How to Dress Well kommer til at stå som et af de mest obskure sceneshow, der endnu har udspillet sig på Roskilde. Ikke som følge af udfordrende visuals, omfattende besætninger, spraglede kostumer eller avantgardeinstrumentering. Det obskure denne tidlige aften på Gloria var, at How to Dress Well aka. amerikanske Tom Krell aldrig rigtig kom til syne.
How To Dress Well gemmer sig bag syrefarver. Foto: Erez Avissar.
Teltet var ellers velpakket. Mange var troppet op for at høre Krells soulede vokal og musikalske dekonstruktion af r’n’b, der fører genren ud i sfærisk støj og en lagfordobling af dimensioner. Men konferencierens introduktion lod vente på sig, og i stedet blev rummet fyldt af akustiske toner og en næppe hørbar vokal, der viste sig at være et covernummer af Tracy Chapmans “Fast Car”. Usikkerheden bredte sig i takt med, at der ikke kom nogen på scenen.
Var koncerten hacket? Var det overhovedet et covernummer eller den reelle Tracy Chapman-sang, der blev afspillet? Mindre mystisk blev det ikke, da det nummer fulgtes af en Janet Jackson-indspilning, der helt sikkert var hendes egen. Og først da den var bragt til ende, gik den ene og yderst alene Krell ind på scenen og foldede sig sammen i en stående fosterstilling. Her blev han koncerten igennem, mens lyset behændigt var dirigeret sådan, at det størstedelen af koncerten aldrig rørte hans person.
Den fesne indledning blev fulgt op af en lyd, der druknede Krells vokallag i de computerafspillede instrumenter. Lyden på debutpladen Love Remains hintede også på forhånd til at være svær at fremføre live med dens støjede, lo-fi og sammenflydende elementer. Men “Ready for the World” og de efterfølgende numre frem til “Suicide Dream 2” udjævnede de små nuancer, der skaber det interessante på pladen, og satte intet andet i deres sted end sonisk mudder. Men netop som publikumsvolumen havde nået kritiske højder, tog lyden en drejning til det bedre, og resten af koncerten gav en idé om, hvad det interessante ved How To Dress Wells lyd kan være, eksempelvis med den Beyoncé-inspirerede “Can’t See My Own Face”. Der blev også serveret et nyt nummer, som trak de drømmeagtige vokalsammenfletninger over på en bund af mere festlig bas og synth. Men med en Krell, der tydeligvis ikke var tilpas ved rampelyset, pinligheder som stroboskoplys under ballader og den udflydende lyd uden nerve resulterede i en koncert, der aldrig fik understreget sin egen berettigelse.
