At prøve lykken i udlandet før hjemlandet er efterhånden et ikke helt ualmindeligt scenario: Aura Dione og New Politics er, blandt andre, moderne eksempler på musikere, der havde succes uden for landets grænser, før de for alvor blev opdaget herhjemme. Og efter moderat succes i Tyskland er det nu Lasse Matthiessen, der forsøger at gøre sit indtog i de danske musikelskeres hjerter.
Matthiessen lyder dog helt anderledes end de to førnævnte. Dead Man Waltz, Matthiessens andet album, byder nemlig på 40 minutters folk af den gamle skole med kontrabas, fingerspil og melankolsk vokal i højsædet. Matthiessen besidder en smuk mellemleje-vokal, og hans sange er tydeligt inspireret af legender som Nick Drake, Leonard Cohen og Joni Mitchell – og måske endda også fra mere moderne singer/songwriters som Sufjan Stevens og Alexi Murdoch.
Dead Man Waltz et behageligt lyt hele vejen igennem. Matthiessen bærer lytteren gennem pladens 11 skæringer ubesværet, og det er netop pladens største svaghed: dens rolige natur, der ikke rigtig udfordrer lytteren eller kræver konstant opmærksomhed.
Dead Man Waltz er imidlertid for godt et album til blot at være baggrundsmusik. Matthiessen er dygtig til hurtigt at få skabt en stemning og bibeholde den gennem hele pladens varighed. Samtidig er lydbilledet rigt og detaljeret, og sangene letgenkendelige og stilsikre. Dog bliver man som lytter aldrig rigtig overrasket, men heldigvis har sangene stadig nok karakter til ikke at lide for hårdt under det.
Matthiessen bevæger sig i en genre med mange nedtrådte stier, men han besidder nok charme og talent til ikke bare at blive endnu en Drake-inspireret guitar-klimprer. Bare lyt til pladens bedste sange, “Oh, Ulysses” og “In the Dead of the Night”, der er så velkomponerede, at de burde gøre enhver aspirerende singer/songwriter jaloux. Hvis velskrevet, melankolsk folk-musik er, hvad der får hårene til at rejse sig på éns ryg, kan man roligt lade Lasse Matthiessen og hans Dead Man Waltz lede én gennem efterårsmørket.
