Koncerter

Big Thief, 10.08.2024, Syd For Solen, København

Foto: Andres Perea

Da amerikanske Big Thief gæstede Syd for Solen, var det med uprøvet materiale og en klippefast tro på det musikalske fællesskab, der til sidst kunne få lov til at udfolde sig.

Der er noget distinkt krøllet ved Big Thief som band og musikalsk enhed. De er ikke fremadstormende, og de smider ikke om sig med forkromede budskaber, men de har sangene. Bandets forsanger og primære sangskriver, Adrianne Lenker, er ikke uden grund af flere omgange blevet beskrevet som en af sin generations (og vore dages) mest uovertrufne sangskrivere. Denne tidlige aftentime i Valbyparken, klyngede Lenker og co. sig til netop sange; nye som gamle.

Den helt store ”overraskelse” (hvis man overhovedet kan tale om andet end overraskelser, når det kommer til et egenhændigt band som Big Thief) var, at bandets seneste plade, Dragon New Warm Mountain I Believe in You fra 2022 ikke spillede en kernerolle i settet. Den inderlige ”Flower of Blood” og titelnummeret var begge repræsenteret, sidstnævnte i en udgave, der mere rimede på skramlet indierock end på atmosfærisk folk. Big Thief der, efter bassist Max Oleartchiks afgang, udgøres af  Adrianne Lenker, Buck Meek på guitar og kor, trommeslager James Krivchenia, bonustrommeslager Jon Nellen og den nye bassist Justin Felton, fik rusket op i de fremmødte foran scene.

På den nye sang “Grandmother”, en skrammelrocket sag, sang Lenker og Meek afvæbnende: »Gonna turn it all into rock and roll,« og soloerne fik et ekstra vred, mens bandets nu to trommeslagere trak den melodiske musik i en stadig mere rytmefokuseret retning. Og selvom der ikke var meget snak i Big Thief, var der masser af smil i bandet. Jeg bed gentagende gange mærke i, at Meek kiggede i retningen af Lenker. Han var parat til helt umærkeligt at overtage vokalrollen, hvis Lenker bevægede sig væk fra mikrofonen, ligesom han også lagde korstemmer, når det faldt godt ind i det kollektive lydbillede.

Lenker og Meeks særlige kontakt står centralt i Big Thief, og et andet nyt nummer, ”Incomprehensible”, kunne sagtens gå hen og blive en fanfavorit. På dette nummer repræsenterede Lenker lørdag aften det flyvske, fabulerende med et umuligt/uimodståeligt rim mellem ”Ontario” og ”Stereo”, mens Meek, med sit rolige gemyt kunne få publikum med på sangens omkvæd: »Incomprehensible / Let me be / Incomprehensible.«

Det stod under koncerten klart for mig, hvordan Lenker og co. var fulde af følelser, som de, på den ene eller den anden måde, nok skulle få afløb for. Selv på en festival som Syd For Solen, hvor flere navne satsede på velkendte numre, gav Big Thief sig i kast med at afprøve helt nyt materiale. Publikum var ihærdige og tog imod de nye toner, men selv iørefaldende melodier kan være svære at rokke med på, når man hører dem første gang.

Under førnævnte ”Dragon New Warm Mountain I Believe in You” var der en snert af lettelse at spore hos festivalfolket. Noget velkendt midt i alt det nye. Bandet tog tyren ved hornene og trak den florlette ballade i en dundrende, støjfuld retning. Det var frygtløst at tage den chance, og det viste stort musikalsk overskud og situationsfornemmelse. Meek fik pludselig stoppet bandet, da en festivalgænger blandt publikum var besvimet; da der var kommet hjælp til, leverede bandet den sidste del af nummeret med en formidabel nerve. Med ét var vi i et musikalsk rum sammen, hvor man passede på hinanden og holdt øje med alles velbefindende.

Til slut var det igen tid til at gå på eksistentiel line med ”Not” fra pladen Two Hands fra 2019. Lenker er igennem hele det elegante nummer ikke i stand til definere, hvad det er der bevæger hende. Og hun var bevæget og bevægende lørdag aften på Syd For Solen, som da hun pludselig brød ud i et jamrende skrig på ”Contact”. Dér var der ikke andet at gøre. Der var ikke ord. Nu kunne hun i stedet slappe af og improvisere en ny linje til ”Not”: »Not winning is okay.« For til slut faldt alting til rette og Lenker kunne afsluttende synge: »Enjoy your festivaaalll!,« med høj røst til os alle sammen. Big Thief spillede fremragende sange fra start til slut, men først til slut fandt vi i fællesskab ligningens ubekendte.

★★★★½☆

Leave a Reply