Hvis jeg skal tage nogle lektioner med fra dette års udgave af Roskilde Festival om publikum, så må det være, at de virkelig, virkelig er tændte på at holde hiphopfest. Det erfarede jeg både til Vince Staples og til svenske Silvana Imam, hvor jeg blev positivt overrasket over intensitetsniveauet. Men den anden lektie må være, at Roskilde-publikummet virkelig, virkelig gerne vil støtte op om de unge, anmelderroste danske bands. Undertoner-yndlingen Bisse såvel som popfyren Alex Vargas spillede propfyldte koncerter på Gloria med alenlage køer for at komme ind, mens det søde popband Scarlet Pleasure er blevet inviteret op på selveste Orange Scene. At dømme efter fremmødet til den fremadbrusende aarhusianske popgruppe Liss, så var det helt rigtigt valgt, at smide dem op den store Avalon scene.
Om det også var de optimale rammer for gruppen rent musikalsk set, det er jeg dog knap så overbevist om. De unge gutter virkede ærligt talt en anelse befippede over det massive fremmøde til deres tidlige koncert, der i Roskilde-regi nærmest må kaldes for en morgenkoncert. Det har selvfølgelig også en vis charme, men kun hvis kunstnerne forstår at vende det til noget positivt. Dette skete dog først mod slutningen af Liss’ koncert.
I alt for lang tid kæmpede bandet med at komme udover scenekanten med deres velspillede og fløjsbløde popsange, og publikum virkede ærligt talt langt mere interesserede i at sniksnakke end i foretagendet på scenen. Det er en skam, at musikken strander et sted ude i rummet mellem scenen og publikum, for Liss spiller faktisk rigtig fint sammen. Forsanger Søren Holm har en meget karakteristisk nasal vokal, der trækker minderne hen mod Princes sexede, vrængende røst og som blidt omfavner publikum. Men det er alligevel som om, at Liss lige mangler det der sidste ekstra nøk, der kan få rusket op i publikum.
Måske skyldes det, at en del af materialet endnu er ukendt territorie for en del af publikum. Liss serverer deres svævende soul, pop og r’n’b opkog, men når det skal ud til masserne, så kunne formlen med fordel krydres med lidt flere catchy hooks, så alle får lyst til at smage. Jeg savner en lidt større spændvidde i deres lyd, da det bliver en smule for enslydende i længden.
Til gengæld må man give Liss, at de bare har nogle gode sange, der kan smelte ethvert bankende pophjerte. Derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at Liss lander på benene efter den indledende befippelse og tøvende start. Hittet “Always” går rent ind, og efter små 35 minutter vågner publikum op og kommer det kæmpende band til undsætning. Det er tydeligt, at størstedelen er kommet for at høre gruppens andet store hit “Try”, der får folk til at smide hæmninger såvel som hænder i vejret og danse med.
Den dybfølte sjæler “Sorry” fra gruppens netop udkomne First EP bliver slutteligt leveret i en medrivende og vuggende udgave, der sender publikum glade og veltilfredse videre ud til dagens kommende koncerter. Liss leverede en dejlig koncert, men desværre kørte popmobilen alt for længe rundt i første gear. Da der endelig for alvor kom gang i koncerten, var løbet næsten kørt.