Papir
Papir er et flittigt liveband. Siden københavnerne for tre år siden udgav deres selvbetitlede debut, har jeg vel overværet en håndfuld koncerter med dem – i Festival of Endless Gratitudes rungende betonhaller, i kælderen på Drone og på tilsvarende lokaliteter, hvor danske musikere med en forkærlighed for freeform, kraut, psych og deslige gerne stiller op til koncert.
Søndag aften var opsætningen dog en ganske anden. Jazzhouses underetage er rummelig, højloftet og imødekommende og byder som regel på en lydkvalitet, der ikke kan sættes en finger på. Alene omgivelserne burde på forhånd sikre en oplevelse, der adskiller sig markant fra at stå 50 duknakkede koncertgængere under Drones lavthængende lofter og krybe sammen helt oppe omkring Christoffer Brøchmann Christensens trommesæt – og man blev heldigvis ikke skuffet.
Papir, der er notorisk lydnørdede omkring deres fysiske udgivelser, har næppe lydt bedre live. Gennem en lille time afsøgte de tre musikanter deres stærkt omskiftelige territorier inden for atmosfæriske, næsten freejazzede passager, dundrende kraut og hymniske guitar-showoffs, og flere gange var det påfaldende, at lydbilledet syntes at tage sig endnu bedre ud end i de indspillede versioner.
Tag bare koncertens andet nummer, “III.I”, der indleder Papirs nye udgivelse III. På plade en guitardrevet sag, der er domineret af det stærkt melodiske og fremtrædende fingerspil, som forcerer nummeret helt op i Guns’n’Roses-regi på skalaen for lir på spaden. Live var lydbilledet tættere sammenkittet. Nicklas Sørensens guitar fik ikke lov til at drage på himmelflugt, og i stedet bibeholdt Papir et underspillet, forvrænget groove.
Det betød selvfølgelig ingenlunde, at bandet ikke udfoldede sig helt i Jazzhouse. Nærmere var der langt mellem lydbilledets ekstremer, og det var forrygende, når de ulmende freeform-passager endelig blev hugget i sænk af en brutal, men funky bassektion, drøje, tunge guitarnedsmeltninger eller en svulstig guitarsolo, der – selvfølgelig – til sidst alligevel fik lov til at trænge sig vej helt frem til lydbilledets forreste parket. Papir var i sædvanlig god musikalsk grundform, men de gode lydlige og rumlige omgivelser føjede en ekstra dimension til oplevelsen, som i dén grad klædte bandet. Luk endelig Papir ud af kælderlokalerne en anden gang.
Oneida
Det har ikke nødvendigvis været en nem tjans at udvælge et opvarmningsband, der kunne spille før Oneida. Papir er ganske vist et godt bud på det danske band, der lægger sig tættest op ad amerikanernes 70’er-restrospektive, stenede og udsyrede eskapader, men Oneida er en af de seneste 15 års mest omkringflaksende fugle på den internationale musikscene og synes konstant at være på træk fra ét musikalsk udtryk til et nyt. Et blik på et af de seneste punkter i bandets efterhånden temmelig omfattende diskografi burde være bekræftelse nok: Den såkaldte Thank Your Parents-trilogi, der udkom mellem 2008 og 2011, bestod af plader med alt fra kraut, garage, psychrock og stoner til knitrende og dronende ambient – og trilogiens andet album, Rated O, var oven i købet et temmelig heterogent tripeludspil i sig selv. Nej, Oneida har aldrig sat en ære i at være genreloyale.
De allermest minimalistiske dele af bagkataloget var dog skåret fra i Jazzhouse, og i forhold til at sikre noget, der tilnærmelsesvis mindede om en rød tråd for koncerten, var det nok et klogt træk af bandet. Et flygtigt blik på de fem fyre, der med ludende skuldre slæbte sig ind på scenen, efterlod da også en vis tvivl om, hvorvidt de virkelig kunne være i stand til at fremelske Thank Your Parents‘ mest stillestående og atmosfæriske passager i livesammenhæng. Udsynet var præget af nussede vintage-band-T-shirts og fedtet hår, og havde Hanoi Janes glitrende isse ikke hævet sig over sidstnævnte, kunne Oneida sådan set nok være at forveksle med et forvokset teenageforetagende. Trods bandets 15 år i vælten virkede dagsordenen med andre ord temmelig klar: max. pedal og spaden i vejret.
Derop røg den allerede med åbneren “The River” fra Rated O, der var temmelig tungt repræsenteret på aftenens sætliste. Kid Millions’ karakteristiske trommespil har alle dage været hæsblæsende, og som det tromlende centrum i “The River” eller “I Will Haunt You” skabte den en herligt ulmende bund i et lydbillede, der ellers snart fik lov til at kamme over i totalt overlæsset guitarsyre.
Oneida syntes at føle sig klart bedst tilpas, når der var mulighed for at høvle mindst én parameter op på et absolut maksimum. Det resulterede ikke overraskende i et lydbillede, der som regel var kompakt, anmassende og temmelig smadret – og opbrudt af Hanoi Janes ivrige eller helt overstadige introduktioner eller løstsiddende udråb. »This is a good song! You’ll like it!,« lød præsentationen af “I Will Haunt You”, og med en sådan entusiasme og energi kunne man næppe andet.
Andre gange havde bandet dog noget sværere ved at overbevise os om, at de kompromisløse fremførsler var vejen frem. “Summerland”, der ellers var et højdepunkt med sit særprægede vokalarrangement og forrygende, huggende Frank Zappa-groove, ledte over i den meget kontrasterende “A List of the Burning Mountains” fra sidste års udgivelse af samme navn. En freejazzet sag, der nok gav Kid Millions mulighed for at vise, at han også er en habil jazztrommeslager, men som derudover ikke bidrog med meget andet end et temmelig udynamisk og alt, alt for langt opbrud. Oneida er måske ikke den skomager, man beder blive ved sin læst – men alt andet lige er der genrer i deres diffuse, musikalske virvar, som de griber om med noget større held.
I den henseende var “Sheets of Easter”, der heldigvis snart satte en knytnæve i solar plexus på samtlige tilstedeværende, en noget anden snak. Nummeret er lige så kompromisløst med sine 15 minutters spilletid, men føles til sammenligning omtrent så kværnende og pågående som at have en monstertruck i nakken på vej ned af E47. Den garagepunkede og frembusende maner gav koncerten et spark på det helt rette tidspunkt, og det var forfriskende, at Oneida ikke forfaldt til at spille en forkortet version af nummeret. I stedet puklede oscillationerne os helt derud, hvor der kom farvede pletter på nethinden, og man i øvrigt blev i tvivl om, hvorvidt det evigt gentagne mantra nu var »light«, »sight« eller måske endda »satan«.
Helt så velvalgte var sætlistens indslag ikke hele vejen. Tanken om, at nogle udskiftninger undervejs kunne have gjort en anseelig forskel for helhedsindtrykket, nagede desværre en kende, da bandet takkede af og tøffede backstage. Lydbilledet var koncerten igennem tæt, og energiniveauet skruet overordentligt i vejret – og det havde nok været klædeligt, om bandet i stedet for den noget fade, men for sættet temmelig dominerende “A List of the Burning Mountains” havde inkluderet nogle af de mindre påtrængende eller mere iørefaldende numre fra Oneida-guldalderpladerne Secret Wars, The Wedding eller Happy New Year. Det havde sandsynligvis kunnet gøre en tilpas Oneida-uhomogen koncertoplevelse lige så tilpas Oneida-uhomogen – men en kende mere vedkommende.