Trioen On An On udspringer af det hedengangne Scattered Trees. De tre medlemmer Nate Eisland, Alissa Ricci og Ryne Estwing stod med booket studietid, men også med et band, der var gået i opløsning. On An On tog form, og i løbet af tre uger fandt de, sammen med produceren Dave Newfeld, deres helt egen lyd.
Debutalbummet Give In indeholder 10 skæringer, og i hvert fald halvdelen af dem har en sammenhæng, der viser, hvad On An On er for en størrelse. Musikken er generelt præget af dystre og melankolske tanker, hvilket spejles i titler som “Ghost”, “Bad Mythology”, “Panic” og “I Wanted to Say More”. Trioen leger med rumklang og trommemaskine samt en helt snes andre lydeffekter på produktionen, som sammen med vokalen giver numrene et særpræg.
Første nummer, “Ghost” er pladens højdepunkt og virker mest gennemarbejdet. Det har en finurlig start med synthtoner og trommemaskine, der senere blander sig med akustiske trommer. Det giver en helt speciel grundrytme og lyd, der er On An Ons signatur. Selvfølgelig sammen med Eislands vokal, der giver musikken en følsom og ærlig ramme. Melodi og omkvæd er også en af styrkerne ved “Ghost”.
“Every Song” indeholder de samme karakteristiske trommer, der har fået en ordentlig omgang effekter i postproduktionen med masser af rumklang, der giver nummeret en industriel lyd. Samtidig ligger lyden op ad storladen poprock a la Coldplay og Arcade Fire. Vokalen, der også har fået godt med rumklang, virker meget inderlig og gør, at man bliver revet med.
“All the Horses” skal også fremhæves for sin originalitet og for vokalens skønhed. Nummeret er knap så melodisk fængende, men det får sin ret gennem produktionen, der er mere fokuseret på de enkelte elementer. Hvis man lytter efter kan man høre maracas, tamburin, cabasa, og når grebene på guitaren skiftes. Nummeret indeholder et meget fint instrumentelt stykke med lette synthtoner, og en kontrabas, der fører melodien Der er gjort meget ud af vokalen med fokus på korsang af Ricci, som også slutter hele baduljen af med to enkelt ord , der sammen med den The Doors-lydende outtro løfter hele nummeret.. Nummeret er ikke ligeså storladent og bombastisk produceret som de to første, og kan muligvis drukne på en gennemlytning af albummet, hvor man ikke sidder koncentreret og lytter.
”Bad Mythology” er lidt mere bad ass og råt end de resterende numre, og det klæder egentlig også On An On, selvom det måske er lidt synd at dække Eislands smukke vokal med så meget forvrængning. Men forandring er alligevel altid godt på et indiealbum, hvor numrene ellers ar tendens til at flyde lidt sammen. Instrumenteringen er her mere klassisk rocket, dækket til med et lag af rå og larmende synthtoner.
På den sidste del af albummet er det, som om sangene ikke rigtig finder fodfæste. “War Is Gone”, “Cops” og “Panic” bliver for repetitive, og de savner variation og originalitet. Desværre kan heller ikke afslutningsnummeret, “I Wanted to Say More”, følge med de første numre. Der er nogle smukke harmonier iblandt, men vokalen er kedelig og klagende, og nummeret bliver simpelthen for ensformigt.
Overordnet viser On An On, hvad de er lavet af. På en bund af klassisk rockinstrumentering formår de ved hjælp af synth, Eislands vokal, trommerne og de mange lydeffekter at skabe deres helt egen lyd, selvfølgelig med præg af producer Newfeld. I flere numre er der mange lag at nyde, hvis man lytter rigtigt efter. Indimellem er der et par numre, hvor der går for meget navlepilleri og shoegazing i den, måske fordi de ikke er helt gennemarbejdede. Det lidt ufærdige indtryk af Give In giver dog også et indtryk af On An Om som mennesker, og det skaber en spænding hos lytteren om, hvad de finder på næste gang.
Lyt til “Ghost”:
[audio:http://www.cityslang.com/audio//on-an-on/audio/On%20An%20On%20-%20Ghosts.mp3]