Plader

The Black Box Revelation: My Perception

Skrevet af Klaus Thodsen

Tredje udspil fra belgiske Black Box Revelation har sine rødder helt tilbage i de gode, gamle 70’ere. Det er der i sig selv ikke noget nyt ved, men belgierne gør det bedre end de fleste.

De ligger så sandelig ikke på den lade side i Belgien. Ganske vist kan de ikke finde ud af at danne regering eller blive enige om, hvorvidt de overhovedet gider at være ét land. Men der er nogle belgiere, der rent faktisk får noget fra hånden. To af dem er Jan Paternoster og Dries Van Dijck, der tilsammen udgør The Black Box Revelation. Siden deres første ep udkom i 2007, er der kommet yderligere tre fuldlængdealbums i handlen.

Det er ikke hver dag, man støder på en plade, der kommer så godt ud af starthullerne, som det er tilfældet for My Perception. ”Madhouse” giver lytteren en fremragende blanding af The Kills’ guitarrock, men med et twist af Keith Richards indover. Den kombination kan man ikke gå galt i byen med, og i dette tilfælde virker det da også noget nær optimalt. Paternosters vokal har ikke så få ligheder med Mick Jaggers, hvilket bestemt er med til at sætte prikken over det berømte i på ”Madhouse” – og måske især på det kun lidt over to minutter lange ”Rattle My Heart”, der er som taget direkte ud at et Stones-album.

My Perception er i på sin vis opdelt i to kapitler. Den første, Stones-delen, og så den mere afdæmpede anden del. Her er der skruet ned for hoftesvingene, og hele energiniveauet er lidt lavere. Stemningen er mere afslappet, unplugged, men til gengæld er der skruet lidt op for det psykedeliske.

”White Unicorns” står for genreskiftet, der pludselig gør musikken langt mere bluesy, men samtidig skramlet i udtrykket. Den skramlede garagerocklyd er lige så langsomt kommet snigende over flere numre, men kommer først rigtig til udtryk her. Set over pladens 11 numre er lyden hele vejen igennem enkel og uprætentiøs – præcis som man ville forvente af et band bestående af kun to medlemmer. Der er ingen susende synths eller andet stads. Der er vokal, guitar og trommer. Færdigt arbejde.

Som sagt er pladen ‘delt op i to’, og i den forbindelse kunne denne anmelder, for nu at være ærlig, godt have tænkt sig en smule mere af første del. Jeg kan egentlig ikke sætte en finger på den anden og mere afdæmpede unplugged-del, men den begynder langsomt at kede mig. Paternosters vokal fremstår mindre stilsikker, når tempoet sættes ned, og jeg sidder og savnet noget larm og spetakel. Det ændrer dog ikke på det faktum, at My Perception er en helt igennem glimrende og anbefalelsesværdig plade.

★★★★☆☆

Leave a Reply