Når man er skribent på Undertoner ved siden af sit øvrige studie eller arbejde, kan der nemt blive travlt med alt det, der sker uden for denne lille musikplanet, og så kan sexet garagerock, norske gadedrenge og neonklædte space-hippier jo også komme i vejen. Derfor kom Moment Bends, det nye album fra Architecture in Helsinki, pludselig nederst i bunken. Helt urimeligt.
Men faktisk viste det sig, at bandet kun skulle være glade for det. For imellem mig og albummet kom nu pludselig en påske med sol og sommertemperaturer. Og mens jeg hørte albummet på græsset foran sommerhuset med kig til havet og solen på min krop, blev jeg i rigtig godt humør af Architecture in Helsinkis nye, yderst sommeregnede plade, og jeg så pludselig grillaftener, kolde drinks, sand mellem tæerne og dans i den lyse nat for mig. I hvert fald til første del af albummet.
Det starter nemlig ekstremt sommerferiefestligt med “Desert Island”. Det er nærmest Culture Club i reggae-stemning i en spraglet liggestol på Club Tropicana. Det eneste, der mangler, er havet. Men bare rolig, du kan solbade. Selv de i grunden rimeligt fesne panfløjte-synth-tropefløjt bliver egentlig okay. Det hører bare i samme kategori som små drinksparasoller og virkelig grimme solbriller – der er meget, der egentlig er dybt latterligt, men som man sagtens kan tilgive om sommeren. Herefter bryder “Escapee” ud, og så er al kliché i hvert fald tilgivet en stund. Ah, hvor er det bare et lækkert popnummer. Og den gode sommerfest-stemning fortsætter. Hmm… Måske jeg rent faktisk skulle holde en sommerfest i år?
Humøret fejler ikke noget hos bandet med det helt anderledes nordligt klingende navn. Architecture in Helsinki fra Melbourne i Australien har siden sidst ændret besætningen en anelse og er nu kvintet. På dette deres femte album breder der sig ren poplykke af den gamle skole. Den sommer- og keyboardglade pop, som den lød i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, er en klar inspirationskilde for australierne. En tidsrejse, som Undertoners udsendte medarbejder også oplevede for nylig, da bandet gav en festlig koncert i Lille Vega. Jeg kunne godt forestille mig, at de fem australiere er godt selskab live, hvis man føler sig solkogt og glad i låget – ligesom dem.
Men på Moment Bends holder det desværre op med at fungere. På albummets anden halvdel er de fleste numre enten bare tilbageskuende, polerede popligegyldigheder – eller decideret irriterende. Når forsanger og sangskriver Cameron Bird i det der kække, frygtelige tonefald igen og igen synger »I know deep DOWN« på nummeret af samme navn – og ikke mindst når Kellie Sutherland synger en sukkersød bro undervejs i samme nummer – så bliver jeg næsten fysisk irritabel. Det samme gælder “That Beep”, hvor Sutherland synger »dressed up like bubblegum I stuck to your shoe«. Hvad?!
Der er den grad også smurt tykt på i 80’er-keyboardballaden “B4 3D”, der afslutter albummet, og det gør intet godt for nogen. I denne afdeling bliver albummet simpelthen for ligegyldigt og kaloriefattigt – som at æde en slankeis, mens skyerne pludselig glider for solen; en intetsigende eller direkte irriterende oplevelse.
Architecture in Helsinkis femte album er altså i sig selv et ‘så langt så godt’-album: I starten går det godt med nogle lækre indiepopnumre til sommerfornemmelserne, men senere går det virkelig ned ad bakke. Så selvom juli-temperaturerne i påsken var med til at give denne anmelders begejstring for Moment Bends et ryk opad, kunne de ikke udrette mirakler. Dog kan halvdelen af albummet fint klare sig som god stemningsmusik hen over sommeren. Og “Escapee” får nok også en prominent placering på min mp3-spilleliste beregnet til sommerfest – og vil blive hørt med godt humør og en enkelt drinkparasol i håret.
