Turning Tables: We Oh We

Kvartetten Turning Tables lyder allerede fra første sang på deres debutplade som et engelsk eller amerikansk indieband, og ikke som den københavnergruppe det i virkeligheden er. De fire har selv produceret pladen, hvor lyden langtfra er lo-fi, men virker meget professionel, ligesom bandet virker bevidste om deres musikalske sprog. Man kan faktisk ikke rigtig høre, at man har at gøre med et upcoming navn. På både godt og ondt rammer denne professionalitet og selvindsigt deres 11 sange lange karrierestartskud.

“Your Eyes” tegner musikkens konturer klart op – både det folkede i form af mundharmonikaen, der giver mindelser om The Rumor Said Fires “The Balcony”, og det poppede, der kommer til udtryk ved bandets vægt på omkvædene. Sangen indeholder gode elementer i form af et medrivende refræn, og så er forsangerens stemme original. Det er klassisk indiepop uden så mange dikkedarer: Stødvise guitarriffs, dyb knitrende bas og trommer leder én hen mod omkvædet, hvor tempoet bliver sat i vejret. Det hele virker ubekymret let og fængende, men numret kravler aldrig rigtigt ind under huden.

Turning Tables er heldigvis ikke skabelonorienterede. Numrene ligner ikke hinanden, og melodierne varieres hele tiden. Samtidig har bandet en lyst til at lege med rytmerne. Eksempelvis fungerer titelnummeret kun, fordi kvartetten ikke er bange for at bryde tempoet op midt i det hele og trække numret i en anden retning. Efter en folket indledning med mundharmonika, klokkespil og rolig fingerspillet guitar, sker der pludselig noget. Tempoet trækkes ned, og lydlandskabet er pludselig mere tungt, rocket og melodiøst. Uden den luftforandring havde sangen kørt sig selv i sænk.

I “Behind Glass Walls” og “My Old Friend” høres melodierne ikke tydeligt nok i lydbilledet, og kompositionerne indeholder ikke nok detaljerigdom og variation. Til gengæld opvejes manglerne ved disse to numre af den geniale “Portrait in a Frame”. Det starter med sagte guitar som så mange gange før, men så kommer der heftig hi-hat, og ud af støjen høres et catchy synthtema, der med det samme bider sig fast. »I was tired of tv commercials and reality,« lyder de første ord, og den kontrast, der ses i linjerne, spejler sangens egne modsætninger glimrende. For det, der gør, at “Portrait in a Frame” virkelig fænger, er, at den på en og samme tid har en storladen, men også intim melodi. En melodi, der skabes mestendels af lys fingerspillet guitar, dybe brummende elektroniske impulser og så det henrivende keyboardtema.

For Turning Tables er faldgruben, at det er, som om de har en skal uden om sig, der forhindrer, at man for alvor mærker deres sikkert store potentiale og talent. Deres musik har en vis lighed med at slå smut. Man rammer kun lige akkurat overfladen af inderlighed, før stenen hopper videre for så til sidst at synke.
Sange som “Recall”, “Hunting” og “Hiding” er bare ligegyldige, og musikalsk imponerer de ikke på nogen fronter. Det er hørt før og gjort bedre af danske bands som Alcoholic Faith Mission og The Kissaway Trial, der på en helt anden måde indfanger en nerve og følelse i lytteren. Det forsømmer Turning Tables med deres til tider alt for polerede lyd.

“The Masquerade” er med sine fem minutter pladens længste sang. Den er også den mest rockede, og det er herligt med lidt mudder på skoene og lidt huller i bukserne. “Young Ones” er ikke støjende eller farlig på nogen måde, men har derimod et dystert præg og en lettere melankolsk vibe der kommer til udtryk i tekstens eftertænksomhed og sørgmodige konstatering: »Let the young blood go and let them live their life / You have messed it up for too long now.« Klangsiden er denne gang også mere detaljerig og varieret, og de elektroniske toner sætter deres vemodige præg.

Der måtte for min skyld gerne være lidt mere rusk og rav i den hos Turning Tables. Men hvis bare bandet på næste plade vil gøre lidt mere væsen af sig, tror jeg, man kan forvente sig gode ting fra dem i fremtiden.