Før vi når til selve anmeldelsen, vil jeg gerne foretage et lille læser-eksperiment. Instrukserne er som følger:
- Vælg en sang fra Harry Everett Smiths definitive folk-antologier.
- Lyt til det. Grundigt.
- Vælg derefter et tilfældigt nummer fra Great Lake Swimmers’ nye album, New Wild Everywhere.
- Lyt til det.
- Notér det følelsesregister, sangene berører, og sammenlign.
Hvis din umiddelbare reaktion, ligesom hos mig, var ‘Hvornår blev folk-musikken så tandløs?’, så luk dette faneblade eller denne browser eller whatever, for så er denne plade ikke noget for dig, og videre læsning vil være omsonst… medmindre du selvfølgelig bare læser anmeldelser for nydelsens skyld. I så fald vil jeg blive smigret, hvis du læser videre.
Lad mig sparke anmeldelsen i gang med en i og for sig banal konstatering: Der er i disse dage et ræs efter kunstnerisk autenticitet. Hvis ikke i al kunst, så i hvertfald i musikkens verden. For die hard indie-fans kan det ikke blive lo-fi, soveværelses-grynet og obskurt nok. I den anden grøft truer ‘indie’-musikken også med at nå mainstreamen – ‘og hvor er autenticiteten så?,’ protesterer puristerne højlydt.
Great Lake Swimmers er om nogen symptomatiske for de her divergerende tendenser: De vil åh-så-gerne fiske inspiration op fra musikhistoriens mere skramlede gemmer, som eksempelvis Everett Smith-antologierne, men de vil åbenbart også gerne have del i det vidunder, som er det moderne studies digitale vellyd. Her fornemmer man allerede en vis uoverensstemmelse…
Nu er det ikke, fordi min umiddelbare harme skal fremstille mig som en patetisk nostalgiker af den type, der kunne finde på at skrive sådan noget som ‘Omg! Music was so much better back then. Music nowadays is so crappy’ i kommentarfeltet på en Youtube-video med Led Zeppelin. Jeg kan sagtens nyde et moderne, velproduceret album, der samtidig ubekymret trækker på tidligere tiders musikalske udtryk. På en måde er den referenceramme, jeg benyttede mig af, Everett Smiths antologier, jo også dybt anakronistisk: De langtfra pastorale historier om landlivets kvaler af hårdt, fysisk arbejde og armod vækker næppe genklang hos det moderne, vestlige, velfærdsvante og ikke mindst urbane menneske. Så er det ikke okay med et friskt pust til genren, som vel er det, Great Lake Swimmers forsøger at skabe? Måske, men én ting må man dog give musikken på Everett Smiths antologier: Den er satans rå, og det er i min bog en udsøgt kvalitet; den giver så at sige lytteren ‘noget at bide i’, og netop her står New Wild Everywhere i skarp kontrast.
Så burde det også være klart, hvad jeg mener om Great Lake Swimmers’ musik: Den er rar og, for nu at bruge et dejligt dansk ord, hyggeligt som… ja, hvad ved jeg, et uldtæppe? Desværre er den også gabende kedsommelig (jeg vil sågar påstå at ‘Great Lake Swimmers’ fra nu af retmæssigt kan benyttes som et antonym til adjektivet ‘udfordrende’. Eksempelvis: A: »Hey, har du læst Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”? Shit mand, jeg kunne ikke få mig selv igennem den.« B: »Ork, det er letlæsning – den er jo Great Lake Swimmers!«).
Personligt vækker førstesinglen, ”Easy Come Easy Go”, med sin glatte countrypop-produktion ubehagelige associationer til en af nyere dansk popmusiks største flødeskums-klassikere, Thomas Helmigs ”Stupid Man”, der næppe kan tilskrives noget som helst ‘indie-cred’. For slet ikke at nævne, at den faste vending, sangteksten kredser omkring, mildest talt er fortærsket. Bedre bliver det ikke på titelnummeret, der emmer af så meget kvalm og klichéfyldt solstråle-optimisme, at man snildt kunne forestille sig en akkompagnerende musikvideo med folk, der løber smilende og dansende gennem en blomstermark.
Ret beset står det jo nok ikke så grelt til, som mit vindbøjtleri tilkendegiver. Orkestreringen på albummet er da meget flot med strygere, der danser graciøst som ballerinaer over de velproducerede lydflader. Når de skruer lidt ned for charmen og den tåkrummende, up-tempo melodiøsitet, der gennemsyrer de to førnævnte numre, bliver det også glimtvis hæderligt, som på den melankolske ”The Knife”, der udmærker sig med trippende violin-pizzicato og trommer, der med god effekt agerer mere som ekstra tekstur end egentlig rytmik. Nummeret lyder dog også præcist som noget, The National kunne have lavet, og Great Lake Swimmers’ frontfigur og hoved-sangskriver Tonny Dekker har langtfra Matt Berningers karisma. Resultatet er i bedste fald middelmådigt.
Kort sagt så er New Wild Everywhere metervare-‘indie’-folk i en middle of the road-indpakning. Selvom jeg er vis på, at Great Lake Swimmers nok skal finde deres retmæssige publikum og habile salgstal – denne slags ‘indie’ er jo, som en kritiker har noteret sig, ved at blive det nye adult contemporary – så kan de bare ikke noget, som tilsvarende artister som Bonnie ”Prince” Billy og Okkervil River ikke kan gøre bedre.
Måske Dekker skulle gå tilbage til at optage i en forladt kornsilo som på debutalbummet. Det kunne jo være, at det ville give ham en snert af det dersens flygtige ‘autenticitet’. For det kan godt være, at den til albummet medhørende pressemeddelse snakker om, at New Wild Everywhere er et udtryk for »a depth and maturity only previously hinted at, « men hvis det er tilfældet, er dybde og modenhed åbenbart ikke ønskværdigt for Great Lake Swimmers’ musik.
