Nyheder

Det legendariske stonerband Sleep spiller i Amager Bio

Sleep spiller i Amager Bio 4.maj
Skrevet af Anna Møller

Det gendannede amerikanske stoner/doom-metalband spiller i Amager Bio 4. maj

Sleep spiller i Amager Bio 4.maj

Stoner/doom-metalbandet Sleep fra San Jose, Californien, spiller i Amager Bio fredag den 4. maj som en del af deres europaturné og som en forlængelse af den ligesindede festival Heavy Days in Doom Town, der løber af stablen i samme weekend. Har man armbånd til dén festival, vil man få en rabat på 100 kroner, når man køber billet i døren. Desuden er spilletidspunktet rykket frem til 20.30 af hensyn til festivalens program.

Gennem det meste af 90’erne udgav Sleep tre albums, der kulminerende med den 64 minutter lange hashhyldest og monolit af en sang, ”Dopesmoker”. Nummeret er måske det ultimative musikalske statement inden for stonergenren, men medførte også Sleeps opløsning, da deres pladeselskab nægtede at udgive værket i dets fulde længde og i det lydbillede, det var skabt i. Det opklippede kompromis ”Jerusalem” blev først udsendt i 1998, og først fem år efter opløsningen blev ”Dopesmoker” udsendt i sin oprindelige, fulde længde.

Siden da har Matt Pike (guitar), Al Cisneros (bas/vokal) og Chris Hakius (trommer) foldet sig ud i henholdsvis heavy metal-bandet High on Fire og det eksperimentale rockband Om, men i 2009 fandt de sammen igen og spillede et par koncerter på den engelske ATP-festival. Siden forlod Hakius bandet og blev erstattet af Neurosis’ Jason Roeder, der for første gang spillede med bandet på en USA-turné i 2010.

Sleep spiller i Amager Bio på St. Bededag fredag den 4. maj, og du kan læse mere her. Undertoner udlodder i næste uge billetter til koncerten med Sleep.

Leave a Reply