Sondre Lerche: s.t.

Det er nærliggende at sammenligne den norske singer/songwriter Sondre Lerche med – den i Danmark mere kendte – færøske ditto Teitur: De kommer fra Skandinavien og har begge tidligt i deres karriere søgt lykken i det forjættede land USA. Deres udtryk ligger tæt op ad hinanden med en stil, jeg vil betegne som  singer/songwriter-inspireret indierock i den bløde og poppede ende af skalaen.

Mens Teitur, efter sit brud med multinationale Universal Records i 2006, i dag bor i Stockholm, har Sondre Lerche i de sidste seks år boet New York. Det har formentlig gjort sit til, at han i dag er så etableret et navn over there, at hans musik bliver anmeldt af de store, toneangivende musikmagasiner som f.eks. Rolling Stone, og at han flere gange har optrådt i det legendariske talkshow The Late Night Show with David Letterman.

For tiden bor han i Williamsburg, som ligger i bydelen Brooklyn. Byen kaldes i folkemunde hipster central og er en slags mekka for unge kunstnere. Her har han i løbet af kun tre uger indspillet sit nye selvbetitlede album i Rare Book Room Studio. Det foregik ved, at musikerne indspillede live i studiet med Sondre Lerches samarbejdspartner gennem mange år Kato Ådland som producer. Co-producer og manden med ansvaret for at mixe pladen var ejeren af studiet: Nicolas Verhnes – kendt fra Animal Collective og Spoon.

Pladen er Sondre Lerches sjette regulære udgivelse på bare ti år, og derudover har han blandt andet også haft tid til at lave soundtracket til filmen “Dan in Real Life”. Man kan med andre ord roligt kalde ham en produktiv herre. Han debuterede i en alder af 18 år med albummet Faces Down, som af en næsten samlet anmelderstand blev rost til skyerne – i USA havde Rolling Stone pladen med på deres liste over årets 50 bedste udgivelser.

Denne udgivelses høje niveau har han dog, efter manges mening, efterfølgende haft svært ved helt at leve op til.

Efter at have lyttet nyeste langspiller igennem, sidder denne anmelder nu heller ikke hænderne over hovedet og tænker, at han simpelthen må høre den igen. Ikke at pladen er dårlig – bestemt ikke. Den er varieret, melodiøs og dygtigt lavet, men det er, som om man har hørt det hele før. Ingen kan være i tvivl om, at manden er en fantastisk musikhåndværker, men desværre må jeg sige, at langt fleste af numrene desværre ikke kommer ind under huden på mig.

Det melankolske åbningsnummer “Ricochet”  er dog en åbenlys undtagelse. Den lægger klassisk stille fra land med akustisk guitar og sang: »Wouldn’t it be nice if we were close? / Or pretending that we were to kill the ghost? / Maybe I’d cooperate / But I’m done and that’s not breaking news / You cannot turn the volume down as you choose.« Lyrisk bevæger vi os i et velkendt univers af ulykkelig kærlighed, men Sondre Lerches gør gudskelov ikke overdrevet brug af klicheer. Han beskriver kærligheden med et til tider fint billedsprog og faktisk må han siges at være en ret ferm tekstforfatter, når man tænker på, at engelsk ikke er hans modersmål.

Langsomt bygges nummeret op, og allerede i første omkvæd går han i den for ham så velkendte falset. I vers tre og fire er der kommet bas, trommer og klaver på. Derefter går nummeret i et musisk breakdown, hvor man ikke kan være i tvivl om, at Sondre Lerches allerstørste inspiration er The Beatles. Melodisk ligger han her meget tæt op af især Paul McCartney. Efter at intensiteten har været helt i bund, kulminerer nummeret i et klimaks, som markeres af de storladne strygere, som må siges at være et andet karakteristika for mange af Sondre Lerches sange. Så smukt, at hårene i nakken på selv en pilskaldet må rejse sig. Sangen slutter med et langsomt fade-out, og på dette nummer viser Sondre Lerche virkelig potentialet.

Et andet glimrende nummer er “Private Caller”, som er pladens andet nummer. Her er vi i en helt anden boldgade. Vi bevæger os op i tempo i en slags guitardrevet powerpop. Nummeret handler om to mennesker, der mødes på et forkert tidspunkt i deres liv. Kvinden vil ikke have en kæreste, og manden har ikke brug for endnu en ven. Hun kalder ham derfor a private caller – en person som ringer, uden at man kan se, hvem det er. Om historien ender lykkeligt, må være op til den enkelte lytter at bedømme.

De to numre beskriver egentlig meget godt variationen på pladen: Der er stille sange som “Red Flags” og “Coloseum Town” og uptempo sange som “Go right Ahead” og “When the River”.

Desværre må jeg sige, at der er alt for få af sangene, der griber mig i kraven og råber mig ind hovedet: lyt. Efter et stykke tid bliver musikken noget, der kører i baggrunden – uden at man lægger mærke til den.
Så selvom Sondre Lerche er et etableret navn i USA, så må han i Danmark nok finde sig i fortsat at stå i skyggen af Teitur.