Plader

Balloon Magic: Mornings EP

Med ep’en Mornings fra odensekvartetten Balloon Magic bliver de skyhøje ambitioner vægtet højere end udfordringer og satsning. Det koster desværre en del af lytteoplevelsen.

Når man som et skud fra hoften skal give et geografisk bud på, hvor det næste danske bandvidunder skal findes, fristes de fleste til at satse på enten hovedstaden eller smilets by. Dog er det de færreste, der har H. C. Andersens hjemstavn parat som bedste bud. I dette tilfælde er den dog god nok.

Odenseanske Balloon Magic er som f.eks. Kashmir resultatet af et efterskoleprojekt, der igennem de seneste år har vokset sig større og op af den fynske muld og ind på bl.a. Det Elektriske Barometer, hvor bandets single “I’d Like to Build a House” har været spillet hyppigt. Tilmed har bandet ageret opvarmning for blandt andre Crystal Stilts og Wild Nothing.

Mornings‘ lydbillede læner sig op ad uptempo Belle and Sebastian med en psykedelisk, minimalistisk 60’er-vibe og referencer til The Velvet Underground. Jonatan Magnussens vokal trækker stærke paralleller til en stemmemæssig kombination af Stuart Murdoch (Belle and Sebastian) og – muligvis en mærkværdig sammenligning – Nicos karakteristiske, døsige røst og klare artikulation. Musikken har samtidig klare referencer til postrock og shoegazer, idet enkelte numre opbygges på et solidt støjfundament, der ender i et voluminøst og vidunderligt klimaks af harmonisk forvrængning, som på slutnummeret “In the Shade” .

De fire fynboere formår dermed at skabe en helstøbt ep med en gennemgående skudsikker lyd, som danner en ubrydelig rød tråd og niveaumæssigt strækker sig milevidt ud over de danske grænser – hvilket kun kan imponere.

Men på trods af Balloon Magics høje ambitioner og niveau, forbliver den røde tråd en kende for ubrydelig, og det skaber ikke megen plads til finurlige input, skævheder eller chancer. Playing it safe kan føre til genialitet, hvis den gyldne vej er opdaget, men i dette tilfælde er de fire fynboere et godt stykke derfra. På trods af det helstøbte 60’er- og shoegazer-inspirerede lydbillede og Magnussens internationale vokal, som ellers væver sig naturligt og fejlfrit ind mellem de resterende bandmedlemmers instrumentale kundskaber, formår kvartetten aldrig at skabe ægte magi.

Mornings besidder hverken solide melodier eller forrygende tekster eller kompositioner – hvilket muligvis også er en smule voldsomt at forlange af et første udspil. Dog forundrer det mig stadig, at ingen af numrene efter adskillige gennemlytninger formår at indprinte sig i hukommelsen, og pladen bliver dermed blot endnu en cd i samlingen.

Det lyder muligvis skandaløst og som noget, der endog kunne bringe en plade nær en bundkarakter, men det er ikke tilfældet. Selvom Balloon Magic ikke leverer numre, der sætter sig fast, har de trods alt fundet deres sound. En lyd, som tilhængere af bands som Velvet Underground og Nico med et storladent shoegazerpræg vil falde i svime over. Nu mangler de bare at skrive nogle rigtig gode sange.

★★★☆☆☆

3 kommentarer

  • Jeg synes virkelig det er flot at udtale sig om solide melodier, forrygende kompositioner og klare referencer, når der ses Belle og Sebastian i Balloon Magic, og når ens horisont dækker over bands helt fra Mew til Velvet Underground. Stærk og rørende anmeldelse fra en amatørjournalist med bagkataloget i orden. <3

  • Peter -> Enhver anmelder må nødvendigvis anmelde hvad som helst på sine egne præmisser, ellers kan anmelderi jo slet ikke lade sig gøre. Vi hævede da også vores øjenbryn over de referencer, anmelderen hiver frem, for de er milevidt fra de fikspunkter, vi orienterer os efter, når vi skriver musik. Det er bare ligegyldigt, hvis det er de navne, anmelderen har tænkt på, for det er hendes mening om musikken, det drejer sig om. Så slap lige af, ing.

    Vi siger tak for de roser, der faldt, og bemærker, at EP’en trods sin nylige udgivelse efterhånden er en gammel sag. Vi er nået meget længere med vores udtryk siden dengang.

    Mvh. trommeslageren i BM.

  • Sjovt, jeg synes netop, at hvad denne E.P. besidder er fantastiske melodier, og en mindre vellykket sound. Ikke at den ikke lyder godt – det lyder bare for pænt, da referencerne som jeg hører det er mere ovre i start 80’er postpunk (Go-Betweens, Felt, osv). Mange af de eminente melodier kommer simpelthen bare ikke nok klart til udtryk i den reverbede og storladne produktion; hvis anmelderen så bandet live, som undertegnede har gjort flere gange, er jeg slet ikke i tvivl om, at melodierne vil sætte sig fast.

Leave a Reply