Stemmejernet er bestemt ikke, som rappere er flest. Bag kunsternavnet gemmer sig den danske digter Niels Lyngsø, og hans debutalbum Sigdetvidere er indspillet udelukkende med brug af menneskelige ord og kropslyde. Hvorvidt dette dogme fuldt ud er overholdt, er dog mere usikkert, hvilket Lyngsø også selv påpeger på sin hjemmeside. Men lad nu det ligge, for om det er processerede hjerteslag eller ‘rigtige’ stortrommeslag, der udgør den spartanske rytmebund, er komplet ligegyldigt. Det er flowet og de ord, der udgør det, som er i fokus. Det er konsekvent, vildt fabulerende, og man må lede langt efter fraseringer, man fæstner sig ved, i de ordfattige omkvæd.
Men det fungerer oftest. Den komplette mangel på melodier og den karakteristiske produktion bliver en anelse lang i spyttet mod pladens afslutning, men overordnet set fortjener Stemmejernet stor ros for et særdeles ordrigt og udfordrende værk.
Akkurat som manden bag er det ikke et dansk rap-album, som de er flest. I lyden er der en del Malk de Kojn og en anelse MC Einar, men referencerne er pejlemærker og ikke på nogen måde dominerende i en grad, der udvisker indtrykket af et personligt og distinkt værk. Hvorvidt ordene er dybe, narrationerne sammenhængende og nexus overhovedet etableret, skal jeg lade stå hen i det uvisse, for man bemærker ordlyden snarere end indholdet, og det synes jeg egentlig er ganske interessant. Førstesinglen “Tungenosser” lyder som minimalistisk Jurassic 5, og staccato-rimene leveres så uafbrudt, at man kun akkurat opfatter noget med »luftguitar«, »Hong Kong«, »den lille avantgarde«, »underplov« og et »bare kom an-ton«, men Lyngsøs stemmeføring er både sympatisk og aldrig specielt forhastet det høje lix taget i betragtning. Der er ikke den helt store forskel på de 11 kompositioner, som for langt de flestes vedkommende består af et aldrig helt 4/4-straight up-beat, et par manipulerede, uartikulerede vokalspor og så den centrale, markante ordstrøm.
Den allerede nævnte single er et højdepunkt, og ligeledes er den anden, “Rødmandblåmand”, hvor Lyngsø fortæller, at »hans krop er som en gongong / som nogen skal slå løs på,« og det giver sgu egentlig meget god mening. Hans levering er uaffakteret, ja, næsten maskinel, netop som om han blot var blevet sat tilfældigt i gang, gongong-agtigt. Der er generelt små, fine detaljer gemt rundt omkring, som det reverbede »flaaade«, der går igen under hele “Dunkel”. Det er den måske umiddelbart mindst sammenhængende skæring, som gennem heftigt repeterede stemmestumper alligevel formår at fastholde opmærksomheden.
Som nævnt bliver det en anelse trægt mod afslutningen, fordi de dogmatisk anvendte virkemidler ikke så fleksibelt lader sig variere; numrene antager lidt for meget form af grå masse mod slutningen. Det er ikke nogen vildt stor anke, når man anskuer numrene separat, men som langspiller bliver pladen en kende triviel til trods for dens korte længde sammenlignet med gængse rap-plader.
Alligevel synes jeg på mange måder, det er en imponerende debut; ikke mindst fordi den ikke kun handler om damer og druk. Så langtfra endda. Sætningen »det mest James Joyce’ske« er en personlig favorit, som vidner om, at Lyngsø er særdeles litterær herre, der ud over at have fremstillet indeværende værk også oversætter Deleuze og Roth. Hvis de dogmatiske rammer strammer lidt mindre næste gang, tror jeg, Stemmejernet kan nærme sig det decideret fremragende.
