Det er nu over fire år siden, at Flying Lotus – eller FlyLo, som han kaldes blandt fans – slog igennem med det moderne mesterværk Los Angeles, der på flere måder fik L.A. tilbage på kortet som trendsætter-metropol for den urbane musik. Siden har han cementeret sig som anmelderdarling og som leder af “beat-scenen” i L.A. En bevægelse med såvel elektroniske musikere som hiphop-producere og rappere, der alle er inspirerede af samme tunge og dybe univers med mange lag af samples og instrumenter. Der har været en del spændende nye navne i blandt, bl.a. Shlohmo og Samiyam, og inspirationen er også gået over Atlanten og er mest tydelig hos de fremadstormende skotske producere Hudson Mohawke og Rustie.
At L.A.-scenen har fået denne indflydelse, skyldes især den meget unikke lyd, som Flying Lotus slog igennem med. De konstante skift af skæve rytmer, diverse samples af eksotiske instrumenter og ikke mindst basgange, der tilsyneladende lever deres helt eget liv, resulterede i et meget “spacet”, jazzet udtryk, som ikke var hørt før, hverken i hiphop eller elektronisk musik. Med Flying Lotus’ gennembrud blev det almene kendskab til den instrumentale hiphop udvidet: Den hidtidige opfattelse af, at genren kun mundede ud i beat-tapes – altså en samling beats, der sendes til rappere – blev erstattet med en større respekt for instrumentale hiphopudgivelser som selvstændige værker, der blev anmeldt af bredere magasiner og hjemmesider såsom Rolling Stone og Pitchfork.
Det seneste FlyLo-album var Cosmogramma fra 2010, hvor han for alvor søgte at finde guldet. Han arbejdede sig væk fra de tunge hiphopbeats og over mod et mere støjende og komplekst værk. Albummet var på alle måder mere eksperimenterende, mere ambitiøst og mere syret end sin forgænger. Anmelderne svarede med endnu flere glødende anmeldelser, og Flying Lotus var pludselig kendt af andre end genrens fans, bl.a. fordi Thom Yorke leverede gæstevokal – hvilket han i øvrigt også gør på Flying Lotus’ nye plade.
Personligt syntes jeg desværre, de mange satsninger resulterede i et album, der var en del sværere at komme ind på livet af end Los Angeles. Det er muligt, Flying Lotus også selv delte den fornemmelse. I hvert fald er hans nyligt udkomne album, Until the Quiet Comes, mere ligetil. Hvor han på Cosmogramma søgte at komplicere, forvirre og skubbe væk, er den seneste udgivelse et favntag af minimalistiske groovy beats, dog stadig med et klart præg af jazz.
Den nyfundne åbenhed er klarest på numre som åbneren “All In”, som charmerer lytteren med sine indbydende harpelyde samt små funky riffs og basgange, der kører ufortrødent ind og ud af lydbilledet. Det er ikke længere lyde fra et fjendtligt, uopnåeligt sted langt ude i universet, men lyde, der passer til en helt almindelig rar sommerdag her på jorden. Dette er meget symbolsk for albummet som helhed, der virker til at ville gøre alt for at inkludere lytteren i Flying Lotus’ univers.
Denne villighed til at åbne musikken for lytteren har også kostet. Den mere tilgængelige udgave af Flying Lotus er også mindre detaljeret, og i sidste ende, mindre genial udgave. For mange af numrene på Until the Quiet Comes er gode numre, men de hænger ikke sammen – der virker ikke til at være en større plan. Muligvis var Cosmogramma svær at danse med, men der var et utroligt beundringsværdig ambitionsniveau. En ambition om at ændre genrer, forståelsen af musik, måske endda ændre mennesker.
På Until the Quiet Comes er ambitionen en anden, nemlig at behage lytteren. Problemet med denne ambition er, at den er rimelig nem at opnå for en så dygtig producer som Flying Lotus. Allerede efter et par numre føler man sig fint tilfreds, men man savner modspil. Dette ændrer sig ikke meget gennem albummet.
Der er dog stadig genialiteter, som kun FlyLo kan præstere dem. “The Nightcaller” arbejder sig halvvejs inde i nummeret fra et udgangspunkt som sing-along-jazz med håndklap til at blive et helt anderledes ondt og tungt beat, uden at forvandlingen lyder forceret. Også de utallige skizofrene rytmer i “Tiny Tortures” samt “Sultan’s Request” og “Putty Boy Strut”, der til sammen kunne fungere som soundtrack til et 90’er-Nintendo-spil, bryder lydbilledet en smule.
I sidste ende sidder man dog en smule skuffet tilbage som lytter. Det hele er lidt for poleret, lidt for pænt. Men dette er også primært, når det sættes op mod Flying Lotus’ tidligere værker. Det er nemlig slet ikke et dårligt album, man sidder med. Musikken er fornøjelig, pulserende og til tider smuk – og alligevel kan man ikke lade være med at føle, at Flying Lotus har holdt lidt igen. Men mon ikke der venter et nyt genredefinerende mesterværk lige om hjørnet…
