Ét enkelt ord kan beskrive mit indtryk af rammerne, der møder mig, efter jeg er trådt ind ad døren til Messy Shelters‘ – alias Mikkel Boldings lydstudie: rummelighed. Først og fremmest på grund af den store mængde fysiske plads, som lokalet råder over. På trods af de mange instrumenter, forstærkere og papkasser, der er placeret rundt omkring, har jeg fornemmelsen af, at jeg uden videre ville kunne befinde mig her i flere timer uden at føle mig ‘sammenklemt’.
Messy Shelters. Foto: Rikke Luna/PR
Det er imidlertid også min tanke, at der på de godt 70 m² også er levnet masser af rum til kreative, musikalske udfoldelser. Min intuition skal vise sig at holde stik. Det er i dette lokale beliggende i det nordlige Aarhus, at Mikkel Bolding gennem 10 måneder har sået og vandet de frø, som i foråret sprang ud i form af albummet Root System. Et album, som jeg tidligere også har udtrykt min stadigt voksende begejstring for her på Undertoner. I løbet af en times tid fik jeg mig en oplysende snak med Bolding om bl.a. tilblivelsen af Root System, hans kunstnernavn og om vigtigheden af at være fan af sin egen musik.
Da vi har fundet os til rette i studiets bløde sofa, lægger jeg ud med at spørge Mikkel om det første, som ligger mig på sinde: Idéen bag det underfundige kunsternavn Messy Shelters.
»I forhold til ordenes egentlige betydning ligger der ikke en dybere mening bag. Snarere handler det om, at jeg godt kan lide den flertydighed, der hersker i sammensætningen,« fortæller han mig. Hertil nævner han blueslegenden Muddy Waters som en personlig reference: »Da jeg som barn hørte det navn første gang, vidste jeg ikke, om der var tale om en person eller et band. Da jeg så startede det her projekt, ville jeg gerne have et navn, der gav mig samme fornemmelse. Messy Shelters er et ret åbent navn, og så lyder det jo federe end Mikkel Bolding Music, ikke?«
Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Lyde skal have deres eget liv
I kølvandet på dette svar griber jeg instinktivt ud efter mit medbragte eksemplar af Root System, og snakken kredser efterfølgende omkring pladen. Som nævnt har skabelsesprocessen omkring Root System været lang, og derfor falder det mig naturligt at spørge Bolding, hvordan han sangskrivning- og produktionsmæssigt er gået til værks.
Albummet Root System.
»For mig hænger sangskrivning og produktion egentlig sammen. En idé kan godt opstå med en melodi, men lige så ofte begynder det med en lyd eller et instrument – f.eks. en trommemaskine – som jeg så skriver ud fra. Jeg er på mange måder en ‘sound man’, der bruger studiet som inspiration og en naturlig del af sangskrivningsprocessen.«
Bolding uddyber sit svar med, at han på sin plade har gjort en dyd ud af at skabe sin egen lyd. Han mener, at der på trods af den enorme mængde forskelligt musik på markedet eksisterer en masse plader, der på produktionssiden lyder ensartet.
»Der er ikke noget i vejen med at udnytte computerens muligheder, men jeg er bare meget opmærksom på ikke at forfalde til for mange belejligheder. Det dræber kreativiteten, hvis der går for meget automatik i den. Jeg bruger f.eks. ingen præfabrikerede lyde. Alt på pladen er håndspillet, og jeg gør meget ud af at bearbejde alle instrumenter og lyden omkring dem, så de får deres helt egen verden at cirkle rundt i.«
I forlængelse heraf finder Bolding det en smule letkøbt, at visse kritikere har kategoriseret musikken på Root System som elektronisk. »Det er lige så intetsigende som at genrebestemme noget som indie i dag. Hver gang der er et band, der twister den sædvanlige rockformel, så betegnes det som elektronisk. Rock med elektroniske elementer. Det har jo ikke noget med noget at gøre. Hvordan definerer man efterhånden noget musik som mere eller mindre elektronisk end andet? Jeg ved det ikke, og er det ikke lige meget? Vi arbejder jo allesammen på samme måde alligevel.«
Det er ikke arrogant at kræve noget af lytteren
Læser man den officielle pressemeddelelse, vil man se, at Root System gennem flere omgange bliver kædet sammen med ordet ‘opgør’. Dette er ikke noget, som Bolding bevidst har været med til at præge, men dog er han enig i den betragtning, at der i flere henseender godt kan tegnes et opgør i hans musik. Først og fremmest, fordi pladens lyd er mørk, blød og ikke særligt oppustet i modsætning til den konventionelle lyd på mange plader i dag.
