Plader

Cloud Nothings: Attack on Memory

Skrevet af Sebastian Sharif

Cloud Nothings plade nummer tre i rækken, Attack on Memory, byder på stærke, melodiske sange med afsæt i posthardcore, grunge og poppunk. Halvvejs inde begynder sangene dog at virke en smule formulariske, men det er imidlertid et luksusproblem af en akilleshæl.

Punkrock har altid været en god ventil for den utilpassede ungdoms nihilistiske følelser. I genrens spæde dage udtrykte Johnny Rotten i Sex Pistols-klassikeren “God Save the Queen” sin sympati for arbejderklassen i det økonomisk plagede præ-Thatcher-England, og selvom det udartede sig i kontroversiel lyrik såsom »there’s no future/in England’s dreaming«, vandt det ikke desto mindre genklang blandt samtidens ungdom. Punken som bevægelse var født.

I USA udviklede hardcorepunken sig imidlertid, og følelserne blev vendt indad i kontrast til de politisk konfronterende/provokerende britiske bands. Livslede, apati og depression – frem for revolution og arbejderklassens betingelser – blev med Germs, Black Flag, Circle Jerks m.fl. de gængse emner, og den arv er blevet videreført gennem 80’ernes amerikanske undergrund via grungens ligeledes ungdommeligt-angstfyldte udtryk videre til i dag. Når Cloud NothingsAttack on Memory lægger ud med en sang, der hedder “No Future/No Past”, er det derfor ikke svært at afkode, hvilken tradition vi befinder os i.

I albummets første sekunder entrer en ildevarslende piano-figur lydbilledet. En guitar stemmer i med den samme figur spillet i en lavere oktav. Bassen og trommerne laver et fill, og sangen begynder. Den første sungne linje? »Give up.« Så er stemningen ligesom lagt. For som de næste numre for alvor manifesterer, står Attack on Memory i desillusionens og fortvivlelsens tegn.
I den efterfølgende “Wasted Days” er den udsigtsløse fremtid og slørede fortid blevet til en arrig katarsis for bundskrabende selvværd, der munder ud i et sing-along-omkvæd af stadionrockede proportioner med ordlyden: »I thought I would be more than this!«.

På denne måde fortsætter resten af albummet med at kredse om eksistensens vrangsider. Det er selvfølgelig ikke uden en vis melodrama, der for nogle vel kunne tangere klichéfyldt weltschmerz, men bandets ubestridte frontfigur og hovedsangskriver, Dylan Baldi, afvæbner de patetiske tilbøjeligheder med sin skrigende vokals autentiske frustration og en aggressiv, melodisk pondus, der får hele herligheden til at klinge en smule mere dybfølt.

Baldi har alle dage været en pop-sangskriver – tag bare pladen Cloud Nothings fra sidste år, der bugnede af catchy (til tider lidt letbenede) sange rodfæstet i powerpop, Blink 182-agtig poppunk og indierock a la Slumberland Records. Det har (heldigvis, om man vil) ikke ændret sig.

Attack on Memory har Baldi dog hentet ny kolorit til den musikalske palet. “Sentiment” byder eksempelvis på noisy posthardcore i tråd med Nation of Ulysses, mens den næsten 9 minutter lange “Wasted Days” flirter med det psykedeliske i sangens udsyrede mellemstykke. Fælles for numrene er dog, at 90’erne spøger i kulissen – noget, Cloud Nothings på sin vis deler med andre nutidige bands som eksempelvis Yuck – og der er også stadig en betydelig understrøm af poppunk.

Normalt er netop udtrykket ‘poppunk’ lidt af en selvmodsigelse, som jeg mest af alt forbinder med soundtracks til dårlige high-school komedier, men albummets poppede højdepunkt “Stay Useless” får alligevel min blåstempling – navnlig på grund af produktionen, der er varetaget af Steve Albini, post-hardcore forgangsmand og producer extraordinaire. Lyden har da også også alle Albinis varemærker: bastante trommer, tonstung bas samt kakofoniske guitarer, og det er alt sammen medvirkende til, at Cloud Nothings ikke forfalder til poppunk-banaliteter.

Hvis man alligevel skal rette en kritik mod Attack on Memory, må det være, at sangskrivningen virker en smule formularisk. Omtrent halvvejs inde føler man, at man har oplevet den fulde kapacitet af Baldis sangskrivning. Hans insisteren på at udstyre størstedelen af numrene med omkvæd, der bestandigt gentager sig selv, bliver derfor albummets akilleshæl.

Det er, som om sangene internt kæmper om at blive udråbt til den næste, store slagsang for netop denne generation af utilpassede unge. Så kan man selvfølgelig gå til genmæle med et ‘why fix what ain’t broken’. Men når Baldi nu giver en antydning af, at han kan andet – som den udsøgte fornemmelse for dynamik, han udviser i den neo-grungede åbner “No Future/No Past”, hvor man mildest talt sidder klinet til høretelefonerne, anspændt ventende på, at sangen eksploderer… eller når bandet midt i “Wasted Days” bryder sig fri af melodien, og man som lytter kan læne sig tilbage og drive væk i den eskapistiske støjmur – hvorfor skulle han så ikke dyrke det ‘andet’ noget mere?

★★★★☆☆

6 kommentarer

  • “Steve Albini played Scrabble on Facebook almost the entire time [we were recording]. I don’t even know if he remembers what our album sounds like.” (Pitchfork)

  • @Beau: Det er skam ikke ensbetydende med, at han ikke har sat sig præg albummet. Det er sådan, at Albini hader at blive kaldt producer, men betragter sig som en studie-tekniker/ingeniør. Alligevel er han krediteret som producer på albummet, og hvis du lytter til hans arbejde med eksempelvis The Jesus Lizard (http://www.youtube.com/watch?v=7wilcAlAal8) er det umuligt ikke at høre en lighed på den måde, pladen er produceret på.

  • @Sebastian Sharif: Tak for din fine kommentar, og tak for din fine anmeldelse iøvrigt! Når jeg for første gang vælger at kommentere på en anmeldelse heri, så skyldes det at I har været så længe om at anmelde en af mine yndlingsplader fra iår. Cloud Nothings forsangerens kommentar til Pitchfork er jo ment som et kompliment til herr Albini, og Nirvanas “In Utero” vil sgu altid være en af mine yndlingsplader…

  • Jeg købte vinylen (hvid ?!? ) da den udkom … Der er mange ligheder imellem “Attack on Memory” og Slints album fra 1991 – specielt “No Future/No Past”. Hvilket ikke er dårligt :-D

    Men dejlig pubertær knytnæve når gammelfar her (37 år) skal ruskes lidt i ;-)

Leave a Reply