Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk
Jeg er vist ikke den eneste, der har glippet, at The Books spiller tidligt i Lille Vega lørdag – og ikke har opvarmningsband. For salen er ved nitiden kun halvt fyldt, mens tonerne af den medrivende og rytmisk pulserende børnesamplersang ”A Cold Freezin’ Night” kører af sted.
Paul de Jong og Nick Zammuto er placeret på hver deres side af et lærred, hvor den ekstremt velklippede og underholdende video kører. Imellem dem sidder Gene Back, der har spillet guitar og violin på tidligere turneer og også gør det denne gang, mens de Jong spiller cello og Nick synger og spiller skiftevist bas og guitar.
De visuelle elementer er en stor del af koncerten og afføder lørdag aften adskillige høje grin blandt publikum, for sammenspillet mellem de velklippede videomanipulationer, der kærligt udstiller verden og dens idioti i al dens overfladiske ligegyldighed, og musikkens kontrollerede fylde og enorme konstruktion er vanvittigt velplaceret og overrumplende. Humoren fra især det seneste album, The Way Out, er til at tage og føle på. Især diverse selvhjælps- og meditationsbånd er ofre for manipulationen, og kulminationen indtræder lørdag i et par minutters langt klip med diverse humoristisk opfindsomme og legende anagrammer over ordet ’meditation’.
De bedste numre bliver i Lille Vega dem, hvor der er et lige forhold mellem det, der er forberedt på forhånd i form af videoer og backtracks, og så de live elementer. I ”Free Translator” fra det seneste album synger Zammuto den geniale tekst, der er skabt ved at køre en engelsk sangtekst gennem en oversættelsesmaskine: Først til fransk, så italiensk, så svensk og så tilbage til engelsk igen. Eller omvendt. Zammuto synger (vist): »And the meteorological man / With a whirl-wind girl / And a mote in the sun / And a squid in a bag / And a raccoon hat / And a talking plant / And a careful goat / In a sewer system shaft«. Det er ikke til at sige, hvad den oprindelige tekst har været, men Zammutos behagelige og på samme tid henslængte og ekspressive sangstemme leverer den, som om den skulle betyde et eller andet – selvom det nok ikke er tilfældet.
Efter sidste nummer, ”Take Time” fra The Lemon of Pink, kommer Back, Zammuto og de Jong heldigvis tilbage og giver to ekstranumre til de taknemmelige tilhørere. Første ekstranummer har Zammutos lillebror Mikey skrevet, og her smelter samples, optagelser og livemusik for alvor sammen, da Mikey i slutningen af nummeret spiller den komplicerede baslinje. Han er imidlertid kun til stede gennem skærmens video og de utallige klip af ham som barn og baby, og da nummeret slutter, er det med lyden af en kat inde i Mikeys videostue, den hopper ned fra en sofa og vælter en vase, der går i stykker. Og så slutter nummeret til publikums grin og klapsalver.
The Books synes generelt at spille musik, der overskrider gængse genrekonventioner, men i sidste nummer er klassifikationen dog til at tage og føle på. Afslutningsnummeret er nemlig The Books’ cover af Nick Drakes ”Cello Song”, som nok er mest kendt med José González som wingman. Således slutter vi i et indiefolket univers, hvor en dynamisk legende melodilinje er i konstant bevægelse videre frem og ud, mens der på skærmen kører stribet, sløret grafik.
Det virker, som om The Books gør alt rigtigt, selvom det til tider er svært helt at få hold på, hvad det er, de gør. Alle toner, samples, loopede og manipulerede videoklip er sat så tight sammen, at det hele kører sammen i en velsmurt masse, hvor der netop sker en gensidig poetisk påvirkning de forskellige medier imellem – og det er der, The Books adskiller sig fra bare at være underholdende og eklektisk excentriske: Især sammenspillet mellem klippede videoer, hvor loopede og gentagne bevægelser udgjorde små rytmiske evindeligheder, og så den både håndspillede musik og elektroniske backtracks ophøjer hinanden i et reciprokt forhold.
Resultatet er en tilnærmelsesvist fuldkommen oplevelse, der både er poetisk i al sin manipulation af det konkrete dagligdags og samtidig er galopperende stramt og medrivende.
