Den danske duo Metro Milieu er ude med deres selvbetitlede debutalbum, hvorpå medlemmerne Sir Gade/Søren Pris og Bare Endnu En Mathies giver deres bud på, hvordan rap burde være i dag. Duoen synes at være en kende trætte af tidens ekstravagante rappere, der boltrer sig i autotune og clap-beats og hærger alt og alle, de kommer i nærheden af. Denne frustration udmunder således i et album, der lyder, som om gruppen bevidst har forsøgt at gøre tingene modsat – det ender i nogle utrolig anonyme numre og en portion vellykkede skæringer, der giver en krystalklar idé om, hvad Metro Milieu kan lide, ikke kan lide og hvad, de prøver at ramme.
»Jeg er rim-entreprenør, du rim-dusørjæger,« lyder det indædt fra Sir Gade på introen ”Metro Introduktion”, der fungerer som et af de mest sigende, effektive introer, jeg længe har hørt. Duoen kommer altså godt fra start og den jazzede, støvede og upolerede lydside lægger fundamentet til en potentiel perlerække af numre med sulten innovativ, alternativ hiphop og velleverede, sylespidse rim. Det er desværre ikke helt det, der forløber sig på Metro Milieu. Som jeg indledende skrev, er der ingen tvivl om, hvor de gerne vil hen. Man får momentvise glimt af det, og følelsen af fuldtræffere ligger konstant og rumsterer i baggrunden. I kender nok følelsen af at have glemt et ord, have det lige på tungen, men uden at kunne få det ud? Det er omtrent samme lunkne tilstand, jeg fornemmer, når Metro Milieu brager ud af højtalerne. Det er en træls blanding af håb, desperation og fiasko. Jeg ville så gerne kunne sige, at Metro Milieu kickstarter den danske undergrund, men sandheden er nok noget anderledes.
Første problem er opgavefordelingen mellem de to odenseanere, som bliver ved med at forstyrre mig. På Metro Milieu får de ca. lige meget taletid, mens en meget pæn portion af lydsiden er produceret af Sir Gade, der altså både fungerer som producer og rapper. Problemet er, at Bare Endnu En Mathies er flere niveauer over sin makker med en mikrofon i hånden. Sir Gade skriver nogle gode linjer, men rent teknik halter han så langt bagefter, at hans vers i højere grad går ind og afbryder Mathies, end de supplerer ham. Til gengæld gør han et ganske fornuftigt arbejde med lydsiden, hvor produktionerne er skæve, rå og i de fleste tilfælde sikrer en vis kvalitet. Det hænder dog også, at de bliver en anelse for svævende med lidt for meget tilfældig rumstering lidt for lidt punch. ”5 svin til de værdige” flyder simpelthen over bægeret med dens konstante, tempofyldte sammensætning, der ud over at blive knastør efter 20 sekunder plus/minus også er decideret ubehagelig. Modstykket til ”5 svin til de værdige” findes i ”Valg vi ta’r”, der er frembusende og anmassende på samme voldsomme måde, men dog alligevel føles energisk og velklingende – selv med de meget dominerende trompeter, der fejer alt andet af vejen.
»Verden er kold og jeg bærer den i hånden / hverken smagen eller verden holder, hvad reklamen lover / så jeg stiller mig i kø, og jeg klager, og jeg råber / stiller mig i kø / klager, råber,« siger Bare Endnu En Mathies på den eksemplariske ”Tandhjul”, og Sir Gade følger trop med »Livet er ikke en gave, men en gæld / der skal betales, inden du lever dig ihjel/ det koster en bondegård, hvis du vil have et hus/ og du kommer ikke langt med en plov, hvis du graver i grus.« Et forrygende nummer, hvor begge er i topform. Med duoens debutalbum har de vundet min respekt og hengivenhed, da de så åbenlyst elsker hiphop, som man har kendt den længe. De er af den gamle skole, hvor det godt måtte lyde grimt og helst skulle lyde ufiltreret. Og de prøver virkelig. Med alt hvad de har. Det kan mærkes, at de har noget at sige, hvilket virkelig trækker op.
En anden ting, der dog trækker en smule ned, er det faktum, at jeg mange steder er nået til den endelige konklusion, at jeg ikke forstår, hvad de siger. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg uforstående har hævet øjenbrynene og spolet tilbage – hvilket i øvrigt ikke hjalp mig én eneste gang. Om det er, fordi de konstant falder over ordene, eller om det bare er mig, der er et fjols til det med fynsk dialekt, det ved faktisk jeg ikke rigtig. Det er sikkert lidt en blanding, men ikke desto mindre finder jeg det ofte ret ærgerligt.
Metro Milieu er inde på noget af det rigtige. De smager lige kort på det, men ender lidt et andet sted.
