Albummet New Brigade udkom i januar til massiv applaus fra anmelderne, og da albummet i løbet af sommeren udkom uden for landets grænser, fortsatte klapsalverne. Bandet har turneret i England og USA, og en række internationale musikmedier har New Brigade på deres lister over årets bedste album.
Nu har også det danske kunststøttesystem erklæret sin kærlighed til postpunkkvartetten. Statens Kunstfonds meget mundret betitlede Tonekunstudvalg for Rytmisk Musik har nemlig belønnet Iceage med 75.000 kroner for debutalbummet og jubler i den forbindelse: “I nær og fjern har debutalbummet New Brigade vakt opsigt med sin kantede og staccaterede musik, der bevæger sig inden for et område, der måske traditionelt kaldes punk, men som alligevel forbliver Iceages helt egen, uden skelen til den genres stilistisk begrænsende normer og regler. Det er sjældent at opleve et debutband gå så uimponeret til værks som Iceage her, der i de korte monokrome start/stop-støjudbrud rammer ungdommens udbrudstrang og rastløshed lige på kornet. At der bag al den kradse støj indimellem også gemmer sig fængende pophooks, gør ikke New Brigades fremsynede bedrift mindre imponerende, tværtimod.”
Iceage er imidlertid ikke de eneste unge herrer, som har begejstret udvalgets tre medlemmer. Uden at tiltrække sig den samme dovne sensationsjagt fra den danske dagspresse som Iceage har kvartetten Ulige Numre taget såvel anmelderkorpset som publikum med storm. Med hittet “København” som drivkraft har bandets debut-ep vakt så megen opmærksomhed, at den for nylig er udkommet i fysisk format – og hvis dét ikke giver medlemmerne lidt ekstra penge at købe julegaver for, kan de glæde sig over, at Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik har begavet dem med 50.000 kroner.
Udvalget har også skrevet checks ud til bl.a. The Raveonettes, When Saints Go Machine og Rumpistol. Begrundelserne og de øvrige prismodtagere kan findes på udvalgets hjemmeside.