Trods gråvejret var det bagende hedt i det lukkede Gloria-telt klokken 15, da den amerikanske folk-konstellation Bowerbirds trådte på scenen. Det afskrækkede nu ingenlunde publikum, der holdt stand mod varmen koncerten igennem. Og med god grund – trioens folk er nemlig overordentlig velklingende og -komponeret, og det var i høj grad melodierne og de iørefaldende arrangementer, der bar koncerten.
Bowerbirds var bestemt ikke et snakkesaligt selskab. Når sanger Philip Moore en sjælden gang sneg sig til at præsentere et nummer, var det med en spag, hakkende røst, der ikke altid gjorde det muligt at høre, hvad der var næste punkt på dagsordenen. Det var dog ikke noget større bump på vejen, for så snart guitartonerne dansede under hans vokaludgydelser, var stemmeføringen sikker, stærk og i de smukke harmonier med Beth Tacular et bærende element i Bowerbirds’ koncert.
Generelt var amerikanernes optræden dog præget af solidt håndværk. Trommerne leverede særdeles varierede og hoppende rytmemønstre under Moores vokal- og guitararbejde, der især på ældre numre, som “Dark Horse”, gav musikken et lækkert, jazzet tvist. Også et enkelt nummer med de ligesindede i Slaraffenland på scenen skilte sig positivt ud med et mere fyldigt lydbillede.
Det var dog passende, at bandet kun var på scenen i tre kvarter. Bowerbirds’ musik er meget velkomponeret, men også pæn og poleret, og det havde klædt bandet, om de brød skønheden af anderledes greb om lyden – eller af en større interaktion med publikum. Var det sket, kunne Bowerbirds have løftet deres optræden fra at være et hyggeligt og vellydende eftermiddagsarrangement til at være decideret betagende.
