Helt alene i et selvbygget hus ved Limfjorden sidder 31-årige Sofie Nielsen alias Tone og skriver sit nye album Hanging by the Moon. Med sin laptop som eneste medsammensvorne programmerer hun beats, skriver tekster og dyrker den smukke kunstart vokalpolyfoni, der leder mine tanker på markante navne som Bon Iver og Fever Ray. Hendes måde at dele musikken med sin omverden på er dog anderledes social. Via gratis downloads og ‘please copy this record to all of your friends’-mentalitet har hun banet vejen for at lade sine toner nå ud til et så stort publikum som overhovedet muligt.
Desværre skinner det på Tones andet album igennem, at hun har siddet og fiflet med det helt alene. Ingen af sangene skiller sig rigtigt ud eller overrasker, hvilket gør det korte album til et langtrukkent et af slagsen. De elektroniske beats passer ellers perfekt ind i Tones lydunivers ved Månen. De er rustne, skramlede, mørke og minimalistiske, hvilket har sin charme og klæder stilen rigtig godt. Dog er der en hårfin grænse mellem det minimalistiske og det ensformige, og desværre begynder jeg hurtigt at kede mig, når jeg lytter pladen igennem.
Tone formår i korte sekvenser at angribe ensformigheden, men det lykkes hende aldrig helt at bryde fri. Et godt eksempel på dette er sangen “Beautifugl”, som ud af ingenting bryder sammen til et ritualagtigt og gospelklingende stykke, der skaber en boble af ilt i det ellers kedsommelige lydbillede. Dog vender sangen alt for hurtigt tilbage til det samme tema, som den startede ud med.
Noget, der til gengæld fungerer rigtig godt, er, når Tone bruger sin stemme som rytmisk instrument. Hvad enten der er tale om minimalistisk beatboxing eller flertallige korstemmer, der marcherer rytmisk i baggrunden, så tilføjer vokalen et rigtig lækkert groove, og vigtigst af alt gør den, at musikken lyder mere af Tone og mindre af triviel electropop. Måden, hvorpå hun bruger vokalpolyfoni – altså flere stemmer lagt oven i hinanden – som gennemgående virkemiddel på pladen, skaber en let skramlet, forvrænget lyd, som er et fremragende modspil til de høje og mere skrøbelige toner i Tones vokal.
En sang, der skal fremhæves, er “Nana Baloon”, som besidder den organiske, stemningsfulde, puslende, ‘alene i et selvbygget hus ved Limfjorden’-agtige lyd. Denne sang er klart værd at lytte til, mens man lukker øjnene og drømmer sig væk til den eksotiske nordjyske natur. Dog er denne ene sang ikke stærk nok til at bære hele albummet på sine skuldre. Jeg savner dynamik og overraskelser, og det får mig til at ærgre mig over, at Tone ikke havde nogen flere hænder inde over Hanging by the Moon, da hun har en fantastisk stemme, som med den rette udfordring og akkompagnement vil kunne skabe fantastisk musik.