»Det her er en plade, man kan skrue op for,« fastslår Bolding.
Hermed fremhæver han den pointe, at pladen nok er enkel og nedbarberet i sit udtryk, men stadig ligger der en detaljerigdom i produktionen, som langsomt kan gennemskues, jo flere gange pladen høres.
»Mange bands ‘forærer’ det hele væk, allerede ved første gennemlytning, så der ikke er noget at komme tilbage til. Det gør jeg ikke på Root System.« I forlængelse heraf understreger Bolding, at det ikke skal forstås som et romantisk forsøg på at skabe et mesterværk for særligt indviede. Tværtimod er det hans forhåbning, at publikum opfatter det som inkluderende, at der bliver krævet noget af dem.
»Man skal ikke være så skidebange for at kræve noget af sit publikum. Musik er en vekselvirkning, tænk på livekoncerter. Alle har indvirkning på, om det bliver en god aften, og der skal arbejdes for det på begge sider. På samme måde med plader. Det at investere tid og opmærksomhed og langsomt opdage, at en plade er god, fordi man kan hente noget nyt i musikken hver gang, man går derind, er jo et fix og en af de oplevelser, der gør, at man bliver ved at have lyst til at opsøge ny musik.«
Vigtigt at være fan af sin egen musik
For Mikkel Bolding er opgøret ikke kun et anliggende i forhold til lytteren, men også i forbindelse med hans egen musikalske udvikling, siden den første udgivelse i form af ep’en Abandonship i 2008.
Ep’en Abandonship.
»Ep’en repræsenterer en periode i mit liv, men nu er jeg videre med noget andet. Man sammenligner ofte det, man laver i dag, med tidligere ting, og en af mine målsætninger med Root System var at skrælle en masse lag af og lave noget musik, der ikke fremstod så svulstigt som på Abandonship.«
Den kreative dannelsesrejse, som Bolding var igennem fra første til seneste udgivelse, har uden tvivl sat sine spor. Jeg spidser for alvor ører, da han afslører, at han i dag faktisk ikke er særlig glad for ep’en, og at han aldrig lytter til sangene på den. Med tiden har han indset, at det ikke er nok at kunne stå ved sin egen musik, men at det også har en afgørende betydning at være fan af den. Dette kom allerede til udtryk inden tilblivelsen af Root System, hvor Bolding skrev et slags manifest om, hvad pladen skulle indeholde for blive vellykket efter hans personlige smag.
»Det var i en vis forstand nogle overvejelser omkring min egen smag, men det var også en række benspænd for mit kreative arbejde med pladen. Efter min mening er det sjoveste ved at lave musik at være i bevægelse, og jeg har fundet ud af at min drivkraft er at udfordre mig selv og prøve nye ting af.«
Gennem min samtale med Bolding fornemmer jeg tydeligt, at manden er oprigtig stolt af det seneste album. Umiddelbart er det jo fuldt forståeligt, eftersom han både har skrevet, arrangeret og produceret selv, men det virker til at stikke dybere end som så. Bolding fortæller, at han få uger op til deadline gik og grublede over, om tracklisten på pladen nu også var den rigtige – hvormed han undervejs kasserede nogle numre for i sidste øjeblik at hive dem ind igen.
Det endelige resultat kunne han dog ikke ønske sig anderledes. Root System er en plade, som er blevet til både gennem tiden og af tiden, og den musikalske vision er blevet afkodet præcis efter Boldings forhåbninger. Nu er pladen imidlertid ved at få nyt liv gennem Danmarks mange spillesteder, hvor Messy Shelters med band fortsat vil turnere hen over sommeren og efteråret 2011. Hvilke nye musikalske frø, der herefter spirer, må tiden vise.
