Nyheder

Brainfeeder-artister spiller i København

Den 12. marts præsenterer arrangørgruppen Sound Escape blandt andre artisterne Teebs og Jeremiah Jae, der begge er på kontrakt med Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder.

Den 12. marts præsenterer arrangørgruppen Sound Escape blandt andre artisterne Teebs og Jeremiah Jae, der begge er på kontrakt med Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder. Det vil foregå på Kapelvej 44, og ud over det fulde program, som du kan se på billedet i venstre side, vil dj og radiovært Stacks spille plader fra 2010’erne.

Teebs er en 23-årig producer, som sidste år udgav albummet Ardour til gode anmelderser fra blandt andre Pitchfork. Hans musik kan beskrives som inficerende og underspillet leftfield-hiphop, eller som Flying Lotus siger: »Teebs’ music sounds like an island vacation… The way “Avatar” looks.« Chicago-producer og -rapper Jeremiah Jae arbejder i øjeblikket på sin debutplade, som Brainfeeder udgiver senere på året.

Stacks, hvis navn kommer af, at han har tårne af vinyl i sit hjem, og Århus-rapperen Inspired står bag Sound Escape. Ud over at præsentere events med navne inden for hiphop, leftfield, wonky og anden elektronisk musik laver de to også radio under navnet Green Shades. Tidligere har Sound Escape præsenteret det københavnske publikum for internationalt kendte navne som Gaslamp Killer, Dimlite, Illum Sphere og Onra.

Leave a Reply