Plader

Highasakite: All That Floats Will Rain

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Highasakite byder den popglade lytter velkommen med en række for genren usædvanlige elementer. Indianske rytmer, dundrende stortromme, tunge klaverakkorder, synth og indie blandes sammen til et stort, melankolsk popeventyr på All That Floats Will Rain.

De 10 numre på norske Highasakites debutalbum, All That Floats Will Rain, fører os endog meget vidt omkring: fra 60’er-indiepop til indianske landsbyer i de mellemamerikanske bjerge.

Albummet indledes med nummeret “Son of a Bitch”, og jeg er fanget. Ingrid Helene Håviks særprægede, 60’er-inspirerede vokal er nummerets fikspunkt og helt store force. Ikke mindst i omkvædet, hvor takten fordobles, og bassen overtager guitarens rolle, bliver musikken skarp og interessant. Desværre er “Son of a Bitch” det eneste nummer på All That Floats Will Rain, der kommer op i dette tempo og viser en snert fandenivoldskhed – og det er ærgerligt, for det klæder Highasakite og især Håviks (til tider for) yndige stemme.

Det følgende nummer ”Winners Don’t Come Easy”, bliver da også pop med pop på, men fungerer godt på grund af sammensætningen af fløjte og tunge klaverakkorder. Nummeret har ligesom “Son of a Bitch” en god energi, men mangler den rå gnist, der kunne bringe det op i samme liga som åbningsskæringen.

Kvintetten bruger i deres musik mange skift i både tempo og instrumentering – både fra nummer til nummer, men også inden for de enkelte sange. Der er bogstaveligt talt en verden til forskel fra pladens to første numre til det sjette, “God Is a Banquet”, som bevæger sig i et psykedelisk, indianerinspireret univers. Tempoet er her helt nede, og det roligt messende kor virker hypnotiserende. Denne for pladen hidtil uhørte ro gør “God Is a Banquet” mere interessant end de mellemliggende numre, der groft sagt minder om klassiske indiepopballader – dog alle med særprægede koklokke-lydeffekter eller karakteristiske, forvrængede trommer. “God Is a Banquet” er helt speciel, fordi den blander vestligt poppet klaver og vokal med indianske rytmer og træinstrumenter – og det virker. Håviks vokal kommer også særligt til sin ret i dette univers.

Videre til Balkan i ”My Soldier”. Den østeuropæiske underlægningsmusik suppleres med marchtrommer og indianske strofer i b-stykket, og det giver nummeret en enorm power. Det er opbrud som disse, der trods All That Floats Will Rains temmelig polerede lyd afslører detaljer, som gør det værd at dvæle ved gruppens musik i længere tid.

Overordnet slipper Highasakite da også godt fra denne første udgivelse. Der er tænkt over musikken til mindste detalje, og gennem en del af numrene imponerer kvintetten ved at skabe en særlig identitet ud fra et hav af forskellige stilarter. Det havde klædt det endelige produkt, om nordmændene havde holdt sig fra de mere traditionelle popnumre, der ender med at udgøre en lige vel anonym bagside af All That Floats Will Rain. Går Highasakite på næste album i stedet efter lyden, der især præger “Son of a Bitch”, får gruppen derimod en god mulighed for til fulde at udnytte deres temmelig interessante potentiale.

★★★★☆☆

Leave a Reply