Alias giver med Fever Dream et bud på, hvordan blandingen mellem instrumental hiphop og upcuttet psych-electronica med retrolyd kan lyde. Det slipper han sådan nogenlunde fra. Der sker for tiden utrolig meget på selskabet Anticon, der udgiver hans musik, og måske er Alias ikke det allerbedste i denne bølge, der tæller folk som Son Lux, Serengeti og Why? Det grundlæggende problem ved numrene er nok, at de efter en tre minutters tid generelt bliver for monotone.
Der, hvor albummet fungerer bedst, er i øjeblikke, hvor enten distortede eller på anden måde filtrerede og upklippede vokalsamples dominerer, eller hvor beatene formår at få deres langsomhed og tyngde til at blive en groovy fordel, der nok skal få hovederne til at nikke i takt, hvis det høres live.
Det er ikke helt vildt nok til for alvor at være festligt, og det er for lidt for komplekst og overfyldt produktionsmæssigt til at være gedigen instrumental hiphop. Det er noget midt imellem – i de farvande, hvor Four Tet, Flying Lotus, danske Eloq og Wagon Christ befinder sig. Det er godt sted at befinde sig, men Alias er bare ikke interessant nok til at gøre meget væsen af sig sammenlignet med disse musikere.
Alle ingredienserne til en lækker buffet af god elektronisk og instrumental hiphop er ellers til stede, men der er noget, der går galt under tilberedningen. Det skyldes, at der simpelthen mangler overblik over, i hvilke retninger musikken vil hen. De første tre numre er bestemt vellydende og professionelt mixet. Der er god sans for at lade forskellige elementer komme til deres ret, så man bliver opmærksom på dem, og de komplimenterer de simple melodier, som er numrenes omdrejningspunkt. Til trods for det kan jeg ikke helt forlige mig med budskabet i vokalsamplet »Only a fool would ignore this« i åbningsnummeret ”Goinswimmin”. Jo, det fungerer og er vellydende, men desværre for trægt og uvedkommende til at kunne matche betydningen i samplet. For mig kommer det derfor til at fremstå som en lidt malplaceret ironisk gestus, der burde have været placeret i en tung og fængende komposition i stedet.
På ”Revl is Divad” bliver det dog mere interessant. Her harmonerer et houset beat og gentagelserne af vokalsamples fint. Efter to minutter skrues der ned for tempoet, og housebeatet får nu mere karakter af et hiphopbeat. Det virker godt. Det er tungt slæbende, men ikke alt for tungt i røven. Efter et rigtig stenet, men udmærket overgangsnummer giver nogle ‘ahs’ og ‘yeahs’ fornemmelsen af, at vi igen befinder os i hiphopland med nummeret “Dahorses”. Dette forstærkes af en opklippet vokal i klassisk housestil. Den minder slående om manipulationerne af f.eks. den franske rapper TTC i Modeselektor-numre som ”Dancing Box” og “2000007”, men musikken er slet ikke lige så vild og rave-orienteret. Den er mere tilbagelænet, som noget man sætter på i starten af en fest, men alene kan pladen ikke starte nogen fest. Ingen tvivl om, at Alias har talent for at finde fede lyde og sætte dem sammen til drømmende rytmer, men han mangler disciplin og overskud til at kunne målrette sin lyd, så der kommer rigtig gang i den. Med ‘gang i den’ mener jeg, at der er behov for mere at det, der sker på numre som ”Boom Boom Boom” og ”Wrap”, som er højdepunkterne i energisk henseende. De mere poppede melodier skal derimod findes i de første par numre.
“Lady Lambin'” er endnu et eksempel på et nummer, der starter rigtig fint og indeholder pladens utvivlsomt bedste sample af en kvindelig vokal, men energien hives fuldstændig ud af projektet med for sløve trommer og en upassende synthbas. Det kunne virkelig være rart med et remix af dette nummer, hvor et nyt beat lige gav det fede sample, hvad det fortjente.
Afslutningsnummeret ”Wrap” er det klart mest velfungerende nummer på albummet. Her forløses alle de ukonkrete og halvløse ideer til et fokuseret beat med velvalgte og veldoserede samples, og energien vokser støt og roligt. Erotiske støn, både mandlige og kvindelige, indleder, og industrielle trommer med ekko og en staccato-bassynthbund giver nummeret et solidt fundament. Desværre varer det blot sølle tre minutter og 50 sekunder, og så er ikke bare dette fede nummer, men også hele pladen færdig. Her sukker jeg efter meget meget mere af denne skuffe.
Alias har også gjort sig bemærket som remixer af andre Anticon-navne som Serengeti & Polyphonic og Why?. Hans remix-stil passer fint til Serengeti & Polyphonic, men hans mix af Why? synes jeg ikke særligt godt om. Grunden til, at jeg refererer til hans arbejde med disse numre, er, at de dels minder meget om numrene på Fever Dream, dels viser, hvornår Alias’ stil fungerer optimalt, og hvornår det overhovedet ikke fungerer. Derudover vidner den vellykkede del af hans virke også om et talent, der endnu ikke har fået retningssans eller har gjort sig alt for komfortabel i en genre-niche. Jeg tvivler på, at Alias næste gang vil diske op med en ufokuseret blanding mellem drømmende, trippende house-electronica og instrumental hiphop.
