Plader

DIIV: Oshin

Skrevet af Joachim

Debutalbummet fra DIIV svømmer i guitar. Rumklang, drømmerisk støj og repetitive melodifragmenter dominerer lydbilledet – og dét i en grad, så albummet har svært ved at holde sig oven vande.

Utallige spor af guitarer svøbt i rumklang, hvis melodier danser ind og ud mellem hinanden på en solid bund af tunge basgange og et trommespil med særdeles højt til loftet. Lyder det som noget, man har hørt for? Ja. Lyder det som noget, man har lyst til at høre mere af? Ja. For der er absolut intet nyt over lyden i den Brooklyn-bosatte guitarist Zachary Cole Smiths seneste musikalske projekt, DIIV, hvilket dog ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Når det står allerbedst til, er de flydende guitarfigurer og den rungende bas som fløde i øregangene, og så betyder det mindre, at musikken i realiteten er hørt før.

Ud over Cole Smith tæller gruppen, der tidligere gik under navnet Dive, barndomsvennerne Andrew Bailey på guitar, Devin Ruben Perez på bas samt den tidligere Smith Westerns-trommelsager Colby Hewitt. Sammen skaber de på debut-lp’en Oshin en lyd, der – uden at tage munden for fuld – ikke bare lægger sig op ad støjgiganter som My Bloody Valentine og The Brian Jonestown Massacre, men i lige så høj grad udfordrer nyere opkomlinge The Pains of Being Pure at Heart og Lotus Plaza i drømmende hvid støjguitar.

Indledningsnummeret ”(Druun)” benytter sig af virkemidler, som hurtigt viser sig at være symptomatiske for albummet. Fra første sekund fyldes lydbilledet af trommer, som buldrer derudaf i selskab med den evigt pulserende bas og guitarer, der viger fra akkorder, men i stedet spilles i form af små melodier bestående af anslag på samtlige ottendedelsslag.

Når det i sjældne tilfælde sker, at en vokal vokser op af de utallige lag af svævende og repetitive små guitarfigurer, som det sker i “The Wall”, er den om muligt badet i et endnu tykkere lag rumklang end sin melodibærende følgesvend. Således bliver det nærmest umuligt for lytteren at sige, hvad det egentlig er, at Cole Smith med sin lyse stemme synger om. Det er dog højst sandsynligt også af mindre betydning, da titler som ”Air Conditioning”, ”Wait”, ”Sometime” og ”Doused” alle sender et budskab om en bevidst ligegyldighed over for de større temaer i livet, hvormed nyere slacker-ikoner som Wavves og Yuck uundgåeligt bliver referencer.

Det 13 numre lange albums ultimative højdepunkt finder man i form af det næstsidste nummer, ”Doused”. Her får bassist Ruben Perez for alvor lov til at hamre løs på sin tunge bas, og med følge af hårdtslående trommeslag kaster gruppens to guitarister sig ud i en vanvittig strøm af nærmest surfende guitarriffs, hvilke toppes af Cole Smiths dovent messende vokal. Figurerne fremprovokerer en næsten uhyggelig stemning, som på en gang giver gåsehud og samtidig gør, at man får lyst til at invitere alle vennerne til fuldmånefest. Nu!

De utallige svævende guitarfigurer, som unægtelig har en utrolig stor plads i lydbilledet, og som på mange måder er gruppens tema, viser sig dog i løbet af pladen også at blive kvartettens svaghed. Som lytter bliver det simpelthen for svært at skelne de mange riffs fra hinanden, hvilket kvæler de ellers så majestætiske melodier i et nummer som ”Oshin (Subsume)”. Da vokal og keys bruges i begrænset grad, kræver det så meget desto større variation i melodiernes klang.

Over sommeren vil DIIV utvivlsomt tilegne sig meget positiv omtale på alverdens musikblogs, når gruppen får udgivet nogle flere singler. For enkeltvis har pladens numre med deres energi helt klart potentiale til noget stort, men som album er Oshin desværre ikke helt så stor en oplevelse. Havde man valgt at gøre hvert enkelt af albummets numre længere, havde det måske været muligt at give lytteren en følelse af at blive ført ud af tid og rum og i stedet befinde sig i en form for meditativ tilstand, men de konstante ophold mellem sangene gør, at man aldrig når helt dertil.

DIIV kan muligvis betegnes som det første shoegazer-band, der genrebetegnelsen til trods ikke er nødt til at kigge på deres sko under deres koncerter. Der er nemlig et sted mellem ”meget lidt” og ”ingen” variation i de pedaleffekter, som guitarerne benytter sig af. Derimod har gruppens medlemmer – i modsætning til deres forbilleder fra start-90’erne – forhåbentlig en gang i mellem mulighed for at se op og smile til publikum, hvilket jo heller ikke er en dårlig ting.

★★★☆☆☆

Leave a Reply