Over ni album er svenske Andreas Tilliander alias Mokira gået fra minimalistisk, klikkende glitch til mere dubpræget delaystøj. Og hans musik er i den udvikling også blevet en del mere indadvendt og mørk.
Det gælder også seneste udspil fra den svenske producer, selv om Time Axis Manipulation med sin dubtechno visse steder er ganske udadvendt og opfordrer til at danse. De små nuancer er stadig et centralt punkt for Mokira, som flere steder dog maskerer dem og indimellem næsten glemmer, at de mange, musikalske mikrokonstruktioner og tanker måske ikke altid kan høres af lytteren.
Albummet åbner dog ikke i det små med “Manipulation Musik”, som har en industriel, ligefrem rytme, der mekanisk og vedholdende banker, mens lange toner væver sig ud og ind af en hvislende lyd. Langsomt får tonerne modspil af en lille, simpel melodi, der holder sig i baggrunden, men af og til vælter helt frem i lydbilledet, ligesom det også sker for støjen, som var det gejserudbrud.
Mere dansabelt er “LFU Skank”, der drives frem af en technoid basgang, som gang på gang overvældes af dubbede bølger af glitrende melodi og støj. Man kan på en måde også danse til det senere nummer “Rainford” – her dog i et noget lavere tempo, i støjende regn og ekko med en melodi, der emmer af glemte, støvbelagte dansehaller og vals i slowmotion.
“Time Track” står som albummets centrale nummer. Ekkotoner vælter rundt på en baggrund af støj, mens klikkende urenheder og analog støj bryder de monotone akkorder og skaber et musikalsk mikrounivers af liv. En tung bas sniger ind i bunden, og der skrues langsomt op for akkordernes intensitet. Et egentligt beat kommer aldrig, men basgangen ændrer karakter og bliver mindre dubbet og mere fremaddrivende i samarbejde med en ultratør highhat.
Som tidligere Mokira-album, f.eks. Hateless, fungerer Time Axis Manipulation bedst ved høj volumen, for at man får de subtile støjmønstre og de dybeste bastoner med. Der er dog flere numre, hvor de små variationer er for små og ikke helt er nok til at retfærdiggøre længden, hvilket gør, at de ender med at være ret monotone. Og når der først er åbnet op for den lytteskepsis, kan et nummer som “Kendal” også virke en kende konstrueret efter en helt fast opskrift med rette ingrediensforhold mellem bas, støj og ekko. Alligevel må man som lytter overgive sig og erkende, at Time Axis Manipulation er et produkt af disse elementer i smuk forening.
