Mire Kay er en svensk duo affødt af kvartetten Audrey, som blev dannet i 2002. De to stiklinger hedder Emelie Molin og Victoria Skoglund, og selvom kammerpoppen fortsat hersker, har de med Mire Kay skiftet Audreys postrocktendenser ud med et mere folket udtryk. Forud for deres nye og første fuldlængdealbum udgav de i 2011 ep’en Fortress.
A Rising Tide Lifts All Boats byder på 11 afdæmpede skæringer med skrøbelige og intervenerende vokaler, der sommetider er belagt med diskret “telefoneffekt” og ofte udfolder sig i nonverbale melodier. Med sig på albummet har de to piger en håndfuld musikere, der sørger for at give musikken fylde ved hjælp af lapsteel, klaver, bas og perkussion. Arrangementerne er ellers primært præget af Skoglunds akustiske guitarakkompagnement og Molins pyntende cellostemmer. Sidstnævnte fremstår smagfuldt udformede og bidrager væsentligt til det overordnede lyd- og stemningsbillede.
Sangene bevæger sig rigtignok som tidevandets vekslen og balancerer mellem sørgmodigt tungsind og begyndende optimisme, men dynamikken holdes på et jævnt plan, og stemningen stagnerer ultimativt til den mørke side. Lyrisk har Mire Kay en fortællende stil, der illustrativt formidler historier om kærlighed og tab af samme i et emotionelt og erindringsdvælende univers.
Enkelte sange træder frem af mængden i kraft af fængende melodier som med den iørefaldende ”Even Eyes”, men de fleste af sangene har desværre en flygtighed – også rent længdemæssigt – der gør, at man dårligt kan nå at lade sig rive med, før man bliver sluppet igen. Det er en skam, for musikken har potentielt set en dragende kvalitet over sig, og Mire Kay behersker den simple folkstil med både autenticitet og ynde. Det er simpelthen, som om albummet i sit melankolske og lavdynamiske væsen kommer til at stille hindringer i vejen for sig selv.
