Det har været en lang og kedelig vinter. Solen er endelig begyndt at skinne, men det er stadig koldt. Så er det godt, vi har Helsinki Poetry, der med deres electrodrevne debutalbum, Transport, byder på en 40 minutter lang jordomrejse.
Helsinki Poetry er en popduo bestående af Rune Vigil og Ebbe Frej, der er tidligere medlemmer af henholdsvis The Late Parade og Epo-555. De gav første gang lyd fra sig for godt to år siden med en selvbetitlet ep. Nu er Transport her så. Det er en plade af 12 skæringer, der alle er opkaldt efter den by, de er inspireret af.
De indledende ord lyder »We are moving, operating« og stammer fra “Indianapolis”, som er første stop på rejsen. Og jep, vi er uden tvivl i bevægelse. Musikken skrider hastigt frem, og turen går hurtigt videre til Marseille for senere at fortsætte til Miami. Det tager ikke lang tid at forstå, hvor Helsinki Poetry er havnet siden sin debut-ep. De guitarer, der tidligere fyldte en stor del af deres lydlandskab, er fjernet til fordel for lettilgængelige popsynths, og med en gennemsnitslængde på kun lidt over tre minutter egner numrene på Transport sig også ganske glimrende til at blive spillet i radioen. Vigils uskyldige vokal ryger også direkte ind på popkontoen.
Desværre er Transport ikke lutter eventyr og oplevelser. De fleste numre er opbygget efter en meget klassisk popform, mens instrumenteringen er simpel og ligetil. Produktionen er meget lidt overraskende, og tekstuniverset er heller ikke just opfindsomt. Disse faktorer er ikke nødvendigvis dårlige, men når de alle falder på samme tid, bliver musikken bare alt, alt for uinteressant. Der bliver brudt for få rammer, hvilket gør, at man efter at have hørt pladens første tre skæringer ved, hvad man kan forvente. Desuden hjælper det ikke, at Helsinki Poetrys udtryk i forvejen er så rent og velpoleret. Dette er en skam, da Transport rent faktisk indeholder nogle forholdsvis velskrevne numre som “Le Mans”, “Tokyo” og “New York”.
Transport giver desværre ikke den oplevelsesrige jordomrejse, man kunne have håbet på. Snarere et kort kig ud af vinduet til steder, der ligner hinanden overraskende meget. Det er ikke en plade, der kræver særlig mange gennemlytninger. Tværtimod. Den virker monoton og måske endda kedsommelig. Til gengæld indeholder den mange numre, der lever op til de obligatoriske krav, der må være for at få god airplay på P3 og andre popkanaler.
