunne være langt værre.
Så må i jo fjerne kommentar feltet, hvis du har ondt i røven.
Jeg bryder mig ikke om at bruge et halvt år på en plade og få
en anmeldelse, hvor man tydeligt fornemmer, at anmelderen ikke har
indlevelse i genrene.
Kunster eller lavt, jeg har vel ret til at have en mening på jeres side.
Det vel okay at bringe lidt debat ind i det.
Kære Keith Canisius
Nikolaj, der har kommenteret anmeldelsen ovenfor, har ingen tilknytning til Undertoners redaktion, og jeg kan således på Undertoners vegne sige, at ingen har ondt nogen steder over, at du giver din mening til kende.
Med hensyn til den sproglige sjuskefejl, du påpeger, er ansvaret mit, og jeg har hermed rettet den.
Med venlig hilsen
Mikkel Arre, redaktionschef
Jeg vil gerne give anmelderen en undskyldning.
Uanset hvad, var jeg vist lidt kort for hovedet.
Glædelig jul!
Keith canisius(really?)kritiserer en anmelders manglende sproglige finesse ved selv at servere et par indlæg der er noget af det mest usammenhængende sproglige og semantiske miskmask jeg længe har set…der kan man da tale om at skide i egen rede!
Og kære redaktion: hvorfor må nikolaj ikke udtrykke sin mening uden at I rykker i felten, som skulle den hellige grav forsvares…? Lad nu denne såkaldte Keith sejle sin egen sø, han er i hvert fald ude at sejle noget så eftertrykkeligt. At en kunstner ikke holder sig for god til at kommentere et tilfældigt medies anmeldelse er ærligt talt uklogt, som nikolaj påpegede.
Men undertoners redaktion synes måske at keith som kunstner er mere værd end nikolaj som bruger? I lefler i hvert fald for førstnævnte og demonterer en relevant kritik fra sidstnævnte…
Well, god jul (også til dig, keith…)
Kære Julian
Jeg ved ikke, hvor du ser mig “rykke i felten, som skulle den hellige grav forsvares”. Keith Canisius lod blot til at opfatte Nikolajs kommentar som et budskab fra redaktionen qua formuleringen om, at “så må i jo fjerne kommentar feltet”. Det er faktisk svært at læse det anderledes end som et budskab til redaktionen.
Vi er til stadighed glade for, at vores tekster bliver kommenteret, og vi har således ingen planer om at sløjfe kommentarfeltet.
Som med øvrige kommentarer sætter vi pris på dit indspark her til aften. Jeg skal dog tilstå, at jeg ikke begriber, hvordan min kommentar fra i eftermiddags skulle være en demontering af Nikolajs kritik.
Med venlig hilsen
Mikkel Arre, redaktionschef
hmm…problemet med Keiths indlæg er jo nok at det er mere end svært at finde hverken hoved eller hale i “meningen”…ergo opstår der forskellige læsninger af mandens udgydelser. Min pointe var bare, at jeg ikke helt kan følge hvorfor I partout skal frasige jer nikolajs kommentar og undskylde for en enkelt fejl, når nu det er keith der er galt afmarcheret efter min bedste overbevisning..men, hey, du har klargjort nogle ting med dit svar, fint nok. Jeg forstår. Også dette inlæg er sikkert mestendels udtryk for en “nitpicking” arbejdsløs akademiker, der keder sig lidt inden mors julemad kalder…lad nu julefreden sænke sig. AMEN.
Julian du lyder snart som den dummeste af dem alle :-)
Rigtig smart i kæften og udfra dine udtalelser, er du sikkert venner med anmelderen eller Nikolaj.
Keith undskyldte forlængst for sin ufiltrede kommentar, som jeg tildels er enig med ham i, selvom han ikke udtrykker sig diplomatisk.
End of story
søren…”du lyder snart som den dummeste af dem alle”…now, that’s diplomacy, right there! Ved du hvad, Søren. Jeg er sgu sikkert den dummeste…skål på det!
Jeg skal gerne indrømme at jeg overså Keiths undskyldning, men modsat dig mener jeg så nok bare at den stiller ham i et endnu mere komisk lys…oh well, perception is a many-splendored thing…
Og nej, jeg kender ikke nikolaj eller anmelderen…ELLER det vil sige, who knows om jeg kender nikolaj? Der findes adskillige tusinde personer med det navn, som du sikkert vil medgive…?
Ok, this is getting silly…GOD JUL for fuck’s sake:)
Sikke det har udviklet sig. Men det lader dog til, at trådene er blevet reddet ud.
Jeg glæder mig i al fald til at høre Keiths nye plade når den forhåbenligt havner under træet.
God jul!
Jeg blev først nu klar over, at min anmeldelse havde afstedkommet så mange kommentarer. Jeg har intet imod at kunstneren bag giver sin mening til kende, tværtimod. Jeg vil også give Keith ret i, at jeg ikke er ekspert i lige netop hans genre. Jeg anmelder plader indenfor et bredt spektrum. Det skal siges, at man hermed risikerer at miste enkelte nuancer, som en branchespecialist ville have.
Jeg forsøger dog, så vidt det er muligt, at forstå et album indenfor dets egen ramme. Dvs. at jeg ikke forsøger at behandle f.eks. dette album efter samme termer som man bedømmer et rock- eller heavyalbum.
Jeg er da selvfølgelig glad på Keiths vegne, hvis andre anmeldere og pladekøbere syntes albummet er mere i deres boldgade. Anmeldelser er jo, hvordan vi end vender og drejer det, altid præget af subjektivitet.