Man behøver hverken at være feinschmecker, connaisseur eller aficionado for at indse Martin Halls monumentale betydning for dansk avantgardekultur. Musikalsk har han været det primære danske navn siden 80’erne, og ser man bort fra hans akavede optræden som dommer i “Talent 2008”, har hans karriere budt på en perlerække af bøger, eksperimentalvideoer og albums, hvor Cutting Through (1989) er en personlig favorit, som bestemt er et lyt værd – lad hermed dette tip være givet videre. Det er derfor også altid en fornøjelse, når der dumper nyt materiale ned. Performing Apart er ikke et studiealbum, men en live-optræden fra Apart Festival 2009, hvor han optrådte med Tone (aka. Sofie Nielsen), der tidligere på året udgav Hanging by the Moon, som fik blandede anmeldelser.
Albummet lægger ud med noget, der minder om toglyde, en ensom melodika (muligvis) og noget, der engang har været stemmer – hermed er referencen til konkretmusik lagt, og stykket kan langsomt begynde. Performing Apart er et album, der lægger sig imellem en ren ambient lydflade og en mere traditionel albumstruktur – og selvom de fleste Hall-tilhængere nok havde foretrukket førstnævnte, er resultatet faldet smagfuldt ud. Det føles, som om at der er lagt tanke i rækkefølge og spændingskurve, så albummet hverken bliver for ensformigt eller for fragmenteret.
Ved flere gennemlytninger kommer der også små dejlige detaljer frem; blandt andet har “Version 8” lyden af knitrende papir placeret så langt fremme i mixet, at jeg måtte smide hørebøfferne og se, om der var nogen, der stod ved siden af mig.
Men det nummer, der virkelig løftede albummet over en gennemsnitlig lytteoplevelse, var “Metabolism at Work”. Det starter med et forvrænget klaver, som ganske afslappende folder sig ud i rummet, og ind kommer et klikkende beat, som et kassettebånd, der tages ud og sættes i en båndoptager igen og igen. En stemme begynder at tale. Kvaliteten er rimelig ødelagt, og det er svært at skelne de enkelte ord, men nogle fraser står klart: »… Jeg ved godt, du har bedt mig om ikke at ringe – det er Lea / Jeg håber du har fået mine breve / Hvis du fremover har lyst til at se mig…« Pludselig bryder stemmen sammen. Selvom man ikke forstår indholdet, er det tydeligt, at der er tale om en person, der har det rigtigt dårligt. Det er så realistisk og intenst, at det nærmest er ulideligt at lytte til. Og de distancerende bip fra en telefonsvarer, et crescendo af beats, æder lytteren op. Det nummer hænger sammen i al sin umenneskelige kynisme, og selv titlens manglende empati forarger mig efterhånden. Tak for det, tror jeg.
Der er dog ikke så meget hyl i selve samarbejdet mellem Tone og Hall. Det er ikke til at vide, hvor meget Tone har været ind over produktionen af det musikalske indhold – det kan meget vel være en del, og i dette tilfælde kudos til hende, men hendes vokalbidrag fremstår temmelig featuring, altså sekundært. I bedste tilfælde er hendes tilføjelser behagelige, tenderende det ligegyldige, men jeg kunne forestille mig, at der i længden kunne fremstå et uheldigt skisma imellem hendes soulede vokal og Halls konceptuelle kontinentalstil.
En sidste kommentar skal gå til sidste nummer, “Yeux d’océan”, hvor en sopran med ophøjet rumklang ekspanderer over en baggrund af strygere, tv-støj og smækkende bildøre. Efter en længere rejse i fantasien føles det som at komme hjem. Virkeligheden kan ligesom begynde igen.
