Hvis man så Danish Music Awards for et par måneder siden, kunne man godt blive vildledt til at tro, at Christophers blonde krøller har kvalt al konkurrence. Der var ikke plads til ret mange overraskelser på en aften tungt besat med Medina, Rasmus Seebach og Michael Falch. Og spejderlederen Pharrel Williams løb selvfølgeligt både med prisen for internationalt album og årets hit. Surprise, surprise, surprise. Med undtagelse af dansk kultureksports nye håb, Mø, var der ikke noget nyt under solen.
Ikke engang Christophers sovekammerøjne og et indspist musikshow kan dog udelukke rumlen fra kældre, garager og bryggerser rundt omkring i landet. Selv om de ikke er allemandseje, og man har skullet løsrive sig fra ølbongen i Roskilde Festivalens opvarmningsdage for at få lejlighed til at opleve dem, er der andet musik derude, der sætter Danmark på verdenskortet. Bands som Selvhenter og Svin får nok aldrig lov til at spille til Danish Music Awards, men fred være med det. Med en lettere parafrase over kommissær James Gordons ord er de bands, som Danmark fortjener, selv om vi måske ikke ved, at vi behøver dem.
Selvhenter udgøres af fem femme fatales, der siden 2007 har slået sig løs på kryds og tværs i deres fælles kunstnerkollektiv Eget Værelse. Uden at der skal gøres for stort et nummer ud af det feministiske aspekt i bandet, kommer navnet fra en Virginia Woolf-tekst fra 1929. En tekst, der omtaler væsentligheden af at besidde sin egen platform for at kunne udtrykke sig. Og når det kommer til at udtrykke sig, har Eget Værelse meget på hjerte. Værelset har i en lind strøm spyttet topkreative projekter ud som OUM, Ymers Pizza, Valby Vokalgruppe, Frk. Jacobsen og Selvhenter. Nora fra dukkehjemmet har smækket med døren, og hun klarer sig ganske glimrende på egen hånd.
Eget Værelses forskellige projekter varier i tilgængelighed og format. Paraplyen dækker både Ymers Pizzas forvrængede solotrombone og Frk. Jacobsens polyrytmiske perler. Selvhenter er kollektivets tungeste konstellation med heftigt distortet sax, trombone og violin og to travle trommeslagere i Anja Jacobsen og Jaleh Negari. På Motion of Large Bodies gør diverse keyboards også deres indtog og åbner ballet med en ordentlig slagside på ”Golden Boy”. Ud af de skingre synths og undergangsbasunen vokser trommerne langsomt frem.
Et af Selvhenters stærkeste kort er de to trommeslagere. Mareridtssynths flår og river musikken fra hinanden, men trommeslagerne fortsætter ufortrødent og driver hele tiden bandet frem og frem og frem. Ekspressionistiske rytmer omfavner og frastøder hinanden, så man både ser helheden i maskineriet og opsluges af mekanikkens små detaljer. Selv om man har fornemmelsen af, at det er den samme bevidsthed bag rattet, kører Selvhenter i mange forskellige gear og i forskelligt terræn undervejs. ”Tribute” er no-nonsense bøllerock med dødsbasun i hovedrollen. ”Mos Def” lyder som en blanding af et New Orleans-optog og en utilpasset sjetteklasseselev, der har fået fingrene i en synth. Og ”Stirb Langsam” kører næsten i bakgear. Den slæber sig frem på droner, der kunne være fremmanet af Sunn O))). Afrikanske trommemønstre, orientalsk mystik, drone og noiserock alt sammen stoppet ned i omkring 40 minutters musik. Hvabehar, metervarepop?
Jeg forestiller mig Selvhenters musikalske avantgardisme som noget varmt. Uanset hvor vildt det bliver, er lytteren altid inviteret med til en fysisk, svedende tranceoplevelse. De gode jyder i Svin spiller helt anderledes køligt. Lars Bech Pilgaard river aggressivt i guitaren, Thomas Eilers trommer tæsker mere, end de danser, og Henrik Melbyes og Magnus Baks blæsermelodier er anderledes melankolske end Selvhenters humoristiske minimalisme.
Svins musik kan forholdsvis let deles op i to kategorier. Den ene kategori er riffbaseret mavepusterrock som på ”Maharaja”, der bedst beskrives som blæserdreven sludge. Pilgaard er sultanen, der lader østlige forsiringer snige sig ind hist og her, og Melbye er vesiren, der med desperate saxofonskrig skubber det hele ud over kanten. Man kan næsten høre Eiler stå op bag trommesættet, mens han gør trommerne til sin bitch. Svins anden side er indelukket og melankolsk, og her stopper enhver sammenligning med ‘balkan-horn’, som bandet ellers ofte bliver påduttet.
Selv om det lyder langt ude, er der en god portion jysk bondeæstetik a la slut-1800-tallet i denne del af Svins repertoire. ”Satan” kunne godt have været en seriøs konkurrent som titelmelodi til Bornedals “1864”-miniserie. Der er en uendeligt afklaret distance i blæserne og en god portion folkemusikalsk melankoli. ”Satan” og ”Alt” bringer dig langt ud på heden i en tid, hvor børnedødeligheden var høj, og man kun fik sukker på sin boghvedegrød, når man havde fødselsdag. Og det forekommer utroligt gribende i al sin simplicitet, når klarinet og horn udfolder sig i et tre minutters parløb.
Svin er et af de allermest spændende bands i Danmark lige nu. De har en ukonventionel besætning, en god portion humor og en fandenivoldsk opfindsomhed, der gør dem i stand til at håndtere smadderrock lige så godt som langsomme ballader. Det værste, man kan sige om Svin, er, at den er for kort. Til tider står melodierne heller ikke så klart, som de gjorde på den fremragende debut, Heimat. Men alt i alt har den danske musikscene BRUG for bands som Svin, der er vokset ud af bryggerset og kan give nogle lammere til en ellers pæn og kedelig musikscene. Og det bliver man blot mere bekræftet i med hver udgivelse.
Med lukningen af Sneums Garage på P6 og salget af PB43’s grund på Amager var 2014 ikke nogen dans på roser for dansk alternativ musik. Men selv om euroen vakler, Putin står for døren, og finanskrisen fortsat kaster lange skygger over et udsat kulturliv, er der dog håb forude. Den nye radiostation The Lake, impro-bastionen Mayhem og bryggerser og garager over hele landet undfanger fortsat musikkollektiver og menigmandsavantgardister til at tage kampen op mod status quo. Der er stadig mulighed for at slå Danmark fast som et land, der kan andet end at være ophavsmand til Bruno Mars-jam og nudelkrøller. Og Selvhenter og Svin er to gode bud på mangfoldiggørelse af dansk musik.
Selvhenter:
Svin:
[…] ★★★★★★★★☆☆ gfrock.dk ★★★★★☆ undertoner.dk ★★★★★☆ enola.be […]