Glow Kit: s.t.

Aarhus gløder lige nu på flere områder. Emenkaya er underligt fede, Urban Achievers laver hardcore og skater, Snaredrum er virkelig, virkelig søde. Det er næsten ligesom 80’erne, er det; en tid, der stadig fremhæves som en bizar form for guldalder for Aarhus, som byen aldrig rigtig er kommet tilbage til siden. Og når man ser et Achievers-show, er der da heller ikke noget, der tyder på endnu en overgang til mainstreamen lige foreløbig, men den slags er også uden for diskussion. Det handler om et særdeles dejligt miljø lige nu, hvor de klassiske alternative rockdyder har fået noget liv i form af punk, hardcore og indie. Og ind kommer Glow Kit, mest ungdommeligt glødende af dem alle.

Glow Kit træder frem med powerpoppet punk. De trækker store tråde til nu afdøde Jay Reatards maniske energi, men med knap så negativt, selvdestruktivt et udtryk. Hvor Jays tekster ofte dykkede helt ned og lød, som om de var skrevet på gulvet, er Glow Kit teenagere med mere overskud. Og pladen begynder ekstremt lovende.

Hele A-siden er i det store og hele meget stærk. “Stood a Chance” vækker mindelser om texanske Cheap Times stop-startende drengepunk, men lyden har flere lag og god reverb, hvilket går direkte over i den meget Reatardede “Shallow” om shallow bitches og stupid whores (hvem der end sagde, at for hver fem powerpopsange om ægte kærlighed er der én, der handler om stalking, har ret). Men de tidligste højdepunkter kommer med “Head Factory” og “Knee Deep”, der har den slags melodier, som klistrer sig fast til hjernestammen. Det er poppet punk, når det er bedst, og helt sammenligneligt med, hvad man ellers kan opleve uden for Danmark. Det er kun accenten, der afslører nationaliteten, men jeg ville ikke have rystet på hovedet, hvis jeg havde fået at vide, at denne plade var blevet udgivet på Goner Records af et lokalt band.

Men hvor dejlig deres lyd end er, og hvor mange gode melodier der end er, har aarhusianerne endnu ikke flair for nok gode melodier, i hvert fald ikke nok til at fylde et helt album. Glow Kit er gode, rigtig gode til tider, men pladen ender med at frustrere, fordi det alligevel er for enslydende, til at man kan mærke det. Det er, som om albummet bliver en generisk version af sig selv, jo mere det skrider frem.

Præmissen for genren powerpop er netop at kunne levere perler, måske ikke på snor, men nok til, at man ikke bare ender med en lidt over middel plade. Pladen varer små 25 minutter, men ender med at føles meget længere, i en grad jeg ikke har oplevet før med plader af samme genre. Især side B bliver svær at komme igennem, fordi jeg er så mæt af lyden. Det ville jeg ikke være, hvis alle sangene var af lige højt niveau.

Men de sange, der er gode, er til gengæld så pissegode, at Glow Kit i den grad fortjener opmærksomhed, og at den lyd har fået en plads i dansk rock, er unikt, attråværdigt og rart. Og godt for Aarhus.