Den dag, da jeg begyndte mine første gennemlytninger af den danske gruppe Temples debut-ep, havde forårssolen netop vist sit ansigt for første gang i år. Marts havde nået landet med både længere og markant lysere dage, og mens jeg trillede af sted på cyklen med ep’en i ørerne, passerede jeg sågar den første mand i shorts. Bedre forårsbebuder findes næppe.
Og lad mig så slå det fast: Temple EP er ikke skabt til forårsfjantede solskinsdage og gule blomster i vejkanten. Til gengæld kan den så meget andet. Det er en langsom, mørk og melankolsk plade i en folket version af rockgenren. Med kun fire numre er den relativt hurtig at komme igennem, men egentlig utrolig følelsesmættet, den korte tid taget i betragtning.
Ep’ens første nummer, “Renegade”, udkom allerede som single i sommeren 2012 og har haft en del radiotid siden – bl.a. de maksimale otte uger på Det Elektriske Barometer. Der er noget messende over nummeret med den simple melodi, de stemningsfulde tambourinslag og det tilbagevendende »stay close, renegade«. Smukt og dragende.
“Renegade” er også et godt eksempel på det flotte arbejde, sanger og sangskriver Nils Bloch gør med vokalen på ep’en. Personligt er jeg svært begejstret for en god baryton som modspil til den for tiden ellers så fashionable falset. Og så er der en alvor og en modenhed over vokalens klang, der spiller flot sammen med ep’ens melankolske univers.
Et andet nummer, som er værd at fremhæve, er “Strange Skin”. Nummeret er præget af en fornemt balanceret lyd, der nogle steder får lidt 60’er-kant – f.eks. med citar-lydende guitarfraser og den søgende klang på udtalen af ordet »strange«, som mest af alt minder om Jim Morrison på “Strange Days”.
Der er mange gode ting at sige om Temple EP. Alligevel fremstår pladen af en eller anden grund lidt uforløst for mig. Selv efter rigtig mange gennemlytninger, med og uden forårssol. Mit gæt vil være, at de fire numre ikke rigtig formår at flytte mig nogen steder hen. Vi bevæger os konstant inden for samme lydbillede, og der er ikke meget, der overrasker eller udfordrer. Det holder måske på en ep, men på en plade i fuld længde er der stor sandsynlighed for, at det vil blive kedeligt i længden.
Langsomme, dvælende og molprægede plader behøver jo ellers bestemt ikke at være kedelige. Tværtimod findes der gennem musikhistorien så mange fantastiske eksempler på melankolske plader, at det næsten ville være synd at fremhæve den ene frem for den anden. Skal jeg alligevel, kunne et nyere, dansk eksempel være Marie Fiskers So, Hoes & Heroes (2012), som også fik pæne ord med på vejen her på siden.
Dermed ikke sagt, at Temples debut-ep er direkte kedelig. Men et lille spark bagi kunne til tider klæde den, og det lille spark kan så passende komme herfra. Selvom foråret og sommeren som regel nydes bedst med et noget mindre tungsindigt soundtrack, bør man dog ikke snyde sig selv for et tænksomt øjeblik i ny og næ. Og det kunne man passede tage til Temple EP.
