Plader

Jacob Faurholt: Super Glue

Skrevet af Peter Krogh

Efter en musikalsk afstikker med projektet Crystal Shipsss er danske Jacob Faurholt tilbage under eget navn med et overbevisende album fyldt med lo-fi-collager og knuste hjerter.

Jacob Faurholt er en mand med mange musikalske jern i ilden og, som følge deraf, en ganske produktiv kunstner. Han er måske ikke kendt i den brede befolkning, men er et langsomt og stædigt voksende navn ikke alene i den danske undergrund, men også udenlands. Nogle vil kende Faurholts alter ego Crystal Shipsss, under hvilket han så sent som sidste år udgav den glimrende I Will See No Moon No Sky. Nu er der atter nyt fra Faurholt, denne gang udgivet under hans borgerlige navn.

Super Glue er den meget rammende titel for det collageprægede album, ikke blot for den visuelle indpakning, men også for tonerne. Der er noget skramlende og skitseagtigt over kompositionerne. En mere legende og famlende tilgang, der ikke alene er forbeholdt Faurholts soloudgivelser, men som måske træder endnu tydeligere frem, når tonerne lukkes ud af arbejdsværelset i eget navn.

Super Glue er ikke som sådan et konceptalbum, men det grundlæggende tema er opbrud og hjertekvaler. Sangene kredser alle om det øjeblik, hvor kærligheden dør. Det universelle øjeblik, hvor følelserne løber ud i sandet og kilden synes tom. »It’s not a hollow life / but goddamn it’s lonely not having you by my side,« synger Faurholt, så man tror ham, på “On Top”. Andetsteds, på “Pictures of You”, bider Faurholt stoltheden i sig og ønsker den tabte kærlighed lykke på rejsen. Der drømmes endda fremtid på ”Future Wife”, men mestendels er det de efterladte tanker fra opbruddets inderste hjertekammer, der lyrisk fremføres på hudløst ærlig facon.

Det er altid en balanceren på knivsæggen, når nye toner leder tankerne hen mod andres ditto. Sammenligning er en balancegang, men det er samtidig også en slags arbejdsskade eller et målbart instrument, som anmelderen må ty til for at tydeliggøre, hvad der udspiller sig for ørerne af en. Jacob Faurholt er dog helt sin egen. Han sætter ingen begrænsninger for sig selv, men kaster sig eksempelvis ud i alle verdenshjørner vokalt på trods af, at han ikke har verdens største stemme! Knækket i den skrøbelige vokal bliver til gengæld aldrig anstrengende, men har den effekt, at det føles ærligt og vedkommende, når Faurholt på stille vis krænger sin sjæl ud.

Og sammenligningen? Jeg har tidligere, når jeg lyttede til Faurholt solo eller for den sags skyld Crystal Shipsss, tænkt, at her var tale om en musikalsk ”slægtning” til amerikanske Grandaddy og dennes Jason Lytle. De legesyge elementer, de lettere skramlende toner og de musikalske krumspring har de begge til fælles, men vigtigst af alt: evnen til at skabe melodier, der på trods af deres umiddelbare banalitet som regel er sært iørefaldende. Netop det element er et charmerende træk hos Faurholt, og på Super Glue er det lykkedes for ham at binde sangene sammen med tonalt superlim af den inciterende slags.

Der er gennem tiden blevet kreeret mangen et kunstværk, både filmisk, malerisk og musikalsk, på grund af et bristet hjerte. Måske det ikke er helt løgn, at melankoli og eftertænksomhed er bedre brændstof at skrive på end endeløs lykke? Jacob Faurholt formår på Super Glue at give heartbreak albummet som genre endnu et kapitel. Det er måske nok lyden af et blødende hjerte, men fremført af en sjæl med håbet i behold.

★★★★★☆

Leave a Reply