Det Nashville-baserede band Mona er blevet beskrevet som romantisk 1950’er-rock, og hvis man med det forstår skematisk rock med ekspressiv vokal a la Nashville-naboerne Kings of Leon, så passer det nok meget godt. Derudover er det vist mest kvartettens læderjakker og stramme rockstar-jeans, der er som i de gode gamle rock’n’roll-dage.
På debuten, Mona, er lydbilledet episk stort og energisk på grænsen til det stadionrockede med forsanger Nick Browns kraftige og længselsfulde vokal som central melodibærer. Det er synd at sige, at der bliver kælet for detaljerne på albummet, og på mange måder er Mona et typisk singlesband, der egner sig ekstremt godt til især radioformatet, når der lige skal noget kraftfuldt i æteren. Numrene er skåret efter samme (velbyggede og vellykkede) skitse, og særlig godt udført er “Lean Into the Fall” og i særdeleshed debutsinglen “Listen to Your Love”. Sidstnævnte lyder i øvrigt ekstremt meget som begyndelsen af Kings of Leons relativt nye “Radioactive”, og hvem der så skrev hvad først, kan man nok skændes længe om.
I begge Mona-numre sker en eksplosiv udvikling af kompositionen, der kulminerer i det medrivende og melodiøse omkvæd, hvor dundrende 4/4-trommer og skærende lige-ud-af-landevejen-rockriff ligger og breder sig ud, mens forsanger Brown med tilpas længselsfuld og passioneret reverbet følelse synger det simple omkvæd. Teksterne er generelt velskrevne, som når Brown i “Lean Into the Fall” eksempelvis synger: »Oh, I like the way she looks, hope she cleans and hope she cooks (…).« I omkvædets udfoldelser står nummerets titel centralt, mens ordene effektfuldt skyndes på i en energisk udladning.
I nummeret “Shooting the Moon” er der desperation i den pressede vokal, og hvis man troede, at lydbilledet ikke kunne vokse yderligere, kan man godt tro om igen. Sådan set følger langt de fleste (og bedst fungerende) numre samme opskrift, men hvad gør det, når den fungerer?
På “Lines in the Sand” kammer især Browns vokal over i det regulært U2-agtige, og selvom nummeret tilsyneladende er Robert Plants yndlingsnummer af Mona, bliver al den rumklangsbrægen for meget for en lytter, der ikke har det mest afbalancerede forhold til U2.
Det er i øvrigt meget sigende, at forsanger Nick Brown selv namedropper Robert Plants tilkendegivelse af Monas evner, for attitude har Mona sgu nok af. Især Brown har været en del i medierne og særdeleshed i NME, hvor han har fortalt om at have banket et tidligere bandmedlem, at han anser Johnny Cash og Bob Dylan som Monas konkurrenter, og at han generelt gerne vil være større end Bono. OMG. Bono.
Mona er spået en stor fremtid – især af det taknemmelige britiske publikum – og det er let at forstå, at den maksimerede lyd, der til tider tenderer den hæse sing-along-song, appellerer til mange og især ville egne sig rigtig godt til koncert- og radioformater. Det er imidlertid også ligetil at kategorisere bluesrockernes numre som varianter over samme strukturerede skabelon, og på den vis kan det være svært at få et forhold til musikken og gøre den til sin egen.
På samme tid bevæger Mona sig konstant på kanten til at blive alt for meget, og hvis man får kvalme af U2’s større end alt-lyd, holder man næppe længe til de bombastiske toner af Mona.
