Plader

Papir: s.t.

Skrevet af Signe Palsøe

Papir er allerede på debutalbummet dygtige udfordrere af deres musiks krautstruktur. Med vellykkede psykedeliske og progressive ekskursioner bliver de stramme rytmer pokkers medrivende langt det meste af turen.

Det var nok ikke helt dumt, at det københavnske band Humming in Düsseldorf valgte at kaste deres navn bort og i stedet springe ud som Papir. Ganske vist bragte den oprindelige betegnelse associationer til lige præcis de anakronistiske inspirationer, som bandet trækker på i deres lyd – sen-60’ernes Tyskland, mekanisk stramhed, repetitioner – men samtidig signalerede behovet for at sortere under denne karakteristik, at lytteren kunne risikere at blive mødt af usikre stiløvelser udi krautrocken.

Har man i løbet af sommeren og efteråret oplevet Papir live til Festival of Endless Gratitude, A Scream in the Dark 2 eller ved en af de mange andre koncerter, hvor bandet har luftet deres instrumenter, er man dog hurtigt blevet overbevist om, at Papir har en langt mere interessant dagsorden end som så. Christoffer Brøchmann Christensens ekvilibristiske, krautede trommespil er hoveddrivkraften i Papirs liveoptrædener såvel som på den nye, selvbetitlede debutplade, men omkring dette omdrejningspunkt kommer alle tre bandmedlemmer med indspark, der er så velskruede, at Papir langt det meste af tiden er et både varieret og medrivende bekendtskab.

Udgivelsen består af fire lange, improviserede instrumentalstykker, der finder fodfæste i de stramme rytmer, som dog ofte modificeres eller løsnes op for at give plads til anderledes atmosfæriske eller progressive lydlandskaber. Åbneren “Kurt Te Pow Ralise” benytter sig eksempelvis af ulmende elektronik, koklokke, hvid støj og forvrængede, psykedeliske riff, der er med til at åbne nummeret om den fastlagte skabelon, og ud fra den formel sammensætter Papir en række rigtig fine passager gennem det 10 minutter lange stykke.

Formlen er at genfinde i “Lykk Trep-R Hi-Losé”, men opbruddene i dette nummer er større. Både guitar og trommer indtager mere pågående og omkringfarende roller end tidligere, og det føjer til et interessant helhedsindtryk, at Papir til tider lader lyden blive freejazzet eller afveksler ved at lade en fængende baslinje overtage førertrøjen for endeligt at lukke nummeret ned i en storm af reverb. I dette nummer og i den efterfølgende “Une Frensal N-Erit” luftes bandets aktiv i Brøchmann Christensens mere jazzprægede tilgang til trommerne, men ikke i en grad, der helt tilsvarer de frie passagers råderum, når bandet spiller live. Her havde det ikke gjort noget, om Papir havde givet plads til mere grænsesøgende eskapader.

I kontrast til resten af pladen står den afsluttende “Rogter Sot Oe Koft”, der udmærker sig ved sit helt nedbarberede lydbillede. Nummeret bæres af en lille klaverfigur, men udvikler sig aldrig rigtig fra udgangspunktet, selvom den kortvarigt nedbrydes af et progressivt overraskelsesangreb med guitaren. Hvad der helt præcis har været bagtanken med at lade dette lidt anonyme nummer udgøre så stor en del af udgivelsen, er svært at vurdere, men måske har Papir ønsket at tage så mange af bandets forskellige evner med som muligt.

I den henseende er Papir under alle omstændigheder en vellykket debut. Der bliver sjældent plads til stilstand, og bag de omskiftelige passager gør rytmernes kompromisløshed det klart, hvorfor bandet søger samhørighed med Düsseldorf-togets støtte bumlen. Den gør nemlig størstedelen af turen pokkers medrivende.

★★★★½☆

Leave a Reply