Kald hende Kat. Eller kald hende CALLmeKAT. Eller bare Katrine Ottosen. Uanset tilnavn er den danske sangerinde, sangskriver og vintagekeyboard-entusiast nu ude med sit andet regulære album, der har fået titlen Where the River Turns Black.
Efter sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium debuterede Katrine Ottosen i 2008 med ep’en I’m in a Polaroid, Where Are You, efterfulgt senere det år af fuldlængdealbummet Fall Down. Siden da har Ottosen boet i USA samt turneret ihærdigt både over there og i Tyskland, Frankrig og Schweiz, hvilket tilsyneladende har givet en vis succes – i hvert fald udgives Where the River Turns Black i hele Europa.
Ligesom tidligere er det de gamle keyboards og indiepop-sangskrivningen, der er omdrejningspunkterne på CALLmeKATs andet album. Men hun har udvidet lydbilledet og inkluderet flere musikere, og resultatet indeholder en fin balance mellem Ottosens personlige, mere intime lyd og de større musikalske armbevægelser med band og blæsere. Albummet er indspillet i USA med producer og trommeslager Joe Magistro (Prophet Omega), bassist Sara Lee (Gang of Four) samt bl.a. Helgi Jónsson og Erika Spring fra pigesynthesizer-trioen Au Revoir Simone, der senest selv udgav det vellykkede Still Night, Still Light.
Der er en god variation på albummets første tre numre. Where the River Turns Black begynder i det mere dystre hjørne med den langsomme, men dragende “Somewhere”, hvor Ottosen synger længselsfuld sirenesang, der lyder hen ad Julie Maria på dennes “Evelyn”. Denne fine, korte intro udmunder i titelnummeret, der også er albummets mest iørefaldende popnummer – her kan man især høre, at Ottosen med de nye musikere har fået mere luft under vingerne, og det hele er bare lidt større end på Fall Down. Det svinger, men når ikke rigtig længere ind i kroppen eller hjertet på mig. Tredje skæring er en mere lillepiget, nærmest 60’er-poppet melodi med håndklap og en stemning, der passer til titlen “Sunny Day”, som blomstrede kjoler passer til juni. Nummeret er ufarligt, men ganske fornøjeligt.
Blandt oplevelserne langs floden på CALLmeKATs album er “Broken House”, hvor Ottosen finder den indre diva frem og træder op på scenen med sikre fodtrin, godt hjulpet på vej af trompet og Joe Magistros trommer. Denne lidt mere dramatiske udgave af CALLmeKAT kan jeg i grunden godt lide. Man møder også “Glass Walls”, hvor Ottosen synger med en luft på stemmen, der minder mig om Marie Key, hvorimod vokalen i “Tigerhead” er lige lovlig koket. I den stille, enkle ”Going Home” rammer Ottosen derimod skæringspunktet mellem glæde og melankoli perfekt med trædeorgeltoner, fløjt og den gentagne linje »leaving today, going home.« Det er ikke helt tydeligt, hvad følelserne er omkring denne hjemvenden, og det vækker nysgerrigheden.
På de sidste par skæringer føles albummet lidt langt, men ikke desto mindre holder Katrine Ottosen på denne toer en rigtig fin balance mellem sit oprindelige udtryk – stemme, sangskrivning, keyboard – og et videreudviklet, større og mere åbent musikalsk udtryk. Albummet flyder godt; der er variation mellem numrene, men samtidig udgør de en klar helhed. Der er ingen decideret svage momenter på Where the River Turns Black, men dog mangler det bare noget udefinerbart ekstra – noget, der rører mig, forundrer mig eller som gør særligt indtryk. Uden dette løfter albummet sig bare aldrig for alvor.
