Man kan sige meget om ambient/doom-folk duoen Barn Owl, men det er eddermaneme svært at kalde Evan Caminitti og Jon Porras for uproduktive. Fra 2009-2011 sprøjtede den amerikanske duo ikke mindre end fire plader ud, udsendte egne soloprojekter i 2012 og vender nu tilbage som deres totemfugl med fuldlængden V.
De to San Francisco-baserede musikere er hovedsaligt guitarister, hvilket kom klart til udtryk på duoens første plader. Den forrygende Ancestral Star fra 2010 bar med knusende guitardroner tankerne hen på dronemetalbands som Earth og Sunn O))), men hvis man venter mere af det samme på V, kan man godt indstille sig på en skuffelse. For selvom V stadig bærer meget præg af de to solokunstneres dommedagsguitarer, tager Barn Owl skridtet i en elektronisk retning med det, de selv beskriver som ‘doom dub’. Med tilføjelsen af electronica og synthesizere til de allerede mangfoldige instrumenter, som de to herrer tager i brug, gør de nu bittesmå, forsigtige tilnærmelser mod minimaltechno og dub. Elementer, der dog inkorporeres så effektivt, at de kun viser sig i små glimt gennem de bastante støjlag, der udgør gruppens hypnotiske psykedelia.
I rejsen væk fra de øde ørkenlandskaber på de foregående plader, hvor tilværelsens tomhed ofte stod som altoverskyggende centralt tema i ordløse sange, finder man på V anderledes meditative, nærmest sakrale, skæringer som f.eks. “The Long Shadow”. Ganske vist indledes nummeret med bulder og brag og guitar med western-twang, men det bliver hurtigt overtaget af et atmosfærisk synthkor, cirklende guitarfigurer og et orgel, som gør de ellers så tunge drenge næsten spirituelle.
Man skal dog ikke forledes til at tro, at Barn Owl har givet sig i kast med forvrænget, kvalm new age. Bag de nye instrumenter ligger den afgrundsdybe tomhed og fremmedgørelse nemlig stadig og lurer i et voldsomt svulstigt lydunivers. En slørugle, som er det danske navn for bandets navnefælle, ville med sin ekstremt gode hørelse formentlig stadig få blæst sit fjerklædte hoved af, hvis den skulle lægge ører til duoens musik. Tilføjelsen af de elektroniske elementer har muliggjort et hidtil uset antal specifikt designede lag af lyde, som hjælper Caminiti og Porras til at skabe et endnu mere pakket lydunivers. Resultatet er ambient så tyk, at den er til at tage og føle på. I den forbindelse er det ikke så dumt at snakke om doom dub, som kommer til perfekt udtryk i “Blood Echo”. Her kombineres de skærende synthflader på ganske mesterlig vis med en mastodontisk mur af guitarforvrængning, der hele tiden bevæger sig ind i forskellige frekvenser og åbenbarer nye nuancer.
Albummet lukkes af den 17 minutter lange “The Opulent Decline”, der langsomt udvikler sig til en balanceret symbiose imellem støj og harmoni, uden at der er tale om et egentligt klimaks eller en sænkelse af tempo, hvor samtlige aspekter af bandets lyd kommer til udtryk.
På V blander Poras og Caminiti elegant elementer af dark ambient, shoegaze og gennemtrængende synthezisere, men de primale guitardroner danner stadig et solidt midtpunkt og gør det til en umiskendelig Barn Owl-plade. En dyster lytteoplevelse, der alligevel efterlader en med lysten til at gå igennem den igen.
